Læsetid: 3 min.

Balkanblæserballade

3. april 2000

Rumænske sigøjnere blæser sjællænderne et stykke og slipper godt fra det

Verdensmusik
Udenfor har aftenmørket og roen sænket sig over den lille flække i Kalundborgs opland. En svag trutten stiger op fra kælderen og blander sig med mumlen, mens der skramles med kaffekopper og langes øl og vin over disken. Salen er godt fyldt op.
Den halve by kunne være her i forsamlingshuset. Men det er den nu ikke. Her er nemlig folk fra det meste af Sjælland. Pæne kjoler med laksko, udtrådte fodformede, gråt hår og barnelatter.
En mørk rumlen breder sig i salen: Fire slidte tubaer baner sig vej til scenen og fortsætter fornøjet deres trutten i takt med, at flere og flere horn myldrer frem fra kælderdybet: Saxofoner, trompeter og vilde klarinetter falder ind en efter en.

På hjemmebane
Den gamle mester betræder scenen. Letter høfligt på hatten, løfter sin trompet og stormen bryder for alvor løs.
Fra det øjeblik går det over stok og sten.
Blot et kvarter inde i koncerten har publikum ladet sig indfange af de skæve balkanrytmer. Og snart tramper og klapper vi, som fik vi penge for det.
Fanfare Ciocarlia står 12 mand høj på scenen og blæser os et stykke.
Det er deres første koncert i Danmark, men de er tydeligvis på hjemmebane her langt ude på landet fjernt fra byens lys og gadelarm. De 12 sigøjnere kommer fra en lille flække i det østlige Rumænien, så stedet kunne ikke være mere velvalgt.
Men det er nu heller ikke første gang, Kulturhuset Gimle i Føllenslev lægger scene til en flok forrygende sigøjnere fra Rumænien og omegn. Så taget er til lejligheden surret forsvarligt fast. Lige meget hjælper det: Længe inden pausen er det lettet under presset fra masser af horn og en tromme eller to.
Og sådan er det ofte med arrangementerne i kulturforeningen Gimle, der i 1990 købte Føllenslevs gamle forsamlingshus. Siden har en trofast kreds om kulturhuset ajourført forsamlingshustraditionen og lagt grunden til et af provinsens få driftige og velbesøgte spillesteder med en klart defineret musikprofil og et højt kvalitetsniveau. Folk kommer hertil fra det meste af Sjælland.

En chance mere lørdag
Fredag aften bobler livsglæden og lokker snart en blandet flok ud på gulvet, mens resten sidder og hopper på stolene.
De tolv mænd har os i deres hule hånd. Og sådan bliver det ved. De glade spillemænd øser gavmildt af deres hurtige, hoppende hornmusik iblandet øm og rørende skønsang fra den traditionelle rumænske sangskat. Minder os om tabte tider: før verden gik af lave og Den toppede høne gik af mode. Lokker med sine gallopperende synkoper og rykkende rytmik. Blander traditionelle balkanklange med diskrete islæt lånt i moderne lydlandskaber, som i tragten på et gevaldigt, bulet horn får deres helt egen identitet.
Der bliver truttet, bappet, klappet og danset, så det er en sand fornøjelse derude i Føllenslev: Den unikke ramme om disse garvede bryllupsmusikere, der ikke sjældent spiller op til 30 timer i træk, når de er på hjemmebane. Resten af verden må nøjes med et par timer. Det er nok også, hvad vores ører kan klare, skønt som vi sidder der med lystigt dansende fødder, hænder og balder, kan vi ikke få nok.
Godt 100 kilometer senere har kringelkrogene i den udsendtes og gemalens lyttelapper endnu ikke genfundet deres vante leje.
Suset fra de rumænske sigøjnere lusker stadig rundt derinde. På lørdag bliver de sluppet løs igen.

*Fanfare Ciocarlia i Kulturhuset Gimle, Føllenslev, fredag
*Fanfare Ciocarlia spiller i Etnorama, Nørre AllÈ 7, Kbh., lørdag den 8. april, kl. 21
*Fanfare Ciocarlia på cd: Radio Pascani. Piranha Musik, 1998. Baro Biao - World Wide Wedding. Piranha Musik, 1999

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu