Søndagens regionalvalg i Italien kan blive afgørende for, om Berlusconi får politisk comeback med fascistisk støtte og kaster EU ud i et nyt Haider-problem
I morgen går 41 millioner af Italiens 49 millioner vælgere i stemmeboksene for at vælge 'regering' i 15 af landets 20 regioner for en ny fem-årig periode.
Forbud mod opinionsundersøgelser i ugerne op til valget har gjort uforsigeligheden stor, men landspolitisk kan regionalvalget have to vidtrækkende konsekvenser: En sejr til den centrum-venstre koalition, der har regeret Italien siden parlamentsvalget i 1996, da Romano Prodi var den vindende statsministerkandidat, vil være et tillidsvotum fra befolkningen, som koalitionen aldrig har fået siden, eftersom regeringsomdannelsen med Massimo d'Alemas afløsning af Prodi skete uden udskrivning af valg.
For oppositionens statsministerkandidat, Silvio Berlusconi, vil en valgsejr til højrefløjskoalitionen være intet mindre end et opsigtsvækkende politisk comeback, der vil lancere den for korruption multidømte og sigtede mediemagnat som Italiens sandsynlige næste statsminister.
Forbrødring
Som alle andre steder er udfaldet af lokalvalg i Italien betinget af lokale interesser og kandidater, men der er i Italien en ny tradition for at kunne oversætte regionalvalgsresultatet til landspolitisk tendens. Således var det seneste regionalvalg i april 1995 den første sejr for venstre-centrumkoalitionen ledet af det tidligere kommunistparti - nu demokratisk venstreparti (DS) - og den varslede parlamentsvalgsejren året efter og signalerede, at et flertal af italienere ikke længere var skræmt ved tanken om en eks-kommunistisk ledet regering. For fem år siden vandt venstrefløjen - meget overraskende - ni af de 15 regioner på valg.
Berlusconi har siden sin valgsejr i 1994 været forbrødret med det eks-nyfascistiske parti og dets leder Gianfranco Fini og et par katolske småpartier på højrefløjen. Men forud for regionalvalget er hans parti Forza Italia også gået i valgforbund med Umberto Bossi og hans løsrivelsesparti Liga Nord.
Det var Bossi, der i 1994 bragte Berlusconi-regeringen til fald ved at opsige regeringssamarbejdet. De har ikke været på politisk talefod indtil en ny forbrødring for et par måneder siden, og Fini hader alliancen. Ligesom han også hader en ny alliance mellem Berlusconi og det lille fascistparti MSI, hvis leder Pino Rauti var Finis rival, da fascisterne i 1994 delte sig i en stueren Fini-fløj og Rautis skinheads Hverken Berlusconi eller Fini er racister, men også i det historisk indvandringstolerante Italien er der lige nu stemmer i et stop for indvandring.
Midt under valgkampen fremsatte Berlusconi og Fini et lovforslag om indvandringsstop, og med alliancen med Bossi og Rauti har valgkampen i det rige nord fået stærkt racistisk islæt. Allerede den 18. januar, da en demonstration i Milano mod kriminalitet udartede sig til en hadkampagne mod indvandrere, konstaterede Bossi, "at borgerne ikke vil acceptere et samfund med flere racer."
Berlusconi køber støtte
Til gengæld har Berlusconis opkøb af ekstremistiske alliancer - han betaler simpelthen for støtte - fået lederen af det radikale parti, Emma Bonino, til at skifte hest i valgkampens sidste dage. Det var for sent at indgå valgforbund, men den tidligere EU-kommissær har opfordret sine vælgere til at stemme på en venstrefløjskandidat som regionspræsident. For blot et par måneder siden var hun tæt på en forbrødring med Berlusconi, men aftalen faldt, da medieejeren ikke ville give penge nok til det radikale partis radiostation. De radikales hesteskift kan få betydning for om valget tipper til fordel for venstrefløjen eller Berlusconi.
Og netop Berlusconis mulige tilbagevenden til den store politiske scene er det, der gør et regionalvalg rasende interessant for Italien, Europa og demokratiet.
