Læsetid: 2 min.

Dans på dybt vand

29. april 2000

Thomas Eisenhardt springer ud på det dybe vand med en danseforestilling 'meget frit' efter H.C.Andersen

Ny dans
Thomas Eisenhardt kan godt lide at sætte fælder for dansens forudsigelighed. I sin sidste store forestilling, Shabistaris Have fyldte han Pakhus 11 med tonsvis af sand, der gav danserne uforudsigelig, snublende modstand. Hans seneste værk, Vanddraaben foregår ikke i Østerbro Svømmehal, men ganske ordinært på Dansescenen lige ved siden af. Forhindringen er denne gang lagt ud til danserne selv, der under nogle af scenerne improviserer forløbet frem, samt indeholdt i musikken, der skifter fra aften til aften.
Men vandet er alligevel det element, der bestemmer farten i forestillingen, den tænkte modstand, der gør bevægelserne seje og crawlende. Eisenhardt har altid haft en faible for det zoomorfe, for glimt af sælhundes, ørkenrotters, æslers bevægelsesmønstre, for poter, klove og nysgerrige snuder. I denne omgang er han nået til amøbernes selvlysende liv på havets store dybder.

Råheden udebliver
H.C.Andersens drastiske eventyr har han dog kun i de store træk overført til dans - ligheden imellem krible-krableriet i vanddråben og den store by, København. Den herligt drastiske Andersen er grusom, hvor Eisenhardt kan blive sentimental: "Det seer næsten ud, som en heel Tallerken fuld af Reier; der springer mellem hverandre, og de ere saa glubende, de river Arme og Been, Ender og Kanter af Hverandre, og dog ere de glade og fornøiede, paa deres Maade." Noget af denne råhed kunne man have ønsket sig i de improvisationer, der i hvert fald på premiereaftenen faldt noget for spagfærdige ud. Enkelte numre var effektfulde, som de snurrende dervischer og nogle skræmte møder mellem kønnene, men de samlede sig ikke til en stringent historie.
Der er ellers indlysende kvaliteter både i saxofonisten Fredrik Lundin og slagtøjsspilleren Thomas Sandbergs suggestive musik og Peter de Neergaards scenografi af ni kræmmerhuse og en ostebutiksrude med rislende vand. Men de fem dansere Signe Andersen, Dorthe Bendtzon, Ole Birger Hansen, Lars Dahl Pedersen og Frank van de Ven kom ikke i tilstrækkelig grad hinanden ved - selvom den ubodelige ensomhed naturligvis kan være en pointe, også blandt amøber.
De mest interessante historier foregik omkring Dorthe Bendtzons vibrerende, vidskræmte person, medens mændenes indsatser havde svært ved at fortætte sig til psykologiske mønstre eller formalistiske lækkerbidskener. Der kom også forbavsende lidt ud af vandet som element - kun små dryp over tilskuerne og et bassin på størrelse med et Victoria-åkandeblad.
Improvisation som det bærende element i en danseforestilling er en farlig ting: man oplever sjældent, at danserne bringes ud over deres egne grænser, snarere at koreografen stækkes i forhold til helhedsvisionen. Ifølge sagens natur kan næste forestilling dog nå et helt andet sted hen, end den, De nu har læst om.

*Vanddraaben. Koreografi og iscenesættelse: Thomas Eisenhardt. Musik: Fredrik Lundin og Thomas Sandberg. Åben Dans Productions, Dansescenen til 10. maj (ikke søndag).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her