Læsetid: 3 min.

Dukketeater

19. april 2000

'Being John Malkovich' er en original og morsom film

Ny film
Har du nogensinde ønsket dig at være en anden? At kunne krybe ind under huden, helt ind i hovedet på et andet menneske, tale som og styre vedkommende og måske opfylde dine forliste drømme?
Det har i hvert fald den fallerede dukkefører Craig, der i Spike Jonzes skæve og sort-humoristiske Being John Malkovich finder en dør, som fører direkte ind i hjernen på skuespilleren John Malkovich.
Craig (John Cusack) drømmer om en dag at kunne opføre sit hyperdramatiske dukketeater, en blanding af rigtigt teater og gammeldags dukketeater, for et stort publikum. Men hans kunstneriske ambitioner forhindrer ham i at komme videre med sit liv, og langhåret, beskægget og usoigneret sidder han foran fjernsynet og håner de af sine kolleger, som klarer sig godt.
Men en dag, hvor Craig på sin kone Lottes (en uigenkendelig Cameron Diaz) opfordring endelig har fundet sig et job på syvenhalvte etage i en kontorbygning midt i New York, finder han en dør som fører direkte ind i, ja, Malkovichs hjerne. Man kravler ind og kan se gennem skuespillerens øjne, høre med hans ører og føle med hans krop. Og så, efter 15 minutter, bliver man spyttet ud et sted uden for
byen, på vej mod New Jersey.
Craig og hans kynisk kalkulerende kollega Maxine (en køligt sensuel Catherine Keener), der konstant afviser den liderlige dukkeførers tilnærmelser, indgår et partnerskab og begynder at sælge ture rundt i Malkovich. Men efter at have prøvet turen bliver Lotte (som Malkovich) forelsket i Maxine, og Craig, der lærer sig at styre skuespilleren og blive der længere end de 15 minutter, forfører i skikkelse af Malkovich Maxine. Og så er der ellers lagt op til et trekantsdrama af de mere bizarre, ikke mindst da Malkovich selv begynder at blande sig.

Debutfilm
Debutinstruktør Spike Jonze og debutmanuskriptforfatter Charlie Kaufman har med Being John Malkovich lavet en af de mest opfindsomme og gennemført skøre film i meget lang tid. Den er fyldt med finurlige indfald, som konstant overrasker og kalder på smilet hos et undrende publikum.
Fra Craigs bizarre arbejdsplads på den halve etage, hvor man er nødt til at stoppe elevatoren med nødstop og bryde døren op for at komme af. Og til den absurde scene, hvor Malkovich finder frem til indgangen til sin egen hjerne og tager turen.
Being John Malkovich er formodentlig født i Kaufmans hjerne som et vanvittigt påfund i et beåndet øjeblik og kunne let være blevet ved dét. Men ideen har udviklet sig til en sammenhængende historie takket være et intelligent og vittigt manuskript.
Gennem Craigs ynkelige figur, som man sympatiserer med, fordi han trods alt er en skikkelse af tragiske og menneskelige dimensioner, bliver filmen til et vedkommende eventyr om at begære det og dem, man ikke har - ikke mindst anerkendelse og berømmelse - der får et par skarpe bemærkninger med på vejen.
Det er Craig, Maxine, og Lottes forfængelige behov, ustyrlige begær og grundlæggende usikkerhed, der driver dem ud, hvor de ikke kan bunde og i søgen efter en identitet kommer endnu længere væk fra at finde den. Det er ikke en tilfældighed, at Craig er dukkefører - han kan styre dukker og andre mennesker, men ikke sit eget liv.

Lydefri præstation
De fire hovedrolleindehavere bidrager på hver deres måde til menneskeliggørelsen af historien, og Jonze afstemmer præstationerne fint i forhold til hinanden. Men det er John Cusacks lydefri præstation som den håbløse, men stigende desperate nullert Craig og John Malkovich som sig selv, der løber med showet.
At Malkovich har sagt ja til at medvirke i filmen er et
scoop. Han spiller en rolle, men fordi han bruger sit rigtige navn, opfatter man karakteren som Malkovich, der tør vise sig fra sine ikke særligt flatterende sider, fysisk og psykisk, hvilket sætter trumf på hans præstation.
Ikke mindst da Craig overtager hans krop, og Malkovich med sin mimik, måde at tale på og fysiske fremtoning 'bliver' Craig, er en forbløffende forvandling og fremragende skuespilkunst.

*Being John Malkovich. Instruktion: Spike Jonze. Manuskript: Charlie Kaufman. Amerikanske (Dagmar og Grand)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu