Læsetid: 4 min.

Ali-bali bi nu er det forbi

26. april 2000

Få sangere har som Cæsar lagt stemme til tidsånden. Med ham forsvinder
et stykke af Danmarkshistorien

Nekrolog
Det var ikke en af Danmarks største sangere, der forstummede, da Cæsar alias Bjarne Bøgesø Rasmussen lørdag døde af lungekræft tre uger før han ville være fyldt 62 år - det vil han selv have været den første til at indrømme. Til gengæld har få, om vel overhovedet nogen, i den grad symboliseret en bestemt periode i Danmarkshistorien som Cæsar og hans djærve, varme røst, der ramte danskerne i 1965 med balladen om "Storkespringvandet", "det store stygge". Oprindelig var det en skotsk folkemelodi, men med Thøger Olesens hverdagsdanske tekst blev det både en sang om, at noget nyt var i gære og samtidig blev den et klart børnehavehit, flere generationer før "Åh, Abe".
Det, der var i gære, var langt Beatles-hår og bare tæer og (ær)bare piger. Ungdomsoprøret lurede, men endnu kun som fotogent motiv på Strøget i København. Og selv om Cæsar også fik et gedigent hit med singlepladens b-side, "Jorden I Flammer", en aggressiv tolkning af Barry McGuires anti-Vietnam-sang, lå hans udgangspunkt et helt andet sted. Kun tidens tilfældigheder fik ham et kort øjeblik ind i offentlig øjenhøjde med folk som Bob Dylan og Donovan.
Cæsar var nemlig lige så lokal, som de var globale. Det kunne Cæsar være med god ret. Han havde nemlig allerede set verden, også bagsiden af den.
Efter at have stået i lære som kunst- og klejnsmed tog den unge Bjarne midt i 50'erne på langfart. Han afmønstrede i 1958 og påbegyndte en konservatorieuddannelse som kontrabassist, men det frie liv med guitaren, kammeraterne og livet her og nu trak. Snart dukkede han op i en række sammenhænge i det gryende folkemusikmiljø i København. Ikke mindst som gademusikant, for som han husker det i bogen Dengang i 60'erne: "Dengang ku' man lave 100 kr. på mindre end en time. Og 100 kr. i '64 var sgu mange penge - der var til en kasse øl og cigaretter og så havde man osse til mad, og så var den dag gået ..."

Lagde ud med babyjazz
Musikalsk var Cæsar traditionalist. Han startede med traditionel jazz, "babyjazz", kaldte han det siden. Tidligt opdagede han slaviske tonarter, som han dyrkede med Balalajka-Ole, Andy Sundstrøm og Fin Alfred Larsen. I klubberne mødte han talenter som reklametegneren Povl Dissing, Trille og Per
Dich. Sammen udsendte de tre live-lp'er 1965-67, som var bærebølge for en bevægelse, der tidoblede salget af akustiske guitarer herhjemme.
Nok så vigtig var dog Cæsars livtag med pornografilovgivningen, den mur, tidens oprør rendte panden imod. Som bekendt var det ikke muren, der holdt. En af rambukkene var de to ep-plader, Cæsar udsendte i 1966-67 som Den Lange Hr. Jensen Og Andre Sjoferter og Potifar Forfra Og Bagfra. De ramsaltede viser solgte i den dengang utopiske omegn af 80.000 eksemplarer og blev meldt til politiet som verbal forulempelse af den offentlige sædelighed. Det hjalp på omtalen, at pladerne blev udsendt med slogans som "nu osse porno på plade." Tiltalen gik dog i fru Justitia igen, da folkemindeforskere som den nu afdøde Iørn Piø kunne forsikre, at der skam var tale om værdifulde genopdagelser af gamle danske tekster.
Cæsar blev kun rig på presseomtale. Forlægger Hans Reitzel løb med guldet i det, der var pladebranchens Klondyke-år. Og da 60'erne blev til 70'erne var Cæsar et kuriøst minde om en uskyldig tid, hvor naiviteten og nysgerrigheden troede, den kunne erobre verden.

Succesen sled på ham
Succesen sled på Cæsar. Selv om han var folkesanger, levede han et rock & roll-liv. Slitagen tvang ham, i mere end en forstand, til at skrue ned for livsnydelsen i 70'erne, hvor han især markerede sig i et samarbejde med violinisten Finn Ziegler.
Plader som dem om Henriette (1970) og Okker Gokker Gummiklokker (1975) og ikke mindst Pelle Haleløs (1978) står fortsat som fine vidnesbyrd om en børnekultur før Disneyficeringen satte turbo på ensretningen.
En ny Cæsar sprang ud som voksen, robust og følsom på den undervurderede Elsker Dig, en tonsætning af Lean Nielsen-digte, sat i musik af Lasse Helner (1984). I 1995 afrundedes karrieren med en nyindspilning af de kendteste sange på The Real Cæsar Hit.

Filmisk opsigt
Sideløbende har instruktører haft øje for Cæsars autentiske udstråling. Han vakte opsigt i samspillet med
Daimi i Rifbjerg & Balling-filmen Jeg Er Sgu Min Egen i 1967, og siden i Et Døgn Med Ilse (1970) ligesom teatret havde bud efter ham, bl.a. i Benny Andersen Orfeus I Undergrunden (1979) og Ulla
Ryums tv-teater I Johannes Verden (1985).
I 1978 spurgte Bente Hansen og Camilla Skousen ham i Dengang i 60'erne om, hvad det betød for ham at synge. Hans svar giver hans livsfilosofi i en nøddeskal eller skulle vi sige - en guitarkuffert:
"... I de fleste tilfælde er jeg skide glad for at synge - og kan li og synge og det giver sådan en tilfredsstillelse lissom at onanere. Så får man én form for tilfredsstillelse, Når man synger får man en anden form ..., og der får jeg måske mit borgerlige behov dækket ... for man kan kalde det et arbejde samtidig .... Og så møder en helvedes masse morsomme mennesker og man har en helvedes masse tid ... og kan selv bestemme, hvem man vil være sammen med og hvad man vil gøre, ikke, og det er jo ret så væsentligt eftersom vi ikke er sat her for at leve evigt, så må vi disponere rigtig og det er sådan set fordelen."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu