Læsetid: 5 min.

Den aktiverede Tjekhov

5. april 2000

Tjekhovs 'Ivanov' og 'Søstrene' støtter den tidskorrekte trang til fordybelse, også selv
om der næsten ingenting sker. For Tjekhov befinder sig et inspirerende sted mellem handling og resignation

TEATERSALENE - Tjekhov er over os. Netop den forgangne weekend har der været hele to premierer på Tjekhov-stykker: Det Kongelige Teaters Ivanov og Betty Nansen Teatrets Søstrene, skrevet af Per Olov Enquist over Tre Søstre. På Kgs. Nytorv danderer Mikael Birkkjær livstræt omkring med irritable håndled og rastløse øjne som Ivanov, mens Bodil Jørgensen som hustruen forsvinder ind til det rene ingenting lige for øjnene af ham, af lutter fejlslagen kærlighed. Og på Frederiksberg Allé skutter storesøster Bodil Udsen sig i håndsyede snøresko og erfaren cardigan mellem den lysøjede Susse Wold og den vredessprudlende Ghita Nørby, mens de taler om, hvorfor de aldrig kom til Moskva.
Samtidig breder nysgerrigheden sig. For hvorfor fascinerer Tjekhov så massivt netop nu?
Onde tunger kunne mene, at det slet ikke handler om Tjekhov. At det hele bare er et spørgsmål om stjerne-hysteri og diva-dånen. Hvorom alt er, så har forestillingen på Betty Nansen Teatret været udsolgt fra første Arte-dag. Og selv om forestillingen spiller helt frem til den 10. juni, kan man kun få billetter, hvis man møder personligt op ved teatret for at stå i kø efter maksimalt fire af dagens 20 ureserverede pladser. På Det Kgl. Teater er der ingen særlige forholdsregler - her kan man tilsyneladende købe sig det antal billetter, man skulle have lyst til, frem til den 27. maj.
Anmeldelserne har været blandede, men grundlæggende positive. Ikke mindst hvad angår skuespillerne. Information roste Birgitte Dam stjernespillet i Tre Søstre som "autoritativt" (Udsen), "fuldkommen tilpas" (Nørby) og "fuldstændig betagende" (Wold), og Nina Davidsen kaldte præstationerne i Ivanov "fremragende" (Jørgensen) og "detonerer enerverende langsomt, men er værd at vente på" (Birkkjær).

Men hvis interessen faktisk også gælder Tjekhov, så er fænomenet interessant, fordi Tjekhov egentlig aldrig har været hvermands eje herhjemme. Hvor vi er vant til at blive fodret med Shakespeare, har Tjekhov altid været lidt finere, lidt sværere og lidt mere intellektuel. Og hånden på hjertet - lidt kedeligere.
Der har tilsynelandende ligget noget ophøjet over Tjekhov, som en fims fra den gamle russiske landadel, som han beskrev så nådesløst i sine stykker. Noget dekadent, noget livsarrogant, noget kynisk. Og noget grundlæggende uteatralsk: Der sker ingenting, næsten ingenting i hvert fald.
Hos Tjekhov sidder personerne populært sagt bare på hver deres stol og ser ud mod horisonten og det tog, de aldrig bliver i stand til at rejse afsted med. Væk vil de, det er det eneste, de tænker på. Men væk kommer de aldrig. De venter bare på, at livet går. Dag for dag, år for år.
Alligevel befinder Tjekhovs personer sig et inspirerende sted mellem handling og resignation. Selv levede Anton Tjekhov (1860-1904) sine kun 44 år uhyre aktivt. Han blev uddannet som læge i Moskva, men lod talentet bestemme karrieren og slog sig undervejs på at skrive, særligt noveller og dramatik. Ivanov (1887) var hans første helaftensstykke. Senere fulgte Mågen (1896), der ikke blev nogen succes på det gamle Alexandrinskij Teater i Skt. Petersborg, men stykket skaffede ham hans egentlige gennembrud, da det senere blev opsat af det nyetablerede Moskva Kunstnerteater. Herefter skrev han Onkel
Vanja (1899), Tre Søstre (1901) og Kirsebærhaven (1904).

Weekendens gensyn med Tjekhov fokuserede på det aktuelle hos Tjekhov. Ikke mindst den tidskorrekte trang til fordybelse - behovet for at gå imod den nye glamour-glæde, der ligger så euro-smilende over det hele her ved årtusindskiftet.
Replikkerne i begge opsætninger er desuden beriget med trend-udtrykket "aktiv", takket være oversætterne Kjeld Bjørnager/Klaus Hoffmeyer og Frederik Dessau.
Samværet bliver passivt, og drømmen bliver aktiv. "Aktiv kærlighed", taler de for eksempel om - og behovet for "at tale med nogen aktivt". Aktiv Tjekhov, med andre ord.
Alligevel demonstrerer både Ivanov og Søstrene først og fremmest Tjekhovs overdrevne hang til det patetiske. For Tjekhov borer hæmningsløst. Han insisterer på at udforske tomheden og livløsheden, der truer ikke én af hans personer, men alle. Og han konkluderer dermed igen og igen, hvor spinkel glæden er - og hvor kort tid, smilet holder.
Tag nu Tjekhovs Ivanov-figur. Ivanov sammenligner sig selv med Hamlet - en mand, som udvikler sig til en anti-helt, fordi han tøver med at handle, i hvert fald indtil sidste sekund. Alligevel minder han mest af alt om landsmanden Pusjkins romanfigur Eugen Onegin: Ligesom Onegin er Ivanov arrogant indtil det ubærlige - led ved livet, led ved de andre, led ved sig selv. Mest ved sig selv faktisk.
I Klaus Hoffmeyers iscenesættelse, den første på en dansk scene, er der ikke tilføjet noget formildende over Ivanov. Man forstår manden, men han er og bliver usympatisk. Og Mikael Birkkjær spiller ham med et ansigt, der er helt tømt for udtryk, som om livet er forsvundet ud af ham forlængst. Denne Ivanov fortsætter blot sin eksistens, fordi hans krop tilfældigvis stadig fungerer.

Så er der mere medfølelse at hente for Tjekhovs tre søstre - Olga, Masja og Irina. Med Enquists ord følte de, at "livet dryppede ud af dem, dråbe for dråbe". Og i Langdals iscenesættelse er de netop skildret som fanger af deres tid - som kvinder ude af stand til at forandre deres liv uden en mand og et ægteskab.
Det interessante er, at søstrene indser, at de er indhentet af deres egen skæbne, akkurat ligesom Ivanov. Ligesom ham reagerer de blot med resignation. Med sjældne, desperate følelsesudbrud, men ellers med forstening. I modsætning til Ivanov har søstrene dog stadig drømmen om Den Store Kærlighed. Drømmen om Ham, der vil komme ind i deres liv og forandre alt.
Ærgerligt nok har Per Olov Enquist ikke kunnet løsrive sig fra Tjekhovs handling. Han har godt nok gjort de unge søstre på 19, 21 og 28 år til livserfarne kvinder som Udsen, Nørby og Wold. Men han har ikke turdet lade dem afsløre nyt og hemmeligt fra deres liv. Ikke en eneste skjult affære, ikke en eneste løgn bliver det til. Han har bare uddybet Tjekhovs tristesse - pånær en påklistret og totalt utroværdig sluthyldest til håbet.
Hér klinger ordene Hollywood-hult, for Tjekhov er aktuelt nok ikke til happy ends. Som en replik lyder i Søstrene:
"Lykken kan man aldrig få - den kan man kun ønske sig."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu