Læsetid: 5 min.

Byen er fyldt med væggetøj

29. april 2000

Man må bestemme sig, enten er København en by for borgerne, eller også er det en by for turister

Hvor kan man efterhånden gå på hænder uden at vække opsigt? Jeg mener kun, at der er Mændenes Hjem tilbage.
Igen og igen og igen og igen har jeg til lands og til vands peget på Babyloniens mægtigste kejser Nebudkadnezers (600 f.kr.) ord: "Istar-porten lod jeg udsmykke så pragtfuldt, for at hele folket kunne undre sig."
Tænk hvis den slags store tanker om det offentlige rum eksisterede i København.
Det ville have været utrolig rart, om Christian IV havde skrevet i sit testamente, at der hvert tiende år skulle bygges et rundt tårn. Så havde vi haft en 30-40 stykker i dag, og Københavns humør ville være betydeligt bedre. Men måske dronning Margrethe II kunne rette op på denne katastrofe.
Her på det sidste har jeg talt med mange kvinder, der ikke kan holde maden varm, fordi gadebilledet set gennem et vindue på anden sal er så kedeligt. Gaden hjælper ganske enkelt ikke manden med at løfte benene hen over fortovet, gadedøren er afvisende, trappen stejler uhyggeligt, og gelænderet, der skulle være venligt og sige "jeg tror, maden stadig er varm," virker besynderligt fraværende.

Det er ikke sjovt.
Er der noget, København virkelig savner, så er det flere gartnere, smede, tømrere, brolæggere, gelændersnedkere, gadefejere og måske én dygtig murer.
Byen er blevet ramt af behagesyge, og det kommunale håndtryk er blevet rystende slapt. Rådhuset siger alt for ofte ja til ideforladt ingeniørbyggeri på bekostning af fornem arkitektur. Man ser det tydeligt, hvis man cykler langs havnen, hvor det smukke navn Kalvebod Brygge er blevet belemret med ikke særligt opmuntrende, ansigtsløst kontorbyggeri, der gør det svært for havnerundfarten at sige "Og til venstre har vi..." i tidligere tiders entusiastiske tonefald.
Når man kan bygge skibe og store kommandobroer, hvad er så årsagen til, at byggeriet til lands lider af denne forkrampede mangel på fornyelse? Hvad skal vi med mursten, når ingen længere gider lave et mønster i facaden?
Det eneste billede, havnens nye bygninger efterlader sig, er deres egen vandspejling. Heldigvis er der meget gråvejr i Danmark, så det ikke gør ondt på vandet.

Smedejernet tilbage
Jeg har altid drømt om at bo ved siden af et stort parisisk smedejernsstakit med guld på toppen. Men sådan et ser man ikke i København, og det er vi mange, der er kede af, for visse ting kan man ikke få for meget af.
For voksne er det rart at se på, og for små børn er det morsomt at løbe forbi med en lille pind og lave larm.
Alt for ofte blokerer en kedelig gang mursten med mørtel udsigten. Det kan ikke være rigtigt, at man ikke kan kigge ind og se, hvad der foregår bagved.
Noget af det værste, der findes i bybilledet, er de ansvarsløse galvaniserede trafikskilte, som er opfundet for ikke at skulle males. Men det er jo netop det, der er det skægge - at se en mand med en spand maling male et skilt. Når nu trafikskiltene og parkeringsautomaterne er så hjerteløse, burde vi i det mindste plante marehalm omkring dem - som en botanisk fod, der er grøn hele året.
Også hovedstadens mange nye lygtepæle er ualmindelig anonyme og triste. De er ikke noget bidrag til byens liv og særkende, men de er gode at klistre mærkater på. De vil aldrig opnå samme poesi som nedløbsrøret. Det er svært at oparbejde en kærlighed til en fire meter høj jernstang. Vi vil hellere have lygtepæle, der siger "her er jeg", men den slags findes kun i Absalonsgade ved Bymuseet.
I 50'erne ryddede man ud i de fine lygtepæle. "Sælg det gamle lort til amerikanerne," sagde man. Det ville aldrig være sket i Paris eller London.
I det hele taget burde gadebelysningen, der hænger i anden sals højde, sænkes, så husene kan sove om natten, og katte kan gå ubeset på stakitterne.
Så er der parkerne. Parkerne skulle være åndehuller, hvor man kan sidde på en bænk og få fred og ro og se op i luften. Men desværre er de blevet til cross-baner for cykler, og det kan ikke vare længe, før reguleringslys er påkrævet. At skyde genvej gennem Kongens Have er som at krydse Lyngby Motorvej, og Det Kongelige Biblioteks have har fået præg af gennemfartsvej. De søde ænder i bassinet er rejst og kommer næppe tilbage.

Tro på fonduesættet
Når man endelig har lært at stave til æstetik, er det ofte i en så parfumeret udgave, at folk vælger at tage i sommerhus. Man må bestemme sig, enten er det en by for borgerne, eller også er det en by for turister. Jeg tror ikke, at turisterne synes, at det er interessant at rejse efter et stykke kalkerpapir.
Der er mangel på en slagter, der tror på sin pølse; der er mangel på en bager, der tror på sit brød; og der er mangel på en isenkræmmer, der tror på fondue-sættet. I mange gader ser man ikke andet end romantiske erhvervsdrivende, som siger, "Åh, det kunne være sjovt at stå og skære i en pølse her".
Der lurer et tandløst tivoli om hjørnet. København skulle nødig udarte sig til et Vestjylland, hvor folk sover i carporte og udhuse for at komme af med en hotdog.

Københavns Venedig
Jeg har i de sidste to år gået mig mange ture på Vesterbro. I nogle af de små sidegader er der en fred, så man skulle tro, at man var i provinsen. Vesterbro ville være et udmærket hjemsted for et længe savnet elevatormuseum.
Elevatorerne kunne sammen med gigantiske vindeltrapper føre op til bydelens gangbroer -
Københavns Venedig.
Disse broer skulle række hen over tagene og gårdene som store beskyttende englevinger i et imponerende zig-zag-mønster, så man kunne gå aftenture med sine bedste venner.
De skulle være tegnet af de dygtigste arkitekter, og der skulle være udsigt til den allerfineste granitbelægning i sidegaderne, for ikke at glemme optegningerne af smukke fodgængerovergange, der gennem årene har hjulpet så mange mennesker og hunde sikkert over på den anden side af gaden. Og folk og busser og biler ville set fra broerne optræde som en fjern bølgegang, og man skulle kunne se ned på runddele med svingdøre så store som en fyldt ordrebog med reklamer for rigtig oksekød.
Det ville være et Langelinie i 30 meters højde, med udsigt til Øresund og byens tårne - og Sverige, når solen skinner.
Nu kan vi rigtig se efter Istedgade - Oehlenschlægersgade - Saxogade - Dannebrogsgade - Sankelmarksgade - Valdemarsgade - Dybbølsgade og mange, mange flere.
Kan vi så få madpakker med rødbeder på leverpostejen, der trænger igennem alle otte halve?

Artiklen stammer fra Foreningen til Hovedstadens Forskønnelses magasin, HOVEDSTADEN, nr. 2/2000, der udkommer i næste uge. Den indgår i en serie om byen og Københavns fremtid i det nye årtusinde, hvor en række gæsteskribenter leverer tanker, drømme, visioner for at indkredse, perspektivere og beskrive, hvad bykultur er - eller burde være.

Kenn André Stilling er maler og billedhugger

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu