Læsetid: 5 min.

Araknofili

12. april 2000

Tv-seere og presse - alle er vi fascinerede og taler og skriver om den famøse Edderkoppe-sag, der i en fiktiv udgave løber over danske tv-skærme hver søndag aften i primetime

Forleden sad en eller anden provinsstrømer på tv og undrede sig såre over, at der fra lille Danmark kunne gå tråde ud til tyveri, hæleri og smugleri i stor, international målestok.
Det minder mig i al sin naivitet og indlysende selvbedrag om tv-serien Edderkoppens politikommissær Gordan, der over for seriens unge brushoved, journalist Bjarne Madsen, fastslår, at sortbørshandel af den størrelsesorden, som Madsen i Social-Demokraten påstår eksisterer, er umulig i Danmark.
Bortset fra, at der er 50 år mellem de to udtalelser, så er det påfaldende så ens, de lyder, og selvom Gordans replik er blevet til i hovedet på Edderkoppens manuskriptforfatter, så er den ganske tro mod virkeligheden og et godt billede på, hvordan politi og presse i sin tid - og i realiteten - modtog Social-Demokratens afsløringer.
I Danmark har vi altid haft svært ved at acceptere, at vi trods vores beskedne størrelse og hyggelige fremtoning også har plads til korruption og løgnagtighed i politietat og statsmagt, organiseret kriminalitet, hårdkogte bankrøvere og barnemordere.
Måske er det derfor, at Edderkoppe-sagen er så fascinerende for os i dag. Virkeligheden bag tv-serien er stadig Danmarkshistoriens største kriminalsag, der i slutningen af 40'erne fra den københavnske underverden strakte sine betændte rødder langt ind i selve symbolet på lov og orden, politiet. Et uskyldstab, som var til at tage og føle på - ikke mindst i en tid, hvor vi var ved at genfinde vores nationale identitet og egne ben at stå på efter fem magre år - både fysisk og mentalt - i tyskernes vold.
Så fascinerende er sagen, at tv-serien, som trods alt forvalter det dramatiske materiale med tæft og behændighed, hver uge nagler 1,2 mio. seere til skærmen og hæver den op blandt de mest succesfulde stykker danske dramatik, vi har set i de senere år. Filmisk, plotmæssigt og med hensyn til tidsbillede er serien mange længder foran Bryggeren - dog er den endnu ikke nået op på siden af nationalklenodiet Matador, som Edderkoppen nærmest uundgåeligt og en smule uretfærdigt er blevet sammenlignet med.
Anmelderne, der allerede fra starten var ganske positivt indstillede overfor Edderkoppen - ikke mindst den moderne, men alligevel periodetro og distinkte billedside - men dog havde forbehold over for en lidt tynd persontegning, er her efter tredje afsnit for alvor ved at have købt og betalt præmis, handling og hovedpersoner.
I mandags skrev Ebbe Iversen i Berlingske Tidende: "Med sine mange mænd, der nødigt tager hatten af hovedet og cigaretten ud af munden, kan serien til tider tangere en pastiche, men spændingen stiger, skruen strammes, og dramatikken spidser til."

Men det er blevet og bliver stadig til meget mere end anmeldelser. Aviser, formiddags- og ugeblade bruger spalte efter spalte på at endevende serien.
Man hiver både de unge og de garvede skuespillere frem i rampelyset. Jacob Cedergren, der spiller den unge Madsen, er blevet portrætteret adskillige gang og har blandt andet udtalt, at han ser sin journalist-figur som en art helte-arketype, dog ikke en superhelt, og at det er vigtigt at holde fast i, at Bjarne Madsen og de andre figurer i serien er fiktive. Stine Stengade, der er kvinden inde i Madsens yndige loveinterest, politikommissær Gordans datter Lisbeth, er klar over risikoen for at blive "hende der fra Edderkoppen," men da hun, før premieren, var sikker på, at serien blev en succes, bekymrede det hende ikke så meget.
Seriens instruktør Ole Christian Madsen, der først var skeptisk over for at skulle instruere et potentielt stift 'kostume'-drama som Edderkoppen, har også fået mulighed for at sige sit: Blandt andet mener han, at serien handler om, at mennesker ikke ændrer sig - dengang som nu søger vi efter det gode liv.
Tillige er der brugt rigelig med ressourcer på at gennemgå seriens øvrige, farverige persongalleri og plottråde - skulle vi nu ikke være med alligevel. Og i såvel anmeldelser som mere orienterende artikler stilles fakta overfor fiktion og seriens mange dramatiske tillempelser forsøges irrettesat - nidkært eller overbærende, alt efter, hvem man læser. Vigtigt er det da også, hvilket DR pointerer efter hvert afsnit, at skelne mellem serien og så de faktiske begivenheder.

Men netop blandingen af fakta og fiktion og baggrund i virkelige begivenheder giver rig mulighed for at grave i fortiden og hive personer, hændelser og skeletter frem af skuffer og skabe.
Svend Aage Hasselstrøm (selveste Edderkoppen) optræder naturligvis hyppigt, f.eks. i Ekstra Bladet i et 22 år gammelt interview med Poul Dalgaard, hvor den joviale Edderkop over 20 år efter ikke afslører meget om sin tid som Underverdenens ukronede konge og i øvrigt slår sine egne bedrifter hen som en smule uskyldig legen kat og mus med politiet affødt af en fattig og ikke videre lykkelig barndom.
De to journalister, Nørgaard og Dalgaard, bliver portrætteret gennem tidligere kolleger og rost for deres engagement og ihærdighed. Man har optrykt kapitler fra blandt andet Anders B. Nørgaards formidable beretning fra sagen og sin færd i underverdenen, Københavns Underverden, der udkom i 1953 og blev genudgivet for et par uger siden. Det er nok den mest socialt indignerede og kompromisløse skildring af tiden efter krigen og omkring Edderkoppe-sagen, der er skrevet, og den er god som indføring i både Nørgaards verden og selve sagen.
Siden seriestart den 26. marts er der næsten ikke gået en dag uden en artikel, som har knyttet an til Edderkoppen, seriens fiktive univers eller virkeligheden bagved.
Som kronen på værket er man begyndt at interviewe personer, som mere eller mindre direkte var involveret i sagen. Under overskriften Min onkel Edderkoppen fortæller Hasselstrøms nevø, Tom, Politiken om den berygtede onkel, han alligevel ikke kendte så godt. Anders B. Nørgaards søn og adskillige af hans tidligere kolleger, en tidligere politiadvokat, der var med til at optrevle sagen indefra, og, her i avisen, vores tidligere kriminalreporter Viktor Thomas, som netop dækkede Edderkoppe-sagen i Informations spalter (det eneste sted sagen i starten blev taget alvorligt), er blandt de mennesker, nutidens journalister med stor iver har fundet frem til for at kunne dække Edderkoppen fra alle sider og til alle tider. Det er blevet til dækningen af dækningen af sagen.
Det er lang tid siden, at samtlige danske medier - med undtagelse af DR's konkurrenter på tv-siden, naturligvis - har beskæftiget sig så indgående med noget, hvis aktuelle anledning er en tv-serie.
Måske siger det bare noget om danske avisers selvforståelse. Anders B. Nørgaard og Poul Dalgaard blev en slags nationalhelte og scorede en Cavlingpris på at knække den spegede sag, og nu kappes de selvsamme aviser, der gjorde grin med Social-Demokraten og først sent tog sagen alvorlig, om at bære sagen frem og få del i æren.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu