Læsetid: 3 min.

Europas stabilitet truet

25. april 2000

Åbne grænser giver organiserede kriminelle gode muligheder for at handle med kvinder og score såvel magt som penge. Det er nu kommet så vidt, at det er demokratinedbrydende, siger OSCE

Konsekvenser
De er unge. Mellem 12 og 25 år. De kommer fra områder med dårlige sociale og økonomiske forhold. De tror, de skal være sygeplejersker, frisører, au-pairs eller dansere. Eller escortpiger for en stund. Men virkeligheden har en anden farve: Alfonser, fastholdelse via voldtægt, tærsk, trusler, stofmisbrug og en uoverskuelig gæld. Med arbejdsvilkår, der ofte hedder 15-20 samlejer på en dag.
Sådan beskrives kvinderne, der bliver købt og handlet til prostitution, i en rapport udarbejdet af OSCE's (Organisation for Security and Co-operation in Europe) afdeling for demokratiske institutioner og menneskerettigheder.
Rapporten fastslår, at handelen med kvinder til prostitution er steget i takt med åbningen af grænserne i EU. At handelen er blevet 'kriminaliseret' i og med, at organiserede netværk har overtaget forretningen. Og at denne kombination nu truer stabiliteten i det Europa, der er opstået efter murens fald.

Truer demokratiet
"Vi ser, at trafficking er blevet knyttet til højkriminelle grupperinger, som gennem denne forretning har fået styrke og er blevet en magtfaktor ved at sidde på store og betydelige økonomiske midler," siger Norges tidligere udenrigsminister Knut Vollebæk, der var formand for OSCE i 1999.
"Grupperne er blevet truende i forhold til myndighederne - for eksempel i de nye demokratier i Øst- og Centraleuropa. For når du har en magtbase i et sårbart system, kan du købe frihed. Du kan gå uden om retssystemet, og især kan du købe politisk indflydelse. Det har en de-stabiliserende effekt. Dels fordi en sådan magtbase truer den sunde samfundsudvikling. Dels fordi det skaber bilaterale problemer med nabolandene, som vi allerede ser i forholdet mellem nogle østeuropæiske lande og den vestlige verden."
"Så trafficking er ikke "bare" kortsigtet kriminalitet. Det er i det lange løb demokratinedbrydende, og det er dermed blevet en trussel mod Europas stabilitet," siger Knut Vollebæk til Information.

Heftig trafik
De kriminelle netværk har få problemer med at få kvinderne over grænsen. Et turist-, studenter- eller midlertidigt arbejdesvisum, der derefter overskrides, er en velkendt billet til det europæiske sexmarked, hedder det i OSCE-rapporten.
Men kvinderne opholder sig ikke kun i ét land. For at undgå optrevling og afsløring af netværkene flyttes kvinderne rundt fra land til land.
"Vi registerer i øjeblikket en voldsom traffik indenfor EU," siger Willy Brüggeman, vicedirektør i Europol.
"Kvinderne flyttes til nye steder, når de har været et sted for længe. Det gør det svært at slå ned på forbryderne. Vi oplever også, af trafikken bliver styret af bagmænd, der rent faktisk sidder i fængsel."
At trafikken foregår så smertefrit indenfor EU skyldes for eksempel Schengenaftalens princip om fri bevægelighed, fastslår OSCE. Men det skyldes også, at nogle lande ignorerer handelen - eller ligefrem profiterer af den.
"Hvis man skal komme videre, så er første skridt at gå ind og overbevise myndighederne om, at bekæmpelse af trafficking faktisk er demokratiforebyggende arbejde," siger Knut Vollebæk.
"Man må styrke de demokratiske strukturer, så de kan modstå de trusler og tilbud, der måtte komme. De demokratiske institutioner - som for eksempel valg - skal styrkes, så man ved, at de mennesker, som sidder i regeringen, ikke er folk, der er købt og betalt af mafiaen. Men der er også den økonomiske udvikling. For det er jo netop sammenhængen mellem politisk og økonomisk stabilitet, der afgør, om folk oplever, at det kan betale sig at gå ind for demokrati," siger Knut Vollebæk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her