Læsetid: 4 min.

Fanget mellem karriere og kærlighed

8. april 2000

Den succesfulde amerikanske kvartet No Doubt forlader på sit seneste album endegyldigt teenageproblematikkerne til fordel for en stribe overraskende indsigtsfulde sange om livet omkring de tredive

Ny cd
I grænselandet mellem rock, pop og ska bevæger den amerikanske kvartet No Doubt sig med et umiddelbart tilgængeligt udtryk, som dog stikker dybere end det meste af samme slags. Dette skyldes i høj grad gruppens blikfang og sangerinde, den energiske og karismatiske Gwen Stefani. Hendes lettere hæse og noget nasale stemme er på mange måder gruppens varemærke, på scenen er hun et manisk og sexet midtpunkt, og som tekstforfatter viser hun sig her på gruppens tredje album, Return of Saturn, som en fremragende korrespondent fra frontlinjen i kønnenes krig. Dette ikke sagt for at forklejne gruppens tre kompetente musikere, som på lige fod bidrager til gruppens indbydende sound, men uden Stefani ville der ikke være så meget, der skilte No Doubt ud fra planetens mange kompetente og potentielt spændende grupper.
Omend man næppe skal forklejne den helt specielle kemi de fire medlemmer imellem, som har fået dem til at holde sammen i godt tretten år, hvoraf de første otte blev henslæbt i obskuritet på den amerikanske vestkysts livlige, men benhårde ska-scene. Dannet af Stefanis storebror Eric i 1987, kom No
Doubts gennembrud først omkring 1995-96, da den for gruppen noget atypiske ballade "Don't Speak" - med tilhørende uimodståelig video - fra albummet Tragic Kingdom forvandlede dem til en af klodens mest populære attraktioner.

Stilsikker udgivelse
Måske blev nogle af de mange millioner, der i kølvandet på "Don't Speak" gik ud og investerede i albummet, lidt skuffede over dets kontante stil og generelle højenergiske udtryk, men pladen vokser ved nærmere bekendtskab, og i nogle år var No Doubt helt fortjent et af popscenens dominerende navne. De spyede yderligere et par hits ud - ikke mindst girl power-oden, "Just A Girl" - og Gwen Stefani blev én af tidens store rollemodeller for unge piger; med sin bindi i panden, sin forkærlighed for farvestrålende makeup og hele no bullshit-attitude blev hun kopieret på mangt et pigeværelse og i mangen en skolegård kloden over.
Men samtidig skred gruppens grundlægger og primære sangskriver, Eric Stefani, og da den i kølvandet på sin nyfundne popularitet gennemførte et par verdensturneer, skulle der gå adskillige år, før den for alvor kom i gang med opfølgeren til Tragic Kingdom. Og den er mere end i en forstand en afgørende udgivelse for gruppen, da der som bekendt ikke skal gå mange år på popscenen, før man er kørt bagom dansen af nye tendenser, klange og diller. Og i lyset af den sikre popsnedker Eric Stefanis exit er det med Return Of Saturn, at de tilbageblevne medlemmer skal bevise, at de holder som sangskrivere.
Det klarer den nu generelt flot - Return Of Saturn er en overall stilsikker No Doubt-udgivelse, der ikke gør verdensssuccessen Tragic Kingdom til skamme. Den føjer til gengæld måske heller ikke så meget nyt til indtrykket af gruppen, hvis man ser bort fra tekstuniverset. Som på forgængeren ligger de fleste af pladens fjorten skæringer i op- og mellemtempo-afdelingen, og leder man efter en ny "Don't Speak" er det diskutabelt, hvorvidt pladens tre i øvrigt fine ballader, "The Magic's In The Makeup", "Too Late" og "Dark Blue", vil vise sig i besiddelse af samme gennemslagskraft.

Ungpigedrømme
Melodierne er ligeligt fordelt mellem guitarist Tom Dumont og bassist Tony Kanal, mens Stefani leverer teksterne - samt sine første to solokompositioner, hvor i blandt den længselsfulde "Simple Kind Of Life" besidder et umiskendeligt hitpotentiale. Sangen er endvidere symptomatisk for det univers, der gerne indkredses i teksterne; en 30-årig kvindes splittelse mellem en tidskrævende karriere og kærligheden - i sådan helt traditionel forstand med børn, hus, mand og ordnede forhold. En i nogens øjne måske banal problemstilling, som Stefani dog formidler uden at sande til i almindeligheder eller klicheer. At pladens omdrejningspunkt er den såkaldte 30-års krise fornemmes helt ud i albummets titel - det tager planeten Saturn 29 år at gennemføre sin bane rundt om solen - og man har sjældent popmusikken fundet den kvindelige vinkel på sagen så ukrukket og direkte udtrykt: An attraction to tradition/ My vintage disposition/ My sincere architecture/ And I want to cook him dinner/ But I'm more indecisive than ever/ And who believes in forever?, som det symptomatisk hedder på den vindende "Marry Me".
Hos Stefani clasher ungpigedrømme med voksenlivets realiteter, hvilket udmønter sig i en stribe konfliktfyldte og prægnante tekster, der det meste af vejen forløses musikalsk. Især fungerer pladens første otte-ni sange upåklageligt, hvorefter gruppens begrænsninger begynder at mærkes. Det fine ved No
Doubt er, at de ikke gør sig til mere, end hvad de er - begavede popsnedkere med et højt energiniveau og noget på hjerte - spørgsmålet er så, om det er nok?
Tja, hvis det indre popdyr skal fodres - og det skal det jo - kunne man gå til værre kilder. Gruppen ligger lunt i midten af poppens første division, og man befinder sig godt i dens selskab. Om de så med Return of Saturn kan genindtage sin plads på toppen af poppyramiden vil tiden vise - der er i hvert fald mindst en fire-fem sange her, der ville klæde enhver hitliste. Og Gwen Stefani er stadig en stjerne.

*No Doubt: Return Of Saturn (Interscope/Universal) Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her