Læsetid: 1 min.

Venstre splittet i asylsag

4. marts 2000

Venstre-medlemmer af Europa-Parlamentet lægger afstand til Birthe Rønn Hornbechs
forslag om at fjerne asylsøgere fra Danmark

BRUXELLES - Birthe Rønn Hornbechs mål om at asyl ikke skal kunne søges fra dansk jord, men kun fra EU eller FN-kontrollerede flygtningelejre, får en stærkt blandet modtagelse fra partifællerne i Europaparlamentet.
Ole Andreasen er direkte uenig i ideerne fra partiets udlændingeordfører: "Som jeg har set det her refereret i aviserne, kan jeg ikke støtte det," siger han til Information .
Hans kollega, Bertel Haarder, siger: "Ideen ville kræve en kraftig oprustning, som EU slet ikke er i stand til i dag. Forslaget er fremtidsmusik," siger Haarder.
Han understreger, at han på ingen måde vil støtte en politik, der sender asylsøgere bort til en usikker skæbne: "Hvad end Rønn Hornbech mener, så betyder det ikke, at flygtninge skal sendes bort fra Kastrup eller Padborg, hvis der ikke er sikkert, dér hvor de kom fra. Det har vi forpligtet os til i internationale konventioner", siger Haarder.
Han kalder det dog "en oplagt EU-opgave", og bakker op om, at EU skal oprette flygtningelejre i nærheden af de steder, hvor krisesituationerne opstår.
Partifællen Anne E. Jensen er principielt enig med Haarder i dette. Men hun er ikke overbevist om, at Rønn Hornbechs idé er den rigtige:
"Det lyder som et stift system. Jeg vil ikke bide spids på, at det er det rigtige. Vi går jo og siger, at flygtninge skal hjælpes, hvor de er, men det bliver ikke til så meget. Spørgsmålet er, om det overhovedet er realistisk. Diskussionen er ophedet i Danmark lige nu. Men problemet er meget større i EU-lande med længere kyster." siger hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her