Læsetid: 12 min.

Åndenød til salg

15. april 2000

Tidens fornemmelse for sne har gjort Mount Everest til kold forretning. Men ifølge en ung dansker, der netop nu er på vej mod toppen, sætter bjerget nødvendig fokus på det moderne menneskes forbudte følelser. Bagsiden af bjergeventyret er
den livstruende levevej, som et af verdens fattigste folkeslag, sherpaerne, er slået ind på

Ved verdens ende - øverst oppe, hvor intet menneske kan overleve mere end et par døgn, hvor kroppen endog under søvn æder sig selv op indefra, og hvor hjerneaktiviteten er nedsat til et børnehavebarns - helt deroppe på klodens tredje pol sidder i en snestorm i 1996 en berømt new zealandsk bjergbestiger. Kort fra den forheksede top, han timer forinden har besteget, sidder han nu kraftesløs med dybfrosne hænder og fødder, ude af stand til at komme ned, og uden for rækkevidde af nogen som helst menneskelig redningsaktion. Hans kunstige iltforsyning er sluppet op, og i den tynde luft trækker han vejret fire gange så hurtigt som normalt. Han har næsten ikke sovet, spist eller slukket tørsten i et par dage, men alligevel lykkes det ham at fremstamme et par beroligende ord i sin stemmeaktiverede walkietalkie, der sidder i dundragtens krave, og ordene sendes ned til basislejren for foden af Mount Everest og derfra via satellittelefon af sted over oceanet til Christchurch i New Zealand, hvor hans gravide kone venter på nyt fra Himalaya. "Vær nu ikke for bekymret," siger han.
Så dør han omsider, Rob Hall.
Rob Hall, der ejede et firma, som for omkring 350.000 kroner pr. person førte folk til tops, blev ikke det første eller eneste offer for den ny form for ekstremturisme eller ekstremsport, som har smittet tusindvis af mennesker med topfeber inden for de seneste fem-ti år. Men han er det hidtil mest berømte offer, et offer for svigtende dømmekraft over for egne og andres yderste ressourcer, forblændet af udsigten til at nå toppen og score kassen.

Rob Halls kolde endeligt og det øvrige dusin, der omkom i de stormende majdage i 1996 på Mount Everest, har ikke afskrækket andre fra at udfordre skæbnen på verdens højeste bjerg, som i år bliver mere overrendt end nogen sinde tidligere. En avanceret turistindustri - som et af verdens fattigste lande, Nepal, ikke har råd til at sige nej til - dominerer nu de bestigninger, der tidligere var forbeholdt professionelle og ofte statsstøttede ekspeditioner. Over 40 hold vil søge at nå toppen i maj måned. Mange forholdsvis utrænede klatrere vil bevæge sig op i de iltfattige højder, hvor ligene efter de foregående års tragedier stadig ligger, permanent frosne.
"Det kan ikke undgås, at en række mennesker vil dø på Mount Everest om kort tid," siger den 36-årige bjergbestiger Per Bager til Information, dagen før han tager til Tibet for sammen med den 27-årige Jeppe Stoltz at realisere alle rigtige bjergbestigeres ultimative drøm.
"De kommercielle ekspeditioner er skyld i hovedparten af ulykkerne på bjerget. Der kravler for mange folk rundt, som har penge, men ingen erfaring," mener Per Bager.
Dødsfaldene på Mount Everest har dog vidt forskellige årsager, hvoraf kun nogle har med manglende bjergtræning at gøre. Åbner der sig pludselig en bundløs gletcherspalte, kan enhver blive dræbt, og ingen ved med sikkerhed, hvornår organismen pludselig går i baglås, sat over for den umenneskelige opgave at slide ekstra hårdt, samtidig med at kroppen nægtes to tredjedele af den ilt, som den har brug for. Nogle kalder det russisk roulette.
Bager og Stoltz' Danish North Side Expedition består kun af samme to mænd, der regner med at nå toppen mellem den 7. og 10. maj, hvilket er før årets anden rent danske ekspedition, BigE, der klatrer på sydsiden af bjerget. "Det har betydning at være den første dansker på toppen af Mount Everest i 2000," siger Per Bager.
Der er konkurrence på bjerget, konkurrence om sponsorpenge og presseopmærksomhed. Per Bager ser bestigningen som en sportspræstation: "Stilen er vigtig. Vi vil bestige bjerget 'by fair means'. Det betyder, at vi ikke vil bruge kunstig ilt og ingen bærere."
Bager og Stoltz klatrer ad den tibetanske nordside, fordi tilladelsen her er billigere - 13.000 dollars er afgiften, og så inkluderer den messetelt i basislejren.
BigE-ekspeditionen derimod klatrer ad den populære, nepalesiske sydside, hvor tilladelsen alene koster 50.000 dollars. Men BigE har også en mægtig sponsor i ryggen: Satellittelefonfirmaet Thrane & Thrane, hvis direktør, den 50-årige Lars Thrane, endog påregner at deltage i bestigningens første faser - for fornøjelsens og vel også reklamens skyld.
Det er ikke tilfældigt, at det netop er satellittelefoner, der reklameres for. Avanceret kommunikationsudstyr er blevet en afgørende del af udrustningen på enhver Everest-ekspedition. De første, der nåede tæt på toppen i 1924, kommunikerede mellem lejrene ved hjælp af soveposer, der blev lagt ud i sneen i bogstavmønstre og aflæst gennem kikkert. I dag medbringer mange bjergbestigere udstyr, der sætter dem i stand til at tale med verdenspressen eller Internettet - også i ekstreme højder. Bestigning er en pr-begivenhed, der er planlagt med samme omhu som ruten op ad bjerget.

Bilerne på H.C. Ørstedsvej i København suser forbi vinduerne i den lejlighed, hvor Information taler med den 25-årige Mads Granlien, der som del af BigE håber at nå verdens højeste punkt i slutningen af maj. Granlien kan se frem til sammenlagt at klatre mindst et døgn gennem Mount Everests berygtede Khumbu-isfald, hvor tårnhøje isklodser jævnligt styrter omkuld. Han sammenligner det med risikoen ved at cykle ned ad H. C. Ørstedsvej. En køligt kalkuleret risiko.
Granlien nægter, at han skulle være fascineret af døden. Han og resten af BigE søger derimod systematisk at sænke risikoen. Derfor vælger ekspeditionen også en usædvanlig rute. Man følger de store flokke af ekspeditioner på sydsiden indtil 6.500 meters højde for derefter at dreje bort fra hovedsporet og klatre brat op ad den klatreteknisk krævende sydvestvæg. På den måde risikerer BigE ikke at løbe ind i flaskehalse på smalle passager, flaskehalse forårsaget af utrænede deltagere på de kommercielle ekspeditioner, flaskehalse som dem, der i 1996 var med til at sinke så mange, at katastrofen var uundgåelig, da stormen pludselig kom.
BigE's vanskelige rute, som første gang blev benyttet i 1980, tjener dog også det formål at skabe presseopmærksomhed om netop BigE's bestigning.

Jeg vil gerne give et andet billede af unge mennesker end, at de er adrenalin-hungrende egoister og anarkister, der tager deres liv i egen hånd og er fascinerede af døden," siger Mads Granlien og understreger, at bjergbestigning i modsætning til for eksempel elastikspring, der er overstået på sekunder, er en sej affære, som ofte tager flere måneder.
"Mange tror, at vi er en flok macho-mænd, der render rundt med store rygsække med 220 km/timen deropad, og ryger der en arm, så er det lige meget, for det er bare toppen, det gælder. Sådan er det ikke," fastslår den muskuløse Granlien. "Det er normalt ikke tilladt som mand at give op eller vise afmagt og svagheder. Men i bjergene kommer disse ting helt naturligt, det er en del af udforskningen af en selv. Vi kommer rundt i mange af de forbudte følelser."
Mads Granlien, der blev opmuntret til bjergbestigning af sin læge-far, anlægger et nærmest medicinsk syn på sporten: "Hvis samlingspunktet i hjemmet er fjernsynet, så går man væk fra det basale: Hvordan har jeg det i dag. Derfor ryger folk til sidst ud i ekstremerne for at gøre opmærksomme på, at de har et problem. De får kræft eller bliver sindssyge. Når folk får lungekræft efter at have røget i mange år, føler mange, at det er uretfærdigt, at det netop skulle ramme dem. Men gå 30 år tilbage i tiden og se det valg, de tog dengang. De var ikke rede til at se konsekvenserne i øjnene. I bjergene kommer konsekvenserne meget hurtigere, og man lærer, at det for eksempel er farligt at gå op i dårligt vejr."
Det drejer sig om ansvar: "I dagligdagen i Danmark har vi et system og en masse sikkerhedsnet, som gør det meget svært at være ansvarlig. Men hvis jeg klumrer i det oppe på bjerget, så klumrer det hele. Derfor er jeg nødt til at være fokuseret på at tage en række afgørende beslutninger. Af samme grund vil jeg prøve at nå toppen uden brug af kunstig ilt, for jeg vil ikke være afhængig af, om en iltflaske løber tør to timer før beregnet," siger Mads Granlien.

Denali på 6.134 meter, Nordamerikas højeste bjerg beliggende i Alaska, var målet for Mads Granlien i 1995. Her oplevede han for alvor, hvad det vil sige at være 'grænsegænger', som den verdensberømte bjergbestiger Reinhold Messner har kaldt det.
"Der var endnu et godt stykke til toppen, da min makker måtte vende om," fortæller Granlien. "Jeg besluttede at fortsætte og følge i sporet af et par amerikanere, der gik i reb. Kom de ud for vanskeligheder, var jeg advaret på forhånd. Men det viste sig hurtigt, at de ikke var stærke, og jeg overhalede dem, hvorefter de vendte om. Jeg var alene på bjerget. Med besvær nåede jeg toppen, og lige da jeg kom op, var jeg utroligt glad, tårene trillede ned af kinderne på mig. Minuttet efter kom der et sort hul, et tomrum, målet var nået, og hvad så? Det gik op for mig, at jeg havde presset mig op i en pyramidespids, og nu skulle jeg bare skynde mig hjem. Ja, helt hjem til min mor."
Grænsegængerens ansvar og ensomhed fører ifølge Granlien til muligheden for at åbne sig: "Når man først har prøvet at have sin frihed, altså det totale ansvar, så vil man søge at vende tilbage til den følelse. Jeg har ikke noget, jeg skal bevise over for min kæreste eller andre mennesker, jeg hviler i mig selv. Ved at lære sig selv at kende har man også bedre mulighed for at komme andre i møde. Til daglig behøver jeg ikke at koncentrere mig om mig selv, fordi jeg er velkendt land."

For hver bjergbestiger kommer en snes trekkere til foden af Mount Everest, vandreturister som rejsebureauerne tilbyder ture i dalene, til basislejren og til mindre tinder, en invasion af vesterlændinge, som målt i forhold til lokalbefolkningen er hovedrige.
Firmaet Trekkingbureauet har en link på BigE-ekspeditionens hjemmeside og et uddrag fra BigE-ekspeditionsleder Henrik Jessen Hansens dagbog. I en reklametekst hedder det:
"Oppe i Mount Everest basecamp (5.300 m.o.h.) møder vi Thrane og Thrane Mountaineering Team. De vil fortælle om ekspeditionens fremskridt og vise deres udstyr frem, blandt andet det meget avancerede satellitkommunikationsudstyr, som Thrane og Thrane har opstillet i ekspeditionens lejr. Efter to nætter i basecamp med historier fra det store bjerg vender vi næsen hjemad."
Dette kaldes 'indbegrebet af adventure rejse'. Deltagerne risikerer højdesyge, men Trekkingbureauet "tilstræber, at der i alle situationer udvises den største forsigtighed", samtidig med, at "man selv må være med til at vurdere situationen."
Sikkerhedsnettet er spændt ud - der er meget langt til den type ansvar, Mads Granlien taler om. Hverken bjergbestigernes eller trekkernes indtog er mulig uden omfattende hjælp fra indfødte bærere. Omkring 30.000 sherpaer i Everest-regionen lever af turismen. Kun hver fjerde nepaleser kan læse, men indtægterne fra de eventyrrejsende er med til at bygge flere og bedre skoler.
Prisen er imidlertid høj. Nedslidningen af kroppen er voldsom, når sherpaerne på egne og yakoksers rygge skal bære mad, telte, klatreudstyr, brændsel, computere mv. op i bjergene gennem sne eller kold mudder. BigE-ekspedionen regner med at bruge op mod 100 bærere.
Bjerget belejres under de store ekspeditioner som var det en militæroperation. Fra basislejren skal sherpaerne slæbe blandt andet ilt op ad bjerget. Fire lejre over basislejren skal møjsommeligt etableres, den øverste i små 8000 meters højde. Det er hårdt og farligt arbejde, blandt andet fordi de tunge forsyninger skal igennem Khumbu-isfaldet, som næsten årligt kræver dødsofre.
Kultursammenstøddet mellem sherpaerne og vesterlændingene er tydeligt og kan til tider opleves stærkt frastødende. Den højt berømmede østriger Reinhold Messner blev i 1978 det første menneske i verdenshistorien, som besteg Mount Everest uden brug af kunstig ilt. Til gengæld byggede succesen på udstrakt brug af bærere og sherpaer, som blandt andet beredte vejen gennem isfaldet med reb og stiger.
Et par sider af Messners 276 siders beretning, Everest - Expedition to the Ultimate, om hans bedrift er viet 'et uheld'. En unavngiven sherpa falder i en meget dyb gletcherspalte og kan ikke hentes op. Sherpaernes leder siger, at de sherpaer, der befinder sig i basislejren ønsker at holde en dags pause i ekspeditionen. Messner skriver herefter: "Jeg tror, at kun basislejr-sherpaerne vil hvile i morgen. Vi ved ikke, hvad der skal ske højere oppe på bjerget, før han (sherpa-lederen, red.) har talt med sherpaerne deroppe. Vi kan blive nødt til at give disse sherpaer en dags hvile i morgen. Ellers kan vi fortsætte som normalt."
Og så spildes der ikke mere plads på den sag. Rigtige herrefolk græder ikke.
Retfærdigvis skal det nævnes, at Messner i andre sammenhænge har udtrykt bekymring for sherpaerne, ligesom han i 1985 var den første, der besteg bjerget solo. Men ekstremturistindustrien slider fortsat og i stigende grad på befolkningen og naturen. Dele af Mount Everest ligger i dag hen som losseplads, fyldt med konservesdåser, sønderrevne telte og tomme iltbeholdere. Alene i Lejr 4 ligger mellem 600 og 1.000 tomme iltflasker. Det er længe siden, devisen 'tag kun billeder og efterlad kun fodspor' er blevet efterlevet på disse kanter.

Topfeber
Mount Everest, der ligger i Himalaya på grænsen mellem Nepal og Tibet, er 8848 meter højt. Bestigning af bjerget tager udgangspunkt i basislejre, der ligger i omkring 5.000 meters højde. Basislejren på sydsiden er om foråret mål for mange vandreturister, trekkers. I 5.000 meters højde oplever mange symptomer på iltmangel, bl.a. stærk hovedpine og søvnbesvær. Fra 7.600 meter og opefter er iltmængden så lav, at åndenøden kan være livstruende. På grund af den tynde luft kan helikoptere ikke lette fra højder over ca. 6.000 meter, hvilket umuliggør denne type redningsaktioner i højderne.
Bjerget blev første gang besteget i 1953 af Hillary og Tenzing, og til dato har små 1.000 mennesker været på toppen, heraf 75 procent inden for de seneste ti år. 500 forsøger hvert år at komme op - 75-100 når toppen, og 20 dør. Cirka 200 er omkommet på Mount Everest. At bringe omkomne ned fra de øverste dele af bjerget kræver en kostbar ekspedition, som de pårørende som regel ikke har råd til. Derfor ligger der mange - stivfrosne - lig på bjerget.

Sidste nyt

Årets danske ekspeditioner på Mount Everest kan løbende følges på disse hjemmesider:

*Danish North Side Expedition
www.everest2000.dk
Ekspeditionen nåede den 6. april basislejren, som man på nordsiden kan køre til i terrængående bil. Den 9. april afholdt en munk fra et nærliggende kloster en ceremoni, hvor klatreturen og isøkserne blev velsignet.

*BigE
www.tt.dk/everest/intro.html
Den 14. april er fire danske ekspeditionsdeltagere (plus et uoplyst antal sherpaer) klatret gennem det berygtede Khumbu-isfald og problemløst nået Lejr 1 i seks kilometers højde. Resten af ekspeditionen er fortsat i basislejren, som ligger på en flad del af Khumbu-gletcheren, 800 højdemeter under Lejr 1. BigE skriver i øvrigt: "Der er en del uerfarne klatrere her i basislejren, men der kommer forhåbentlig ikke det konkurrencemoment, der var for 4 år siden (hvor 12 omkom, red.). Og forhåbentlig vil de mest uerfarne klatrere være skræmt væk i maj, hvor topforsøgene kommer til at foregå."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her