Læsetid: 2 min.

Farvel til fru Drusse

12. april 2000

Celloen i dansk teater har spillet sin sidste tone med Kirsten Rolffes' død, 71 år gammel

Nekrolog
Allerede ved debuten på Det Kgl. Teater i 1951 fik Kirsten Rolffes sit fortjente synonym, som mange års passioneret cerutforbrug ikke gjorde mindre velfortjent; men set fra denne ende af en imponerende karriere hænger et folkeligt tilnavn nok så meget ved. Fru Drusse - selvfølgeligt.
Via Lars von Triers okkulte landeplage fræsede ikke bare spiritistdetektiven og eksorcisten, men også moderdyret fru Drusse sig ind i alle obsternasige '68-børns dårlige samvittighed med sin bebrejdelse til den granvoksne Jens Okking, for dengang han flyttede hjemmefra i '68... "Jamen Mor, det var jo kun 3 dage," forsvarede Buller sig spagfærdigt og selvfølgelig til ingen nytte.

Samme bryskhed
Ikke alene var karrieren imponerende, damen var det så sandelig osse selv. Kirsten Rolffes så sin kræftsygdom i øjnene med samme bryskhed, som den hun med stor effekt turnerede med på scenen i et repertoire fra Lorca til Thomas Bernhards ubehagelige Når freden sænker sig. Fred var ellers ikke ubetinget professionalisten Rolffes' sag; i mange år fægtede hun for, at skuespilleruddannelsen, som 17 år efter hendes egen debut var blevet flyttet uden for Det Kgl., igen kom tilbage til Kgs. Nytorv, så de unge kolleger kunne lære at tale en stor scene ordentligt op.
Andre pejlemærker i karrieren var Maria Stuart, de mange Holberg-roller og gamle fru Levin - en tung arv at løfte efter Clara Pontoppidan. Samtidigt havde celloen også en farcestreng, som vibrerede i Bunbury, tonede i Du kan ikke tage det med dig og blomstrede i Cirkusrevyen 1985.

Den første Bodil
Tv-publikummet kunne ikke undgå at stoppe op ved hendes missionske faster i en klassisk Matador-episode, hvor personen kom til kort over for den Ghita Nørby, hun også spillede overfor i Dansen med Regitze der indbragte Kirsten
Rolffes hendes første Bodil. Senere blev hun - igen brysk - slægtsoverhoved i den uendelige DR-trivi Landsbyen, som de fleste tv-anmeldere elskede at hade og med god grund, men grunden hed ikke Kirsten Rolffes, hun var tværtimod et af få lysglimt i mørket.
I 1987 spillede fruen miss Archie, een af de hengemte skuespillerinder på et divapensionat i Edward Flemings filmatisering af Noel Cowards skuespil. Flere af hendes medspillere fra dengang er 'gået forud', som fru Drusse ville sige. Man ser det for sig: Mime Fønss, Lily Broberg, Berthe Quistgaard og nu fru Drusse samlet om en eftermiddagssherry i det swedenborgske rum - det er et trøstende muntert billede.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her