Læsetid: 3 min.

Den farlige utopi

7. april 2000

Leonardo DiCaprio lokkes af et strand-paradis i den lettere prætentiøse røverhistorie
'The Beach'
Ny film
Af
Det er den skotske trio bag en af 90'ernes centrale film,
Trainspotting, der har lavet The Beach - og nu er de for alvor med på Hollywood-vognen. Instruktøren Danny Boyle, manuskriptforfatteren John Lodge og producenten Andrew Macdonald er mændene, der først lokkede Titanic-stjernen Leonardo DiCaprio ind foran et kamera igen efter to års pause, men det har ikke ført til et værk af samme barbérbladsskarpe autoritet som Trainspotting.
I virkeligheden står man sig bedst ved helt at glemme de højt ansete navne (og nok også den roste bestseller af Alex Garland, der ligger til grund, men omarbejdes). Og så i stedet se The Beach som det, den i sin kerne er: en eksotisk eventyrfilm af den gamle Hollywood-skuffe, med en ung helt, der oplever noget nær alt, hvad han drømmer om: romantisk elskov, sanselig nydelse, hidsende livsfare, og som i det hele taget involveres i en perlerække af dramatiske hændelser af den slags, der allerbedst passer til lækre farver og bredlærred.

Væk fra turisterne
Leonardo DiCaprio er det ubeskrevne blad Richard, den unge Lonely Planet-rejsende med rygsækken fuld af oplevelsestrang og lyst til at stikke næsen i alt, hvad der smager af rå virkelighed fjernt fra det antiseptiske turisthelvede og væsensforskellig fra videospilskærmens fremmedgørelse.
Som i en gammel Stevenson-roman får Richard i Bangkok stukket et kort over en mystisk ø i hånden af en splittergal særling, der af egen erfaring ved alt om et overjordisk dejligt strand-paradis. Men som snart efter begår selvmord - ikke den bedste reklame for øens lyksaligheder. Richard kan selvfølgelig ikke nære sig, og sammen med et fransk par (han er forelsket i kvinden) foretager han den eventyrlige rejse til øen, hvor den lokkende strand ligger skjult af klipper.
Her finder han et kollektiv af ligesindede civilisations-lede yngre personer, der efter sigende har levet lykkeligt på øen i fem år under englænderinden Sals forstående ledelse. Væk fra turisterne og tilbage til naturen er løsenet for den stort set selvforsynende gruppe, der synes at have fundet det paradis, Richard drømmer om.

Slingrende
Halvvejs gennem filmen tegner alt lyst og lykkeligt, men selvfølgelig kan en film anno 2000 ikke tro på en naturgiven utopi - slanger dukker frem allevegne, og Richard er lige ved at ende som udstødt desperado.
Afstumpet gruppementalitet og nydelsessyg egoisme stikker grimme hoveder frem i et alt andet end perfekt paradis, hvor hajer af forskellig art lugter menneskekød. Uden at filmen dog for alvor fører opgøret med utopien igennem med nogen særlig stringens eller dybde. I stedet slingrer filmen stakåndet fra måneskinsromantik til blodsplattende grand guignol i et plot, der ikke bare er usandsynligt, men også mod slutningen melodramatisk på grænsen til parodiske. Og forsøg på at skabe ekkoer fra Francis Ford Coppolas Dommedag nu (som kort citeres i starten) virker som prætentiøse klistermærker på en gammeldags røverhistorie.

Veloplagt DiCaprio
Som anti-utopisk lignelse og som en moralitet om videospil-nørdens farlige appetit på førsthåndsoplevelser mangler The Beach altså det bid og den målbevidsthed, man kunne forvente af Danny Boyle. Men som højkulørt Hollywood-underholdning fungerer filmen livligt takket være sine - paradoksalt - appetitvækkende eksotiske locations og Boyles smidige og ofte både overraskende og velturnerede fortællestil. En montage-sekvens, hvor gruppen bestiller varer hos Richard, er f. eks. en lille drilagtig perle.
Leonardo DiCaprio presser alt ud af den ikke synderligt velkarakteriserede hovedrolle, mens den sensuelle franske Virginie Ledoyen stort set spildes som den skyggeagtige heltinde. Mere kød er der på Tilda Swintons mandædende heltinde, og det gnasker hun ganske fornøjet i sig.

*The Beach. Instruktion: Danny Boyle. Manuskript: John Hodge efter roman af Alex Garland. Amerikansk-engelsk (Imperial, BioCity, Albertslund, Gentofte, Værløse)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her