Læsetid: 2 min.

Fængselspræst anbefaler delvis isolationsfængsling

14. april 2000

Folketinget er ved at vedtage en lov, der ifølge justitsministeren ikke kan administreres i praksis, påpeger fængselspræst

Folketinget behandler i øjeblikket et lovforslag, der skal begrænse isolationsfængsling - bl.a. ved at sikre muligheden for, at varetægtsfængslede anbringes i delvis isolation.
Fængselspræst Jørgen Worsaae Rasmussen, Københavns Fængsler, mener, at man ved at bruge delvis isolation fuldstændig undgår alle de psykiske problemer, som langvarig totalisolation skaber for den enkelte indsatte.
"Med delvis isolation undgår man, at de sidder låst inde i cellen 24 timer i døgnet i månedsvis og bliver syge af det," siger han til Information.
"Nu er Folketinget ved at vedtage en lov, hvor justitsministeren på forhånd siger, at en af de meget vigtige bestemmelser - om brugen af delvis isolation - ikke kan administreres. Men Folketinget har en moralsk forpligtelse til at skabe nogle rammer, så loven kan administreres," siger Jørgen Worsaae Rasmussen.
Retsplejeloven åbner mulighed for at bruge delvis isolation, men Strafferetsplejeudvalget konstaterer, at delvis isolation stort set ikke bruges.
Delvis isolation betyder, at en varetægtsarrestant ikke må have fællesskab med bestemte andre indsatte, men gerne med andre.
Jørgen Worsaae Rasmussen har sammen med Dansk Retspolitisk Forening foreslået særlige afdelinger for delvis isolation, hvor alle indsatte er underlagt brev- og besøgskontrol, men har mulighed for indbyrdes fællesskab.
Et konkret forslag om at indrette Sydfløjen i Vestre Fængsel, så den bliver egnet til delvis isolation, er blevet afvist af ledelsen af Københavns Fængsler. Ifølge Worsaae kan forslaget nemt realiseres, eftersom der konstant er 45-60 isolationsfængslede i Københavns Fængsler. Sydfløjen har plads til ca. 100.

Pression fra politiet
Jørgen Worsaae Rasmussen mener, at modstanden mod delvis isolation primært kommer fra politiet:
"Der er et element af pression i fuldstændig isolation. Den gør folk møre. Det kan politiet først og fremmest bruge i narkotikasager, hvor der ofte ikke er håndgribelige beviser," siger han.
Det argument afvises af vicepolitidirektør Bitte Dyrberg, Københavns Politi: "Isolation bruges af frygt for, at folk skal påvirke vidner.".
Hun mener, at Københavns Politi "sandelig er meget opmærksomme på", at der i visse tilfælde kan bruges mindre indgribende foranstaltninger end fuldstændig isolation.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her