Læsetid: 2 min.

Designer-laks på vej

18. april 2000

Forskere frygter, at gensplejsede kæmpelaks kan sprede deres egenskaber til omgivelserne. Forbrugerrådet bekymret

Laks, der vokser ti gange hurtigere end normale fisk, kan blive op til 3,6 meter lange og opnå en vægt på 90 kg. Det er fremtidsperspektiverne, hvis udenlandske forskere og fiskeopdrættere får lov til at pille ved naturen og faldbyde gensplejsede laks til forbrugerne.
Det vil kun koste halvt så meget at fede de nye gensplejsede fisk op til slagte-
størrelse sammenlignet med de naturlige laks, som man opdrætter i dag.
Det amerikanske firma A/F Protein fra Massachusetts, som står bag designer-laksene, regner med at få myndighedernes blå stempel, så laksene kan sendes på markedet i løbet af et års tid.
Firmaet har udtalt, at der intet er at frygte, da fiskene er sterile og dermed ude af stand til at formere sig.
Fisk kan bl.a. steriliseres ved hjælp af hormonindsprøjtninger eller ved, at man i deres arvemasse indsætter et ekstra sæt kromosomer, der sætter kønscellerne ud af kraft, så der ikke kommer afkom ud af fiskenes parring, forklarer Michael Hansen, seniorforsker hos Danmarks Fiskeriundersøgelser.
"Problemet er bare, at ingen af metoderne er 100 procent effektive, og så risikerer man, at disse fisk kan blande sig med og overføre genmaterialet til vilde laks," siger Michael Hansen.
Resultatet er, at man på længere sigt kan forudse, at nogle af de egenskaber, man har fremelsket hos designer-laksene, vil begynde at optræde hos laks ude i naturen.
Laksene, man i USA og Canada har gen-manipuleret, er af samme art som de laks, der lever i enkelte danske vandløb, bl.a. Skjern Å i Vestjylland.
Det er nok et spørgsmål, om forbrugerne herhjemme vil sætte tænderne i designer-laks efter den blæst, der har været om amerikanske hormonbøffer.
Konsulent i Forbrugerrådet, Bjarne Pedersen, er i hvert fald ikke begejstret.
"Vi finder genmanipulation etisk betænkeligt. Og risikovurderingen er ikke god nok. Man kan jo ikke sætte fisk i fængsel, så der vil altid være en risiko for, at de slipper ud og påvirker faunaen."
I naturen gælder Darwins lov om den stærkestes overlevelse, og i denne sammenhæng kan det nemt gå hen og bliver de nye kæmpelaks, der vinder.
Forskning har allerede vist, at de ny-designede laks er meget aggressivt anlagt og vil kunne udkonkurrere vilde fisk.
"Deres stofskifte er speedet voldsomt op, og de er konstant sultne," sagde Robert Devlin sidste år til den canadiske avis National Post. Devlin har forsket i gensplejsede fisk på et statsdrevet laboratorium i West Vancouver.
Danske fiskeopdrættere ønsker da heller ikke ikke at gå i nordamerikanernes fodspor.
"Hverken vi eller forbrugerne bryder sig om, at man gensplejser fisk med det ene formål at få dem til at vokse hurtigere. Presser man fiskene til at vokse hurtigere, bliver kvaliteten også dårligere. De bliver løsere i kødet," siger Dansk Dambrugerforenings formand, Jens Grøn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her