Læsetid: 5 min.

Dødsdømte får ikke en chance i Texas

5. april 2000

Præsidentkandidat Bush lader hånt om stor fare for, at dødsdømte bliver ofre for justitsmord

AUSTIN - Som reporter og medredaktør på fjortendagesbladet Texas Observer har Michael King aldrig oplevet at se en dødsdømt fange blive henrettet.
"Jeg ved ikke, om jeg vil kunne klare det følelsesmæssigt," bemærker han med en alvorsfuld stemme.
Ikke fordi det er svært at følge med i, hvem der i Texas skal til galgen, og hvornår henrettelsen finder sted. Den slags er nu om dage slået op på en web-side (www.tdcj.state.tx.us), som Texas Department of Criminal Justice oprettede i fjor.
Klik blot på rubrikken Statistics & Death Row og frem kommer en menu, hvorfra man kan få alt at vide om de dødsdømte: Dem, der er på vej til dødskammeret. Dem, der slap med skrækken og dem, der allerede er blevet aflivet af staten Texas.
Ud for hvert navn kan web-brugeren informere sig om udåden, for hvilken de blev dødsdømt af et nævningeting, og hvad deres sidste ord var, inden bødlen åbnede den intravenøse slange med dødelig gift.
"I nyhedstelegrammet bliver det også altid nævnt, hvad fangen har bedt om at spise som sidste måltid. Hvorfor, ved jeg ikke. Jeg læste en anmeldelse den anden dag om en bog, som en fængselskok i Huntsville har udgivet med opskrifter fra dødsgangen," fortæller Michael King.
"Én nyligt henrettet fange afviste at spise dessert. Den ville han gemme til bagefter. Han var åndssvag. Dem henretter vi også."

Fart over henrettelser
Siden republikaneren George W. Bush blev valgt til guvernør for Texas i 1995 er 122 mænd og to kvinder blevet aflivet i et tempo, som er blevet skruet op ved at be-grænse muligheden for en sidste appel og benådning.
Samtidig er tidsrummet mellem Justitsministeriets bebudelse af en planlagt henrettelse og selve datoen blevet forkortet.
"Det er i denne periode, at mange fattige og farvede fanger har den bedste chance for at skaffe sig kompetent advokathjælp, men med den nye ordning bliver der for lidt tid," siger Jim Harrington, leder af Texas Civil Rights Project i Austin.
I nogle tilfælde bliver dødsfangen endda holdt uvidende om sin henrettelsesdato indtil sidste øjeblik. Fangen James L. Beatheard fik det at vide af sin mor, som havde hørt det fra hans søster, hvis kilde var en nyhedsudsendelse på tv.
"Min offentlige advokat var ikke engang blevet orienteret, og jeg har kun 21 dage til at samle og fotokopiere alle dokumenter. Det er umuligt," oplyste Beatheard i et håndskrevet brev til Texas Observer den 14. november i fjor.
Ingen i pressen havde nogensinde hørt om Beatharts sag. Han var blevet dødsdømt i 1984 på grundlag af vidneudsagn fra vennen Gene Hathorn, sammen med hvem han skulle have myrdet en familie på tre. Vidnet blev til gengæld lovet livstid uden prøveløsladelse.
Da anklageren brød løftet og fik Hathorn dødsdømt,
indrømmede Hathorn at have afgivet falsk vidneudsagn mod Beatheard. Denne skulle have været tilstede på gerningsdagen, men havde ikke myrdet nogen. Historien stod på forsiden af delstatens største dagblad Dallas Morning News.
I civiliserede lande bliver fangen i sådanne tilfælde enten frigivet, eller også går retssagen om. Ikke i Texas, hvor falsk vidnesbyrd kun er gyldig som retsdokument i en ny retssag, hvis der er gået færre end 30 dage siden tilståelsen.

Uforsvarlige forsvarer
Folk tiltalt for overlagt mord i Texas har sjældent en chance for at undgå galgen, såfremt de er farvede eller mindrebemidlede. I modsætning til andre amerikanske stater findes der ikke i Texas en lov, som betaler for offentligt beskikkede forsvarere.
"Det er op til den enkelte dommer i amtet at udpege forsvarer, og hvis han allerede på forhånd vurderer, at tiltalte er skyldig, kan han vælge en dårlig advokat. Det er desuden billigere for skatteborgerne i amtet," fortæller Jim Harrington fra Texas Civil Rights Project.
Som følge deraf gives der køb på sagførerens mulighed for at hyre en efterforsker, der kan undersøge anklagerens påstande og beviser.
"I nogle tilfælde har det blot taget to-tre dage for en domstol at dømme en person til døden," siger Harrington.
Set i det lys havde Beatheard ingen chance for benådning eller konvertering.
"Jeg besøgte ham i dagene inden henrettelsen den 9. december. I modsætning til nogle af de unge voldelige indsatte kunne han ikke gøre en flue fortræd. Jeg tror, han var uskyldig," siger reporteren Michael King.
I brevet til Texas Observer fremstår Beatheard som en begavet og veluddannet person med stor interesse for tidens brændende emner. Men han ved, at slaget er tabt. Livet lakker mod enden.
"Jeg foretrækker døden fremfor at skulle flytte til enecelle på den nye anstalt. Det skulle være psykisk tortur," skrev han. Hvad han refererer til, er den nye dødsgang Terrence Unit i et fængsel i Livingston.
"Betingelserne dér skal være barbariske. I februar tog to fanger i protest en kvindelig betjent som gidsel. Den ene af dem blev prompte henrettet," fortæller King.

Bush taler udenom
Endnu er Texas' brutale og primitive anvendelse af dødsstraf ikke blevet et omstridt emne i den amerikanske valgkamp. Men det kan ske, dersom guvernør Bush fortsætter med at optræde letsindigt og spottende, når han bliver spurgt.
Under et interview med en magasinreporter sidste sommer gjorde han grin af et interview, som dødsfangen Karla Faye Tucker havde givet en tv-station, hvori hun tryglede ham om nåde. Bush afviste hendes appel.
Under en tv-debat i Los Angeles grinede guvernøren, da en tv-journalist spurgte ham, om Texas varetager tiltaltes rettigheder, når en offentlig beskikket forsvarer skal være faldet i søvn under en retssag.
I en tv-debat i South Caroli-na hævdede Bush, at der absolut ikke er brug for at anvende DNA-prøver til at verificere om en forbryder har begået mord. "Jeg har aldrig sendt en uskyldig i døden," hævdede han.
Men ifølge amerikansk statistik er mellem fem og ti procent af de henrettede i USA formentlig uskyldige.
"Med vort elendige system i Texas er procenten utvivlsomt højere," mener Harrington.
"For mig at se er Bush kynisk og ligeglad med, om Texas tager livet af uskyldige. Han bruger normalt kun fem-ti minutter på at gennemgå hver dødsdømtes anmodning om udsættelse på 30 dage og har kun bevilget det en gang."

Dette er femte og sidste artikel i en serie om George W. Bush. Tidligere artikler blev bragt 22., 25. -26. marts og 1.-2. og 3. april.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Poul Sørensen

Det blev opgjort for en 25 år siden (så vidt jeg husker), at en ret stor procent del (omkring 15% så vidt jeg husker) af dommerne i USA mente, at Jesus (deres indre stemme) fortalte dem, hvem der var skyldig eller uskyldig og største parten af disse dommere befandt sig selvfølgelig i bibelbæltet.....og det var dengang, folk var mere skeptiske overfor religion, nu hjernevasker en stor del af den amerikanske befolkning sig helt ukritisk med biblen.... det kommer også herhjemme stille og roligt er kirken begyndt at tage æren for indførelse af velfærdsstaten og med den i hånden, så står de stærkt i forhold til at stille krav til befolkningen om at hjernevaske sig med biblen....nogen mener at det aldrig vil ske, at mennesker bliver apolitiske og modne for hjernevask.... nej måske vil det ikke ske, ligesom Trump ikke blev valgt til præsident.

Poul Sørensen

... USA giver dødsstraf et dårligt omdømme. Jeg er ikke imod dødstraf, men jeg er helt sikkert imod den amerikanske udgave.