Læsetid: 4 min.

Beskidte børn vil ingen have

7. april 2000

Med hul i sjælen kommer børn, der er er sluppet fri af slaveri, til krisecentre i Bangladesh. Deres egne familier vil ikke vide af dem

De nye slaver
Dørene i de nye børnekrisecentre i Dhaka, Bangladesh, skal have lås på indersiden. For i byen er der mellemmænd, der godt kunne tænke sig at få fingre i de børn, der har meldt dem til politiet for slavesalg.
Men det er nu ikke mellemmændene, der er de nye krisecentres største udfordring. Det er børnene selv. Centrene er nemlig oprettet for at hjælpe de børn, der er blevet solgt til for eksempel prostitution eller for at blive kamelryttere i Mellemøsten, men som er sluppet ud af slaveriet og nu har brug for støtte til at starte forfra på livet.
"Børnene er vanvittigt bange. De kan ikke sove om natten og har mareridt. Oplevelserne sidder simpelthen på nethinden af dem konstant," siger Ulrik Jørgensen, der er psykolog og direktør for foreningen Oasis, der arbejder med behandling og rådgivning for flygtninge.
Ulrik Jørgensen har været i Bangladesh for Red Barnet for at rådgive det lokale krisecenterpersonale om, hvordan man bedst hjælper de traumatiserede børn. Han er rystet over børnenes tilstand.
"Det er helt ubeskriveligt, hvad de har været igennem. De har jo oplevet nogle helt fundamentale svigt i deres liv. De, der har været solgt til bordeller, er blevet decideret voldtaget af voksne mænd. Det betyder, at de har svært ved at knytte kontakter til andre mennesker overhovedet - selv deres jævnaldrende. De er utroligt frygtsomme og bliver meget let hylet ud af den," fortæller han.

At få lov til at græde
Krisecentrene ligger i både Dhaka, hovedstaden i Bangladesh og i Calcutta i Indien. Centeret, som Ulrik Jørgensen har været tilknyttet, støttes af Red Barnet, der har gode erfaringer fra Calcutta, hvor organisationen for et år siden åbnede et tilsvarende center med plads til 80 børn. Pladserne blev hurtigt fyldt op.
"Lige så snart børnene ved, man er der, så kommer de," siger Vita Søgaard Pedersen, fra Red Barnets Asien-afdeling, "og der er virkelig mange. Jeg tør slet ikke gætte på, hvor mange, der er."
Hjælpen til børnene består først og fremmest i at give dem tryghed. At kunne tackle deres oplevelser på den rigtige måde. Det vil sige at snakke med børnene på deres egne præmisser, lade dem for-stå, at det er deres valg, hvor meget de vil fortælle og lytte til dem med respekt, oplyser Ulrik Jørgensen, der fornemmede, at han var det første menneske, nogle af børnene betroede sig til.
"Det var en lettelse for dem," fortæller han om børnenes reaktion.
"Dét at få lov til at sidde der og græde og fortælle om det. At blive mødt i sin oplevelse. Det er jo nogle børn, der lever med skyld og skam og er forpinte på så mange måder. Og det er noget af det, man skal hjælpe netværket til - at kunne rumme det. Der skal være nogle, der tør konfrontere sig selv med det, børnene har oplevet. For det er så vigtigt for dem at blive forstået, at få omverdenens forståelse for, at det, de føler, er noget meget, meget smertefuldt," siger han.
Drenge har det sværest
Det første centrene gør, når et barn kommer ind, er at identificere barnet. Mange af børnene var så små, da de blev solgt, at de ikke ved, hvor de kommer fra. Mange har for eksempel også fået nye navne. Derefter bliver de behandlet for eventuelle kønssygdomme og påbegynder en traumebehandling.

Dem, der har det sværest, er drengene.
"Deres seksualitet er simpelthen smadret. Det handler om kulturmønstre, opdragelse og identitet. I et muslimsk samfund som Bangladesh, kan mænd bare ikke blive udnyttet," siger Vita Søgaard Pedersen.
Mange af børnene har desuden udviklet en seksualiserende adfærd, fortæller Ulrik Jørgensen.
"For det er jo den eneste måde, de har lært at få respekt på," forklarer han.
Lærdommen stammer ikke kun fra bordellerne. En stor del af børnene har været udsat for incest, før de blev solgt. Et tabu, der først er blevet taget hul på i Bangladesh for nylig.

Ensom blandt andre
Fortiden som sexslave er den værste, når børnene vender tilbage til familien. De bliver betragtet som urene. De bliver mobbet i skolen, og kammeraterne får at vide, at de ikke må lege med dem.
"Nogle familier vil slet ikke have deres børn tilbage. Det gælder især drengene. Blandt de børn, vi har sendt tilbage, er der ikke en eneste dreng, der er blevet genintegreret. Familien vil simpelthen ikke kendes ved dem," siger Vita Søgaard Pedersen.
Derfor er Red Barnet såvel som andre humanitære organisationer begyndt at tage ud i landsbyerne. De fortæller, hvad børnene har været igennem og hvilke problemer, de har. Alligevel må mange børn indstille sig på at komme videre alene. Også det hjælper centrene med - for eksempel gennem skoleundervisning.

*Artiklen tilhører serien 'De nye slaver' - om handel med kvinder og børn. Tidligere artikler er blevet bragt 31. marts, 3. og 6. april. Serien fortsætter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her