Læsetid 5 min.

Adresse: Havet

29. april 2000

Synkefærdige, overfyldte skibe flød rundt på må og få. Man frygtede den fremtidige skæbne i hjemlandet mere end det uvisse - og en del kom til Danmark. Hvordan gik det dem?

Et af de billeder, der brændte sig fast på nethinden, i årene efter Vietnamkrigens afslutning, var de overfyldte skibe med flygtninge. Mænd, kvinder, børn - samt nogle få ejendele - der søgte en ny tilværelse, hvem ved hvor. Væk, ville de, bare væk. Det kunne ikke gå hurtigt nok.
Verden har siden set albanere, klamrende sig til hinanden og til alt nagelfast på overfyldte dæk, nogle nærmest hængende ud over rælingen, i et forsøg på at komme til Italien i håb om en ny og bedre tilværelse. Dette syn mindede om dengang.
Bådflygtninge blev det nye ord, som indgik i vores vokabularium sidst i 70'erne. En del flygtede i dårlige, små både, men udtrykket forbindes mest med de større skuder, som verdenspressen kolporterede chokerende og gribende billeder fra.
Vietnamesere dengang flygtede fra hjemlandet af forskellige årsager - politiske, religiøse, etniske, økonomiske.
Saigon-vietnamesere, som havde arbejdet sammen med amerikanere, frygtede de sejrende, fremrykkende nordvietnameseres hævn.
Andre frygtede naboens hævn efter borgerkrigen (som i eks-Jugoslavien). Det kunne være Vietcong-sympatisører, som boede i Sydvietnam. Og omvendt, så at sige.
Rige vietnamesere gemte smykker og guld på sig, som de var bange for at miste. Etniske vietnamesere frygtede for den nye krig mod Cambodja. Etniske kinesere flygtede fra den kinesiske hær, som havde invaderet Vietnam Nord. Buddhister og katolikker flygtede, fordi kommunisterne måske ikke ville anerkende deres religion.
Det fælles var frygten for fremtiden.
De overfyldte skibe afleverede flygtningene i nabolandene i Sydøstasien, Thailand, Malaysia, Hong Kong, hvor de blev opsamlet i store lejre, som også opsamlede flygtninge fra bl.a. Laos og Cambodja.
Fra dette limbo håbede de at komme videre til mere sikre destinationer, hvor de kunne skabe sig en bedre fremtid.
I lejrene kunne de få mad og nogle steder se amerikanske film på store, udendørs lærreder. De unge kunne spille bold, og imens ventede man i ugevis på, hvad FN og hjælpeorganisationerne kunne finde ud af.

Men flygtningestrømmen rundede de 100.000 i antal, og antallet steg og steg de følgende år til flere hundrede tusinder. Ud for Hong Kong lå 30 skibe i lag og ventede på at komme til kaj. Nabolandene sagde stop og nej til at modtage flere skibe, som derfor måtte vende om. Ud på åbent hav. Ingen ville tage imod dem.
Så lå skibene da og drev for vinden - og nogle gange stormen.
Et ældgammelt erhverv, omend forbryderisk, fik en renæssance: Sørøveriet. Pirater entrede skibene og plyndrede de forhutlede bådflygtninge for deres værdier: Smykkerne, det omsmeltede guld, hvad som helst. Nogle af skibene blev plyndret flere gange.
Forestil Dem, læser, man ser et skib nærmere sig og tror, det kommer med hjælp...
Men andre skibe hjalp de nødstedte.
"Mærsk-skibe i området samlede en del bådflygtninge op," fortæller Torkild Sørensen fra Dansk Flygtningehjælp, der fremhæver, at der var en umiddelbar forståelse i den danske befolkning for, at flygtningene havde brug for øjeblikkelig hjælp.
"De fleste vietnamesere kom dog til Danmark via de sydøstasiatiske lejre," fortsætter han og skønner, at mange af de ca. 10.000 vietnamesere, (hvoraf en mindre del er familiesammenførte), der i dag er i Danmark, langt hen ad vejen har klaret integrationen godt, sammenlignet med andre grupper af flygtninge og indvandrere. Det kan hænge sammen med deres hele indstilling og stil.
"Men," tilføjer Torkild Sørensen, "det, at de ikke er så højtråbende en gruppe, betyder ikke, at de ikke kan have problemer, men at de måske blot bærer dem mere indadtil end andre."
I dag kommer der næsten ingen vietnamesiske flygtninge. Landet er blevet økonomisk styrket og styret mere tolerant, også religiøst.
Endnu diskuteres, om det virkelig var nødvendigt at flygte i panik dengang. Om det ikke mere var en frygt for spøgelser end for realiteter. USA og FN var jo i løbende dialog med den nye, vietnamesiske præsident om at løse problemerne. Også nabolandene lagde pres på Vietnams regering.

Men det var ikke udelukkende via både og lejre, vietnameserne kom til Danmark. En særlig gruppe udgjorde de såkaldte Becker-børn.
Den danske regering under Anker Jørgensen fik i 1975 pludselig en henvendelse fra en dansk-tysk journalist, Henning Becker, der i 20 år havde arbejdet med gadebørn i Saigon og bl.a. oprettet et børnehjem. Han anmodede om indrejsetilladelse til disse børn plus børn fra et såkaldt Montagnard-børnehjem nær
Saigon (montagnard = en etnisk minoritet, bjergfolk), i alt ca. 200, men det skulle gå hurtigt, for han mente, deres liv var truet af de sejrende kommunister. Han kunne skaffe flyvelejlighed.
Becker fik tilladelsen, og dagen efter rykkede Hanoi-kommunisterne ind i
Saigon.
Denne manøvre gav anledning til stor opstand i pressen, blandt politikere og i befolkningen. For hvem skulle nu have ansvaret for børnene, Becker eller staten? Og skulle børnene sendes tilbage til Saigon senere, hvor flere af dem havde familie?
I første omgang blev de indlogeret på Livø. Becker-børnene blev en varm politisk kartoffel. Rygterne om misrøgt af dem, sågar pædofili, var hårdnakkede, og Becker stod for skud. Han afviste rygterne og henviste til, at han havde forældreretten over alle børnene.
Becker blev bakket op af det yderste højre, for hvem han blev ener-helten i heroisk kamp mod den slemme stat. Flygtningebørnene skulle blive i Danmark, koste hvad det ville. Ak ja, som tiderne skifter...
I dag har Den vietnamesisk Montagnard-forening i Danmark inviteret til sammenkomst og pressemøde i Skælskør, hvor Becker vil være til stede. Formanden, Lam Phol Lam, fortæller til Information, at Beckerbørnene er blevet integreret 99 procent. De har fået arbejde som tømrere, snedkere, murere, etc. og et par af dem er blevet ingeniører. Forklaringen på dette er, mener han, at de kom, da de var unge og havde gnist og vilje, og at de allerede da integrerede sig i lokale foreninger, især sportsklubber.
Beckerbørnene og deres familier, i alt 3-400, har stadig et sammenhold. Jubilæet afvikles under sloganet 25 år i Danmark - på godt og ondt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu