Læsetid: 3 min.

Og det var dengang...

28. april 2000

Nostalgien fik come back efter onsdagens landskamp mod Sverige. Og værdien af nostalgi kan ikke overvurderes

Retrobold
"Lykkelig er den der nåede at opleve den gode gamle stemning og se menneskemassivet på tribunerne 'Sejle op ad åen' til tonerne fra Livgardens orkester - og Åkerwalls!"
(Per Høyer Hansen i kampprogrammet, 26. april 2000)

Formiddagspressens spisesedler sagde det så tydeligt, som det kunne siges. De handlede om en dansk skuespiller, mest kendt for sine skurkeroller, som vist nok skyldte nogen 10.000 kroner.
På spisesedler dagen efter en svenskerlandskamp!
Men hvis man selv havde været i Parken, eller set forestillingen på tv, var det egentlig ikke så underligt. I al sin eksistentielle ligegyldighed var den historie umiddelbart noget mere spændende end de manglende begivenheder i Parken.
Næ, der var engang.

Alt var forkert
Alt var forkert ved den svensker-landskamp i onsdags. Intet er længere, som det var. OK, busserne strømmede til, Sennans, (fra Kristianssand), Rosquists og Olssons, og minsandten en derhjemme fra, nemlig Øster Hæsinge. Og både de rød/hvide og de blå/gule farver var på plads.
Men det var på en onsdag, det var aften, og kampen som sådan drejede sig stort set ikke om noget. Det skulle da lige være de to træneres mulighed for at spænde et par af marginalspillerne yderligere på (pine)bænken. Det gjorde de sådan set heller ikke i gamle dage, men æren, æren...
Dette blev i den grad understreget af Kennet Anderssons udtalelser i dansk tv tirsdag, hvor han naturligvis håbede, at svenskerne vandt, men "...det er jo ikke så vigtigt. Det væsentlige er jo at få holdet spillet sammen inden EM."
Det er der jo ikke meget 'arvefjendeopgør' over.
I det hele taget er der jo ikke meget arvefjende over noget som helst mere, i en tid hvor skandinavisk fodbold udkæmper de store slag på andre, mere eksotiske plæner.
Men det var ikke søndag, det var ikke eftermiddag, det tynde øl koster kassen, og der var langt imellem de hvide, opsmøgede skjorteærmer.

Den rene nostalgi
Rigtig nostalgi er vores sejr på svensk grund i 1976, efter 39 års ørkenvandring, hvor Ove Flindt Bjerg med sit sejrsmål til 2-1 brød svenskernes hjemmebanedominans, en forårsaften i Göteborg. En begivenhed, som i al væsentlighed blev ødelagt af Gunnar Nu Hansen, som syntes danskerne skulle have den gode nyhed straks de satte sig til skærmen for at overvære den forskudte tansmission.
(Selv fik jeg nyheden via en ret hysterisk telex*, som min gode ven Morten Sandfeld sendte til mig i Californien, på et helt ukristeligt tidspunkt af døgnet.)
Nostalgi er Henry Froms 'tyggegummi på stolpen'-trick under de olympiske lege i Rom i 1960.
Og rigtig nostalgi er så sandelig også 1998 og VM i Frankrig eller, når bølgerne går højt, og hukommelsen rækker, EM i 1992. Hvor man så det hele på tv, og kunne følge med, i stedet for at sidde helt tæt på, uden overblik, eller mulighed for at slappe af. For slet ikke at tale om muligheden for at 'se målet/frisparket/svinestregen' igen og igen.
Men dansepigerne...
Nostalgi handler naturligvis også om, at 'det går godt'. Og med det in mente, vil onsdagens opgør ikke kvalificere sig til andet end endnu et resultat på listen over de nu 96 spillede kampe. Selv om mange af de 28.491 tilskuere om ikke andet, vil huske den som noget af det kedeligste, de har overværet i Parken.
Og Per Høyer Hansen får det næstsidste ord:
"Svenskerkampen er ikke, hvad den kulturhistorisk har været, og venskabskampe er ved at være et udslukt kapitel i fordboldhistorien."
P.S. Med al respekt for Åkerwall og hans tapre svende i Stævnets orkester, kan jeg kun bifalde indførelsen af Parkens rødklædte dansepiger. En på alle måder stor oplevelse! Helt uden nostalgi.

*Telex subst. (forkort. af eng. teleprinter exchange, fjernskriverudveksling) system, der gør det muligt for en telefonabonnent at anvende sin telefonledning både til telefoni og til fjernskrivning i forbindelse mellem fjernskriverabonnenter, så de kan udveksle telegrammer indbyrdes.
(Nudansk ordbog,
Politikens Forlag 1978)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her