I Danmark ville man have tvangsfjernet ham for længst. Men Richard Billingham har gjort sin dysfunktionelle familie til sin levevej ved at bruge dem som motiver i sin kunst. Det har skabt storm i den ellers så kultiverede kunstverden, hvor mønsterbryderen fra Birmingham er nået til tops
Berømmelsen kom noget brat for Richard Billingham. Da han i 1996 begyndte at vise sine fotografier af en forsumpet, depraveret familie, der i deres grotesk overpyntede lejlighed forsøger at opretholde en slags dagligdag i et sandt kaos af druk, skænderier, slåskampe og apati, skabte de voldsomme billeder så meget opmærksomhed, at han hurtigt røg til tops på den internationale kunstscene.
Men det er ikke blot motivet, der har skabt sensation. Samtidig udgør fotografierne nemlig et billede af kunstnerens eget liv, for det hans egen familie, der består af faderen Ray, moderen Liz og lillebroderen Jason, han udstiller.
Da Richard Billingham for et par år siden deltog på udstillingen Sensation med ung britisk kunst, der ellers ikke skortede på provokationer, vakte hans værker behørig opsigt blandt et publikum og en kritikerstand, der ikke er vant til dén slags virkelighed.
Denne eksponering på kunstscenen står på den ene side i skærende kontrast til den indelukkede low-class, vi præsenteres for i hans fotografier, og som han senere har viderearbejdet i en række videoer. På den anden side er det netop værkernes private, selvafslørende karakter, der skaffer dem deres berømmelse.
Richard Billinghams billeder er garanter for en autenticitet og en intimitet, som en virkelighedshungrende offentlighed åbenbart længes efter. For selv om billederne ud fra en traditionel fotografisk æstetik er uskarpe, kornede og overblændede, er de frem for alt - og måske derfor - virkelige.
Der er nu hverken noget spektakulært eller provokerende over Richard Billingham, som han sidder og nipper til en Guiness ved mahognibordet på en pub i en sidegade til Oxford Street. Det skulle da lige være, at han asker på pubbens syntetiske gulvtæppe, så det på et tidspunkt er ved at bryde i brand. Men det er snarere udtryk for en temmelig distræt omgang med verden end en bevidst provokation. På samme måde hævder han, at der ikke ligger nogen provokerende strategi bag hans billeder.
Chokeret over chokket
"Jeg havde ikke den fjerneste idé om, hvordan folk ville reagere på mine billeder, da jeg begyndte at udstille. Og jeg blev faktisk selv chokeret over, at andre folk blev så chokerede over dem. Hvis folk ser rigtigt på dem, altså som billeder, tror jeg ikke, de vil reagere på samme måde. Det er faren ved at arbejde med fotografi: At folk tror, de ved, hvad de ser, og derfor ikke gider kigge nærmere på det billede, fotografiet også er. De tænker på dén virkelighed, der har udfoldet sig foran mit kamera, og ikke på den måde, jeg rent faktisk har taget billederne på."
- Man kan måske hævde, at dine billeder er en form for udbytning. At du udnytter dine forældre ved at udstille dem. De slås, skændes, brækker sig og lever i et frygteligt rod, og alligevel fotograferer du dem og udstiller dem på fine museer.
"Al den snak om udbytning og udnyttelse er for mig meget dybere end forholdet mellem mig og mine forældre. Først og fremmest er mine billeder ikke særligt kalkulerede. Jeg har aldrig lært noget om teknikken eller om særlige måder at fotografere på. Men i alle fotografier er der jo en eller anden form for udnyttelse på færde. Da englænderne i sin tid tog fotografier af de amerikanske indianere, følte indianerne jo, at deres sjæl blev taget fra dem. Og det gælder stadig i dag. Kameraet er et våben, som skyder folk, uanset om de vil det eller ej."
"Jeg kan kun sige, at jeg forsøger at tage billeder, der er så gode, at de overskrider spørgsmålet om udnyttelse og når dybere; at de når til en eller anden form for transcendens. For mig er det vigtigste i et fotografi den intention, der ligger bag. Hvis dén kommer frem, formår man at overskride det udnyttende element."
"Selvfølgelig er det en anden intention, der er på færde, når jeg udstiller mine fotografier i gallerier. Men netop gallerirummet eller museet skaber et andet rum for billederne. Galleriet er jo en slags kirke, hvor folk går ind for at få en åndelig oplevelse, og jeg forventer altså, at de ser på mine billeder på en anden måde, end når de sidder på en pub. Jeg betragter mig selv som en elitist. Det må man nødvendigvis være for at være god og for at tage ting frem i sin kunst, som andre folk ikke ser. Jeg viser dem noget, de aldrig før har set, og det er et kunstnerisk greb, ikke et udnyttende."
Distance og nærhed
Det er fristende at se Richard Billingham selv som en del af det magtspil, der har gjort de private billeder fra en dysfunktionel familie til billedkunst.
I en kunstverden, hvor albuerne er spidse og tonen distingveret, kommer Richard Billingham som en anden Klods Hans ridende ind fra sidelinien med sin uskyld intakt. Grænsen mellem den forsømte knægt og den verdensberømte kunstner er blevet overskredet så markant, at vi ikke længere kan skelne sønnens blik, der allerede har set mere end godt er, fra billedkunstnerens blik.
Han rækker mig en stak farvefotografier og bedyrer, at jeg skam gerne må sætte fingre på dem. Selv i 10 x 15-format slår de benene væk under mig, og pubbens polerede virkelighed fortrænges for en stund til fordel for en anden virkelighed, jeg helst ville have været foruden.
- Hvad ser du selv efter, når du tager billederne - ser du på formerne eller på den situation, der udspiller sig foran kameraet?
"Det er svært at adskille. Umiddelbart har jeg vel kigget på det formelle, det har i hvert fald været dét, der har været min intention. Først og fremmest var mine fotografier skitser til malerier, så jeg betragtede dem ikke som særligt vigtige. De blev fremkaldt hos den lokale fotohandler, og jeg holdt dem stort set for mig selv."
"Men da jeg så nærmere på dem, fandt jeg ud af, at jeg faktisk kunne bruge billederne til noget. Det er ligesom at sætte en båndoptager frem i et rum og så bagefter spille båndet igennem. Først bagefter begyndte jeg at fundere over, hvad billederne egentlig betød. Hvorfor havde jeg lige taget dét og dét billede? Og det begyndte jeg at analysere. Jeg kunne pludselig se min familie i en fotografisk form, se mit forhold til dem udefra. Det blev både en måde at distancere mig fra dem på og samtidig komme tættere på dem."
Genkendelsen i baghovedet
"Men jeg har da også været klar over, at det er svært at bevare en formel distance til noget, der er så tæt på. Da jeg begyndte at tage billeder, boede jeg alene med min far, fordi min mor havde forladt ham endnu engang. Min lillebror var i familiepleje. Hver dag, jeg kom hjem fra universitetet, var min far døddrukken. Vi havde det i det hele taget ret elendigt, og det var vel det, jeg forsøgte at skildre, samtidig med, at jeg ledte efter nogle smukke former."
"Måske har jeg også ledt efter nogle billeder, jeg havde inde i hovedet, når jeg fotograferede. Bagefter genkendte jeg i hvert fald nogle billeder, som har lagret sig i min erindring. Der er et billede af min far, der står med en flaske for munden foran et vindue. Min far drikker hjemmebrændt, ofte direkte af flasken, og dét her billede mindede mig om en Coca Cola-reklame, jeg havde set som barn. Det samme gælder billederne, hvor de slås. Det går som regel stærkt, når næverne fyger, men når man tager et fotografi, stivner bevægelsen. Så ligner det nærmest de her tegneserier, hvor det siger 'bam' og 'slam', og næverne er knyttede. Det kan jeg godt lide: at se slåskampen som et billede."
Familieterapi
- Jeg har lyst til at spørge til dine forældre, men er lidt bange for, at det lyder vulgært. Du laver jo gode billeder, god kunst, og så interesserer jeg mig for noget ganske banalt. Hvordan har du det med denne dobbelthed? Er det forkert at spørge til dine personlige forhold og ikke til din kunst?
"Overhovedet ikke. Jeg bliver glad, når folk spørger til mine forældre, for det viser en interesse på det personlige plan, når de ser mine forældre som andet end stereotyper. Det er noget andet, end når folk bliver chokerede uden at se billederne som billeder."
- Hvordan har de det så?
"Min far drikker kun om aftenen, for han er ved at være for gammel til at drikke. Han kan ikke tåle det længere. Han døjer med sin hofte, og min mor har dårlig ryg, så jeg vil gerne have, at de flytter i hus, så de ikke skal op og ned af trapperne. Det kan de nu ikke rigtigt overskue. De går næsten ikke ud, men sidder i deres lejlighed hele dagen. Jeg hjælper dem med at købe ind, når jeg kommer på besøg."
"De ser mere op til mig nu. Ikke fordi jeg er kunstner, men fordi jeg har et hus og penge, så jeg ikke længere behøver at arbejde i supermarkedet, som jeg ellers gjorde indtil et par år siden. Jeg tror aldrig, de tænker på, at de er med i mine billeder. Det rører dem ikke. Jeg har da givet dem et eksemplar af min bog, men jeg tror aldrig, de har åbnet den. De er mest optaget af, om der er nok cigaretter, og hvad der kommer i fjernsynet."
- Har dit arbejde haft en slags terapeutisk virkning på forholdet til din familie?
"Terapeutisk er vist så meget sagt. Jeg synes, terapi er noget navlepilleri. Nej, mit arbejde har nærmere været lærerigt både for mig som kunstner og som menneske, for det er mig selv, der tager billederne, og det er også mig selv, der analyserer dem bagefter, når jeg skal vælge dem ud. Jeg vil altså både lave gode værker, og samtidig har jeg selvfølgelig et dybt personligt og alvorligt forhold til dét, jeg fotograferer. Igen er det historien om båndoptageren, man spiller igennem bagefter, hvor forståelsen først indtræder senere. Jeg satte mig vel ned og analyserede billederne personligt og ikke kunstnerisk. Det er jo ikke bare billeder af min familie, jeg viser, men min tolkning af min virkelighed, både personligt og kunstnerisk."
"Men en eller anden virkning har det selvfølgelig haft i mit forhold til min familie. Tidligere var jeg meget pinligt berørt over mine forældre. Da jeg var barn turde jeg ikke invitere mine legekammerater indenfor, fordi jeg var flov over dem. Og nu udstiller jeg dem over hele verden."
Gammeldags kunstsyn
I en tid, hvor doku-soap og dogme er blevet nøgleord, er det ikke så underligt, at Richard Billinghams familiebilleder ofte er blevet udråbt som eksemplariske for den omsiggribende virkelighedslængsel.
Men bag den trendy facade gemmer der sig et traditionelt, ja næsten gammeldags kunstsyn, der tror på billedets indre visuelle kraft, som slår igennem på trods af motiverne.
Både hans fotografier og hans videoer, hvor fortællingen udgøres af små ligegyldige episoder fra familiens dagligdag, bærer i sig en abstraktion på trods af de mildt sagt rystende hændelser, der finder sted foran kameraet.
Man mærker tydeligt, at det er en fotograf med rødder i maleriet, der står bag, for billederne både nager og fascinerer ved deres dobbelthed i en konstant bevægelse mellem det private og det almene, mellem det chokerende og det billedkunstnerisk smukke.
"Jeg kan godt lide tanken om, at mine billeder ikke kan placeres i nogen bestemt kategori. Alle mine tanker om farver, former og komposition har jeg fået fra malerier, men alligevel tager jeg fotografier, og det er vel noget særligt. Jeg ønsker at lave vedkommende billeder, ikke patroniserende, som man ofte ser i de her socialrealistiske film, hvor der ikke findes nogen indlevelse. De film tror jeg simpelthen ikke på, for det er meget tydeligt, at instruktørerne aldrig har været dér, hvor deres hovedpersoner er."
"Fotografiet er jo en slags beskrivelse af verdens overflade, og når man trykker på knappen, ja, så indfanger man det faktiske øjeblik. Sådan er det ikke i maleriet. Dér skal virkeligheden fordrejes og forvandles og fortolkes. I dag er det sværere at være maler. Der er så meget visuel forurening i verden, for der er billeder overalt, så hvordan skal man kunne skabe en anden virkelighed med sin kunst? Hvordan skal man få folk til at stoppe op og åbne øjnene, så en ny indsigt kan indfinde sig?"
"Selv ville jeg skam også gerne male og skabe nye virkeligheder, som folk kan træde ind i. Men det er altså også mere skræmmende at male. Man står foran det her hvide lærred og har mulighed for at male, lige hvad man har lyst til. Mulighederne er simpelthen for mange. Og sådan er det ikke med fotografiet. Motiverne er jo dér, lige foran dig, og det er ikke spor skræmmende, i hvert fald ikke for mig."
Album uden lykkelige stunder
"Når man fotograferer, handler det ofte om genkendelse. Man leder efter de billeder, man allerede kender, så på den måde slår man intellektet fra, når man fotograferer, og bruger i stedet sin visuelle hukommelse. Sådan er det ikke i maleriet. Dér fylder intellektet enormt meget, når penselstrøgene skal sættes på lærredet. Så måske er det i spørgsmålet om visuel genkendelse, at fotografiet finder sin transcendens."
Selvom Richard Billinghams værker præsenterer os for en virkelighed, vi aldrig før har set, er der alligevel et stærkt moment af genkendelse på færde.
Vi kender familiebillederne fra vores egne private fotoalbums, men i vores daglige omgang med billederne kan fortællingen om familien ikke adskilles af repræsentationen af samme, da det netop er højtiden, fødselsdagen og ferien, der afbildes, og ikke den traumatiske situation, der i stedet skubbes bagest i erindringen.
I Richard Billinghams billeder er traumet en realitet, og han oplever ofte, at publikum bliver slået af billedernes indhold som noget højtråbende og spektakulært uden at forholde sig til den mere stille poesi, han også har søgt at få frem.
Hjemme hos Richard Billingham blev der nu næsten aldrig taget almindelige fotografier fra fødselsdage og jul.
"Familiebilleder viser jo altid de lykkelige øjeblikke, og dem var der ikke mange af hjemme hos os," som han siger.
Tomme gader
Han viser mig sit nyeste projekt, der endnu ikke er blevet vist for offentligheden.
Det er landskabsbilleder og mennesketomme bybilleder fra det sted i Birmingham, hvor han er vokset op. Så helt sluppet hjemstavnen har han ikke.
"Da jeg lavede mine familiebilleder, fandt jeg ud af, at folk ofte kunne lide dem af de forkerte grunde, så at sige. Det var ikke billederne, men mine motiver, de kiggede på. Ved at lave landskabsbillederne ville jeg forsøge at skabe den samme stemning og den samme skønhed, som man finder i familiebillederne. Billederne er blevet taget dér, hvor jeg voksede op. Der er f.eks. et billede, det viser den bakke, jeg sad og stirrede på i timevis, da jeg gik i skole. Drømte om og længtes efter det liv, der var på den anden side af bakken."
Richard Billingham er dog lidt nervøs for, hvordan billederne vil blive modtaget.
"Jeg blev jo berømt på baggrund af mine familiebilleder, og i manges bevidsthed er jeg blevet stereotyp. Der er meget empati i mit arbejde, fordi jeg har et personligt forhold til dét, jeg fotograferer. Hvis folk ser mit nye arbejde uden at kende mine familiebilleder, vil det måske være sværere for dem at se denne empati, denne indlevelse i mine motiver."
"Det er igen snakken om, at folk måske kan lide mine billeder af de forkerte grunde. Fordi de viser en slags urban decay, som man ikke normalt ser i billeder. Det er nemt at klassificere mine billeder og min familie som stereotype uden at gøre noget for at lære dem nærmere at kende. Forleden var jeg ude at handle sammen med mine forældre, og vi skulle have en taxa, der kunne fragte os tilbage til lejligheden. Taxachaufføren blev ved med at gøre grin med, hvor fed min mor var, selvom jeg fortalte hende, at det var min mor, hun morede sig over. Det er åbenbart legitimt at gøre grin med folk, der er anderledes. Og det er samme holdning, jeg tror mange har over for mine billeder: at der er i orden at pege fingre ad min familie, fordi deres liv er så anderledes, men at man samtidig bliver pinligt berørt over dem og derfor hurtigt vender sig bort."
"Men i virkeligheden er det det modsatte mål, jeg har. At folk kan se mine billeder som billeder, så historien om min familie bliver dybere og også har noget at fortælle de mennesker, hvis liv på overfladen ser helt anderledes ud."
Fakta - Richard Billingham er født i Birmingham i 1970. I 1991 blev han indskrevet på kunstlinien på Sunderland University. Under sine studier fotograferede han sin familie som skitser til sine malerier, og i 1996 udgav han bogen Ray's a Laugh på forlaget Scalo med fotografierne.
Siden har han deltaget på adskillige gruppeudstillinger og seperatudstillinger og har modtaget forskellige priser. De seneste år har han lavet video, også med sin familie som motiv. For øjeblikket arbejder han på et reklameprojekt for den franske modedesigner Agnes B. med stills fra sine videoer.
Til juni åbner en stor udstilling med Richard Billinghams værker på Ikon Gallery i Birmingham. I Danmark har han deltaget på udstillingen Close-Ups på Nikolaj i København.
