Læsetid: 4 min.

Billedet af englen

1. april 2000

Stikord

DEN moderne kunsthistories fader blev det tilnavn, man gav Johann Joachim Winckelmann. Som Salmonsens leksikon siger det, ryddede han med sin Geschichte der Kunst: des Altertums (1764) op i arkæologiens hidtilværende pulterkammer. Han var den første, der med sine studier i antikkens kunst betragtede kunstens udvikling som et sammenhængende hele. Han slap den herskende biografiske genre og bragte i stedet kunst i relation til naturen og samfundet. Han satte dermed skub i nyklassicismen med dens dyrkelse af især den græske kunst skabet i Sydens behagelige klima.
Med skoletidens refleksviden siger en indre stemme ved lyden af navnet Winckelmann straks edle Einfalt und stille Grösse, hans berømte formel for disse skønne skulpturer, selv når de vrider sig i pine som Laokoon og hans sønner, der anfaldes af slanger. Ædel enkelhed og stille storhed.
WINCKELMANN fik en mærkelig skæbne. Han blev født 1717 i den lille sachsiske by Stendal og arbejdede sig hurtigt ud af den fattige skomagerfamilie som huslærer, bibliotekar, skribent, fik mægtige velyndere, blev katolik og slog sig i 1755 ned i Rom, hvor kardinalerne med gode faglige grunde hjalp den lærde mand til det højeste arkæologiske embede for Rom og omegn, hvad der også gav ham lejlighed til at følge udgravningerne af Pompeji og Herculaneum. Tyskerne søgte at lokke berømtheden tilbage til fædrelandet, som han dog fandt for småtskårent, men han lod sig fejre i München under en kort rejse, fik i Wien foretræde for dronning Maria Theresia, som skænkede ham nogle guld- og sølvmedaljer. Fra Trieste ville han tage skibet til Ancona, men forsinkedes af vejret og slog sig ned i et gæstgiveri ved havnen med udsigt til master og sejl.
Dér gør han et farligt bekendtskab med en 30-årig fyr, Francesco Arcangeli, der aftenen før afrejsen kommer luskende og vil se medaljer, bevæbnet med reb og kniv. Han prøver forgæves at strangulere den stærkere Winckelmann og tildeler ham så i stedet fem dybe knivstik.
Winckelmann omkom efter nogle dage, 8. juni 1768. Arcangeli blev pågrebet, dømt, henrettet og efter tidens skupturelle stil sat på hjul og stejle, uden ædel simpelhed og stille storhed.
Siden lagde de kunstelskende på deres dannelsesrejse til Syden vejen over Trieste, hvor de lagde blomster på Winckelmanns grav. KALD MIG WINCKELMANN! Mitt: liv, min tanke, allt dette/finns beskrivet/av Carl Justi i tre stora volymer/Där återfinns också domstolsprotokollen/som berätter om min våldsamma död/ Sedan blev världen tunnare/bräckligare/lättare att förgöra.
Sådan står der i en ny svensk digtsamling med titlen Winckelmanns dåd
(137 s., Bonniers), hvor kunsthistorikeren pludselig har fået mæle og skikkelse. Ophavsmanden er Sven Alfons, der døde i 1996. Også han havde en mærkelig forfatterskæbne. Han var en vigtig skikkelse i 1940'ernes svenske modernisme på linje med Erik Lindegren og Werner Aspenstróm, med tre digtsamlinger, Backspegel mot gryningen som den vigtigste. Han har dér fremtidsblikket rettet mod oprindelsens uskyld i erkendelse af nutidens splittelse af jeg'et og bevidstheden. Lang pause frem til Ängelens bild (1961). Titeldigtet er om billedhuggeren, der skal skabe billedet af englen og spørger eksperterne ud, fuglefængeren, livredderen, astronomen, portvagten. Når kunstneren endelig véd alt og intet, træder han ind i blokken, i englens billede, og venter. Snart dør erindringen om mesteren.

SVEN ALFONS var maler og kunsthistoriker og udgav derefter ikke lyrik i de 35 år, han endnu levede. Men nu har digteren og kritikeren Björn Håkanson beskrevet sit arbejde med hans efterladte papirer og komponeret en opsigtsvækkende god samling digte, fulgt med en fortræffelig efterskrift.
Bogens første tredjedel udgør en suite om denne Winckelmann. Ikke en versbiografi, men en tolkning, en spejling af en kunstnerskæbne, en art rolledigte med den historiske figur som synsvinkel.
Det er let at konstatere islætten af Alfons' eget liv, barndomsindtryk, personlige temaer, et dødsnærvær i den skabende lyst, "jeg er vant til at dø, der blæser til stadighed fuglestorme gennem mit hjerte og berøver mig mit åndedræt." Men også morderen, Arcangeli, får ordet: "Han knuste mig med indsigt og overblik. Han gik ind i mit liv som en blå hejre. Jeg var vant til enklere husdyr."
Arcangeli, ærkeengel. Navnet har været det motiviske tilknytningspunkt for digteren. Måske som en luciferisk skikkelse. Som et ekko af den gamle digtsamling om englens billede lyder slutordene om "forberedelserne til nedstigningen i mig selv ... i en kurv havde jeg medtaget mit hjertes samtlige slag." Så kom denne unødvendige død. En forsømmelse i det høje, klare rum må have bevirket det: "Ærkeenglen som et villigt redskab påtog sig opgaven at forhindre en ny begyndelse."

HAR GLEMSELEN måske sænket sig over Sven Alfons som digter, må den nu erstattes af ny opmærksomhed, ny begyndelse. Han er gået ind i Winckelmanns og sit eget billede.
Den tyske kunsthistorikers tolkning af Laokoon blev allerede i samtiden kommenteret og anfægtet af G.E. Lessing, der udredede forskellen mellem skulpturens skønne ro og digtningens bevægelse, der kan bruge skriget, hæsligheden, som et moment i et forløb. Sven Alfons har med ærkeenglens drab af skønhedens fortaler skabt bevægelse både i sproget og hos læseren med et enkelt, stilfærdigt, men billedstærkt udtryk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu