Læsetid: 5 min.

EU's afrikanske byrde

4. april 2000

Det første euro-afrikanske topmøde i Cairo afvikles på kanten af en ny sultkatastrofe, der er under opsejling i Østafrika. Topmødet giver håb om et stærkere EU-engagement i Afrika, men der skal mere til for at løse kontinentets dybe problemer

PALMA - Afrika skal integreres i verdensøkonomien, og fattigdommen i Afrika skal halveres inden 2015.
Sådan lyder de ambitiøse politiske erklæringer fra det euro-afrikanske topmøde i Cairo, der indledtes i går og slutter i dag.
Det er det første topmøde mellem stats- og regeringcheferne fra de 15 EU-lande og de 54 afrikanske lande, og det er med til at skabe en fastere og mere institutionelt forpligtende dialog mellem de to kontinenter. Som USA, Japan, Asien, Latinamerika og Øst- og Centraleuropa, så er Afrika nu også kommet med i Den Europæiske Unions tætte topmødekalender. Det er fint og formelt, men spørgsmålet er, om de euro-afrikanske topmøder vil få nogen praktisk betydning?
I forslaget til topmødeerklæring taler man bl.a. om, at der bør skabes et panafrikansk økonomisk samarbejde, der skal liberalisere sig til fremskridt efter forbilledet fra EU's indre marked. Det skal komplementere de liberaliseringer, som de afrikanske lande forpligter sig til indenfor verdens handelsorganisation, WTO.
Man taler også højtideligt om, at krige skal forhindres, at menneskerettighederne skal overholdes, at al intolerance (også af religiøs art) skal bekæmpes, at kvinder ikke skal diskrimineres, og at man skal stoppe den i nogle lande udbredte praksis med at fjerne clitoris på pigerne.

Der er mange gode intentioner, men når støvet har lagt sig, er der måske ikke mere end to måneder til, at en ny sultkatastrofe i Afrika risikerer at finde vej til tv-skærmene i de velstående EU-lande.
To måneder. Nedtællingen er begyndt, og over 12 millioner mennesker i Etiopien, Eritrea, Kenya, Somalia, Sudan og Uganda trues af sultedøden, hvis ikke der sendes 940.000 tons fødevarer til området, advarer Carolyn McAskie fra FN's nødhjælpsprogram. Og i Tanzania, Rwanda og Burundi kan fire millioner mennesker dø, hvis ikke det internationale samfund reagerer hurtigt.
Billedet af et fortabt Afrika, der synker dybere og dybere ned i et mørkt hul af menneskelige tragedier, uden håb om at få en bæredygtig udvikling, bankes fast i bevidstheden fra katastrofe til katastrofe. Fra Mozambique til Etiopien. De humanitære kræfter og nødhjælpsorganisationer kæmper en hård kamp for at skrabe penge nok ind til nødhjælp og redningsaktioner.
I et Afrika, hvor 280 ud af 600 millioner borgere lever i absolut fattigdom - eller for mindre end en dollar om dagen - er sult alt andet end et fremmedord.
Afrika er som kontinent marginaliseret i den globale økonomi, og 33 af verdens 48 fattigste lande ligger i Afrika. Den historiske byrde af kolonialisme, borgerkrige, inkompetente og korrupte regeringer er med til at forklare, hvorfor Afrika halter bagud.

For velstandsøen Europa er det et alvorligt politisk problem, af indlysende årsager. I de kommende årtier vil EU være en demografisk og økonomisk magnet for millioner fra det fattige afrikanske kontinent, der drømmer om at skabe sig et menneskeværdigt liv, få en bedre levestandard og leve i fred. Det er kun forståeligt, og det er slet ikke usandsynligt, at der vil blive øget efterspørgsel efter arbejdskraft i et Europa, hvor der fødes færre børn, og hvor befolkningstallet forudses at falde.
Mens EU-landene på sit eget europæiske topmøde for nylig talte om at gøre sig klar til konkurrencen i den globale netværksøkonomi og tage dysten op med Amerika, så slås Afrika med en byrde fra fortiden, der gør det svært overhovedet at nå det ambitiøse mål om at reducere fattigdommen til det halve inden 2015.
Afrika slæber bl.a. rundt på en massiv udlandsgæld på 310 mia. dollar, og den udgør - som Frankrigs præsident Jacques Chirac sagde fornylig - "en forhindring for Afrikas økonomiske genopbygning."
Op til Cairo-topmødet pressede flere afrikanske lande på for at få EU-landene til at eftergive gælden, men i Cairo nøjes EU med at erklære, at gældsbyrden skal lettes hurtigst muligt, men det skal ske via G-7 og den internationale valutafond.
I juni 1999 lovede verdens syv rigeste lande i G-7 at mindske gældsbyrden med syv mia. dollar for 36 af verdens fattigste lande, men det er som en dråbe i Afrikas gældshav.
EU-landene har på sin side ret i, at man i forvejen giver en del bistand til de afrikanske lande - eller omkring 2,5 mia. euro via Lomé-aftalerne og middelhavssamarbejdet - og det er da fint, når man som i Cairo lover at "øge den officielle udviklingshjælp, der hvor det er muligt."
Men elastiske løfter er ikke nok. Eller som FN's generalsekretær Kofi Annan sagde i en tale for nylig, så kan de industrialiserede lande gøre noget håndgribeligt.
"Afrikanske eksportvarer møder stadig høje handelstariffer i mange sektorer.
Hvis de industrialiserede lande gjorde mere for at åbne markedet, så kunne afrikanske lande øge deres ekport med milliarder af dollar hvert år - langt mere end de nu modtager i bistand," sagde Annan.
Han har ret.

Ligesom han også har ret i, at der ofte tegnes et for simpelt billede af Afrika. Afrika er ikke bare katastrofer og nødhjælp, og flere lande trodser historiens byrde og gennemfører strukturelle reformer, der peger fremad.
Det internationale handelscenter i Geneve udsendte fornylig en rapport, der viser, at Afrikas eksport af blomster, frosne fisk, t-shirts, bukser, fodtøj og transistorradioer er steget kraftigt i de seneste år.
Tunesiens elektronikindustri (med EU-markedet for øje) oplever en vækst på 22 procent om året og eksporterer nu for 500 mio. dollar. Tekstilindustrien i Sydafrika, Marokko og Zimbabwe - og i stigende grad Cameroun, Madagascar og Sudan - gør store fremskridt på eksportmarkederne, fastslår rapporten.
Afrikas økonomi er ikke bare sort i sort. Der er åndehuller af håb. I flere lande som Sydafrika er man ved at skabe et fungerende demokrati, og tidligere så ondartede konflikter i den centralafrikanske republik og i Guinea-Bissau er blevet løst.
Naturligvis er der mange skyggesider: Afrika har sine 'Pinochet'er', og guerilla-bevægelser finansierer opslidende krige - eksempelvis ved at sælge diamanter.
Afrika er et kontinent, der er rigt på råstoffer. Hvis de menneskelige ressourcer blev organiseret bedre, og man kunne stoppe hjerneflugten af titusinder af veluddannede afrikanere til Europa og Amerika, så ville meget være vundet. Det euro-afrikanske topmøde er ingen garanti for succes, men i bedste fald kan den formaliserede dialog gøre nytte.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu