Læsetid: 4 min.

Bukdahl i buret hos kongetigeren

14. april 2000

Lars Bukdahl har været på besøg hos maleren J.F. Willumsen i Frederikssund. Det er der blevet en kanon-udstilling ud af

Udstilling
Det er ikke ofte, man går og klukler på J F. Willumsen-museet i Frederikssund -
højst trækker man genert på smilebåndet over malerens tanke- og billedekcesser. Men for tiden er der plads til både grin og gråd på en over al måde morsom, stimulerende, begavet og nyskabende udstilling, skabt af digteren Lars Bukdahl.
En god idé (af museets konsulent, kunsthistorikeren Hans Dam Kristensen) er ført ud i livet med stor gennemslagskraft af museumsleder Leila Krogh, der igennem en lang embedsperiode har gjort en bemærkelsesværdig indsats for at gøre Willumsen nærværende. Det er blandt andet sket igennem en række konfrontationer med nutidige billedkunstnere, hvis værker har været sat op imod den bjergbestigende enegænger i dansk kunst.
Lars Bukdahl er gået i bokseringen med Willumsen, og det flyver der gnister af. Information har tidligere debatteret ordene på udstillinger, den svære kunst at formidle billeder og genstande igennem ord. Nationalmuseet har for få (på "Verdensspejl"), Ordrupgaard havde for mange (på Josephson-udstillingen). Når museumsfolk skriver tekster, er de som regel bundet af deres fagområder og tvinger beskuerne til at følge en ensidig kunsthistorisk eller danmarkshistorisk belæring. Lars Bukdahl sender laviner af ord igennem Willumsen-samlingen, men på en helt ny facon, der hjælper synsevnen på vej.

Ud i det blå
Det er nu tid til forårets kunstskovtur og den bør til ære for Bukdahl og Willumsen gå til Frederikssund, for sjældent har man fået så mange nye indfaldsvinkler på billedkunst foræret, som den årvågne og fabulerende digter tryller frem, konfronteret med den sære maler.
Der er masser af mening i galskaben. For eksempel er Lars Bukdahl blevet inspireret til sin tvekamp med billederne af Willumsen selv, der i et af kunsthistoriens særeste og smukkeste værker, Hj. Øhmanns monografi fra 1921 trængte sine egenrådige kommentarer ind i form af grafisk udkantede kommentarer.
Bukdahl bruger forskellige formler til sine ordrige udlægninger af billederne: Der er talebobler, hvor bipersoner eller flettede kurvestole inde fra selve værket kommer til orde, der er sandkasser, hvor indfald strøs generøst rundt, der er andre digteres ord fra futurist-lederen Marinettis til Samuel Beckett eller Bønnelycke og der er herlige, rablende billedbeskrivelser. Som kunsthistoriker bliver man dybt misundelig over alle de friheder, digteren har lov at tage sig.

Lige nu
Hør for eksempel, hvad en nøgen dreng midt i en baglæns salto hentet fra kropskrumningen hos ligene i Pompeji tænker hos Bukdahl: "Derfor skal ingen ønske sig, at tiden står stille, at det skønne øjeblik forbliver ved eens side, det er en gylden sommerdag og jeg laver det perfekte baglæns hovedspring ud i Vesterhavets rullende bølger, omsider lykkes det, dette er det perfekte sekund, tænker jeg, og før jeg ved af det, har jeg en pind op gennem ryggen, og så kan jeg ellers bare hænge dér uden at kunne røre mig i et århundrede eller to og tænke på det plask, der aldrig blev, og som jeg kan høre lige så tydeligt, mens bølgerne ude af syne bliver ved og ved og ved med at række tunge, og den pind gør ondt af helvede til, var det bare mit hjerte, den havde gennemboret, for jeg er ingen sommerfugl, ingen af os er, ikke engang sommerfuglene."
Eller, kortere men lige så præcist formuleret i 'symbolsandkassen': "Nu. Nu. Nu. Nu. Nu. Nu. Nu. Nu. Nu. Nu. Nu. Nu. Nu. Nu. Nu. Nu."

Det skabagtige blik
Herligt er det også, når det store oliemaleri af Maleren og hans familie, hvor Willumsen i bedste 'Stille! Far skriver med blæk!'-stil imperatorisk skaber, mens familien kues, forsynes med et velvalgt citat fra Gustav Wieds satyrspil Dansemus og 'fortolkningsfiktionen' stiller skarpt på en sjældent set detalje: "Det er den klud, som hænger ud af malerens bukser og ligner et stykke nedskudt vildt, en fasan eller en gråand, og så er der jo ikk noget lærred, så må det jo simpelthen være dette maleri, maleren står og maler, og han er lige blevet færdig, og han ved, at han har skudt papegøjen, men den ved, at den altid allerede har slugt ham, han står i dens gab med palettens snotklud og malerkludens papand i sort og hvidt og er helt færdig."
Bedårende er Lars Bukdahl, når han punkterer den floskuløse kunsthistories 'blik'fikserethed ved introduktionen af begrebet 'det skabagtige blik' i en af sandkasserne. Og grinagtig, når han 'Oppe på Monte Cavallo' lader dioskuren komme til orde: "Jeg er en dybt kedsommelig statue" og videre i samme dur. Visse steder i museet har han dog mistet pusten, og der er dybder hos Willumsen, som mødes af en lidt afmægtig ironi.
Døden magter Bukdahl ikke at håndtere, heller ikke 'Himmelgådens' kongetiger (Paul Gauguin havde brugt ordet om Velasquez i et brev til Willumsen). Men Bukdahls projekt er heldigvis langt fra til ende: Manden regner med at have sat ord på alle Willumsens værker i Frederikssund i løbet af nogle årtier. Den tid, den fornøjelse!

Et lærestykke
Sæt en rum tid af til Willumsen-museets udstilling: Alle de mange ord fortjener at blive læst. Eller læst højt for de yngste. Yderligere får man den oplevelse, at Willumsens overraskende kraftfulde gipsmodel er ved at blive sat op over for Det store relief, hvilket er dybt afslørende. Man ser med grum klarhed, hvorledes de italienske marmorhuggere i Carrara har forfladiget og udglattet titanens egenrådige udkast. Et lærestykke, også for dagens bi

*Rammeskrift til J.F. Willumsen. Lars Bukdahls tekster kan opleves fra 15. apr. til 17. jul. J.F. Willumsens Museum, Jenriksvej 4, Frederikssund. Tlf. 47310773

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu