Læsetid: 3 min.

En begavet kyniker

18. april 2000

Victor Andreasen er død, 80 år gammel

Nekrolog
Victor Andreasen var et mærkeligt menneske. Lynende godt begavet og med en samfundsvidenskabelig og filosofisk viden i særklasse. Men samtidig manden, der førte den pågående tabloidtradition til Danmark - og tilførte den skarphed og hensynsløshed.
Victor Andreasen havde samtidig en vrede og en rastløshed, der gjorde, at han det meste af sit liv tumlede fra slagmark til slagmark - uden at skåne hverken sig selv eller sine ofre.
Moderen var polsk. Faderen arbejdsmand på Silkeborg-egnen. Men Victor brød den sociale arv - blev cand.polit. og gjorde lynkarriere som embedsmand. På sin egen facon forblev han livet igennem tro mod sine rødder. Samfundets establish-ment foragtede han - kun ganske få af magtens mænd havde hans respekt. De fleste, der mente sig kloge og belæste, anså han for dilettanter, der vigtede sig af ingenting.
Som ung stud.polit. lærte han de folk at kende, som senere skulle stå i spidsen for efterkrigstidens Danmark. De imponerede ham ikke. Det gjorde pressen heller ikke: Allerede i studieårene grundlagde han sin foragt over for de aviser, der fulgte magthaverne. Han mente, at dansk presse havde svigtet fatalt ved at udgive censurerede aviser under hele besættelsen.
I årene lige efter krigen fik den begavede unge økonom en stribe jobtilbud. Han startede i centraladministrationen og efter en tid på Finanstidende og en årrække som en slags cheføkonom i Dansk Arbejdsgiverforening endte han i 1962 som sekretariatschef i Udenrigsministeriet.
Året efter fik han tilbudt det mest prestigefyldte job i centraladministrationen: Posten som departementschef i Statsministeriet. Jens Otto Krag havde blik for hans usædvanlige hovede og havde lært ham at kende som Slotsholmens i særklasse bedste taleskriver. Victor skrev så folket kunne forstå det, mente Krag.
Men den indre anarkist fik den 43-årige embedsmand til at forlade den fine karriere til fordel for en håbløs opgave: At være chefredaktør for det lukningstruede Ekstra Bladet, der på det tidspunkt havde et oplag på 71.000 - mod B.T.'s 160.000.
I årene frem til 1967 skabte Victor Andreasen Ekstra Bladet efter den hårdtslående og hårdkogte model, som i en lang periode blev en enestående succes på bladmarkedet og gjorde Ekstra Bladet til landets største avis.
Bolighajerne blev udsat for et flot stykke kampagnejournalistik. Grosserer A.Nielsen blev afsløret som PET-agent. Og det topløse blev markedsført med effekt. Ekstra Bladet turde.
Det var nyt. Det var pågående. Det skabte voldsom opmærksomhed og øget oplag. Og Victor ledede slagets gang med en gruppe dygtige bladsnedkere ved sin side - og uden at lade sig genere af etiske overvejelser.
I 1967 startede Victor en ny sælsom job-rundtur, der førte via to ansættelser på Berlingske Tidende og en chefredaktørpost på Hjemmet. I 1971 vendte han tilbage til Ekstra Bladet.
Gensynet blev ikke lykkeligt. Og egentlig var det næppe heller Ekstra Bladet, den begavede bladmand havde mest lyst til at kaste sig over. Han mente sig oplagt kvalificeret til jobbet som ansvarshavende chefredaktør på Politiken. Og mente at han selv havde netop den rod i den kritiske tradition fra Hørup og Brandes, som han fandt Politiken gang på gang svigtede.
Victor Andreasen var gift tre gange - anden gang i næste 20 år med forfatterinden Tove Ditlevsen. Hun har beskevet det bevægede ægteskab i Vilhelms værelse, der udkom i 1975.
Bogen ramte Victor hårdt. I et brev til Tove Ditlevesen skriver han samme år:
"Jeg havde jo læst din roman i manuskript og syntes dengang at det var en udmærket roman. Men så identificerer du mig 100 procent med 'Vilhelm' i to interviews. Og det ramte mig virkelig hårdt. I B.T. udnævner du mig til en 'Højtbegavet psykopat'. Jeg ved godt, at du ikke bruger ordet 'psykopat' i en særlig nedsættende betydning. Men i Danmark - dette degnetunge land, som Pontoppidan udtrykte det, hvis meninger afsiges af et lille københavnsk, halvdannet småburgøjseri - da har udtrykket 'psykopat' en betydelig lighed med 'forbryder'."
Victor Andreasen beskriver videre, hvordan han føler, at hans argumenter har mistet styrke, og at han nu kun vil blive betragtet som en psykopat og dranker.
"Du har på en måde ramt en livsnerve hos mig og endnu ved jeg ikke, hvordan jeg skal klare det", skrev han i brevet.
Tove Ditlevsen tog sit eget liv et halvt år senere. Samme år forlod Victor Andreasen chefposten på Ekstra Bladet og trak sig tilbage til en tilværelse som skribent og forfatter. Han efterlader sig en ufærdig erindringsbog.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her