Læsetid: 4 min.

Farvel til Nørreballes 'skideballer'

15. april 2000

En samtale med boghandleren, der gjorde skideballen til sit varemærke

Portræt
"Hvor er du fra?" Vi har knap sat os i lænestolene i lejligheden over butikken på Gammel Kongevej på Frederiksberg, før den 82-årige Leif Nørballes krydsforhør om mine gener begynder.
"Jeg er fra København," siger jeg neutralt. Nørballes nedslåede blik fortæller, at svaret er usundt for mit ærinde: At få en forholdsvis fredelig samtale om litteratur og læsere med stifteren af Frederiksberg Antikvariat, der med sine cirka 1 million bøger er Nordeuropas største antikvarboghandel, og som netop er blevet solgt til Nansensgade Antikvariat.
Trods sygdom er Nørballes fjendskhed over for københavnere og især akademiske københavnere stadig stærkt.
"Men mit blod er nordjysk," siger jeg. Nørballes buskede øjenbryn bevæger sig et godt stykke op mod den skaldede isse, og øjnene byder velkommen. Der er hul igennem.

Nørballes skideballer
Der er kun to steder, kunderne betaler penge for at få skideballer. Det er i landets S/M-klinikker og i Leif Nørballes boghandel.
Efter en længere venskabelig samtale om antikvariatet og danskerne, falder snakken på den noget særlige måde, Nørballe har drevet butik.
- Du har ryg for at være bestemt og til tider ubehøvlet over for kunderne, men...
"Det er rigtigt, men hvad er det for kunder? Det er de kunder, der ikke ved noget. Jeg vil have, at folk siger, hvad de vil, i stedet for bare at sige bla-bla-bla."
- Men har det ikke også været dit varemærke at
give skideballer til kunderne?
"Nej! Nej, det har det ikke. Det er bare fordi, jeg ikke gider at tale med dumme folk. Jeg kan godt tale med folk om det utroligste, men det skal være provinsboere.
- Jeg har hørt historier om, at du har kritiseret folk for deres valg af litteratur, hvis de f.eks. har ønsket at købe en bog af Vita Andersen.
"Når man har læst meget, så kan man altså ikke lade være med at sige sin mening. Det er ikke kritik, det er bare min mening. Hende Vita Andersen." Nørballe sukker dybt. "Hun er altså et værre pjathoved. Selv om det er rigtigt, kan folk ikke lide, at jeg siger det."
Nørballe taler for det meste langsomt og eftertænksomt, men når snakken falder på hans særlige form for kundepleje er det med en helt anden glød og ivrighed.
"En mand kommer ind for at kigge sig omkring. Akademiker? Ja! Københavner? Ja! Sådan nogen kommer altid med en halv vind. Så kommer der en kvinde ind og spørger efter en bog om silhuetter, men den havde vi ikke. Så blander ham den københanske akademiker sig, og siger, at hun skal se dér og dér. Jeg holdt min kæft, for jeg vidste, at havde jeg gået ham på klingen, havde det været Guds ord spildt på Balle-Lars. Har du hørt om ham?"
- Nej, jeg har aldrig hørt om Balle-Lars.
"Så mangler du noget i din opdragelse."
- Nåh, men hvem er Balle-Lars da?
"Han var en værre forbryder, som levede i Sydsjælland."
- Men den københavnske akademiker ville altså ikke lytte til dig, så det var spild af gode ord at tale til ham?
"Han vidste jo ikke noget, og det ville han ikke erkende. Han regnede ikke med, at jeg interesserede mig for bøger om silhuetter. Men dér tog han fejl."

Orden i kaos
"Det bliver påstået, at jeg altid har nedvurderet folk, når de spørger efter en bog. Min medarbejder, Christiansen, og jeg har altid vidst, hvor bøgerne ligger, og derfor tillader vi os altså at sige nej, når der er nogen, der spørger efter en bog, som jeg ved, vi ikke har."
Mange boghandlere mener, at deres hverdag er blevet en hel del lettere med indførelsen af computere og internet, men den elektroniske databehandling har endnu ikke fundet vej til Frederiksberg Antikvariat på Gammel Kongevej. Ikke desto mindre har Nørballe og hans medarbejder gennem 46 år, Christiansen, overblik over de cirka én million bøgers placering.
- Hvorfor har du egentlig samlet så mange bøger?
"Hvorfor dit og hvorfor dat! Jeg startede med at samle på bøger under krigen, og så endte det altså med, at jeg havde henved en million af dem. Det er en kendsgerning, og kendsgerninger taler meget ofte for sig selv."
- Har du aldrig sagt nej til at købe nogle bøger, du fik tilbudt?
"Joooh, men ikke så tit. Jeg har en grænse, men den ligger noget langt ude."
"Bøger fortæller jo histo-rier, men de har også hver især en historie. Jeg talte med en pige fra Kalundborg en dag, og hun interesserede sig for gamle møbler. Kan du se den bog, der står ude til højre på tredje hylde nedefra?" Nørballe peger på en bog, der hedder Danske møbler før 1848. "Den bog tog hun ned fra hylden. Det var hendes lærermester fra Kalundborg, der havde skrevet den. Hun blev dybt overrasket over at finde den her."
- Det er et stykke kulturhistorie, der afsluttes med salget af din boghandel.
"Altså, jeg er et stykke kulturhistorie. Det vil jeg gerne indrømme. Jeg er en ærlig mand og siger aldrig noget, der er løgn. Jeg ved en helvedes masse ud over alle grænser.
- Hvordan har du det med at skulle sige farvel til dit livsværk?
"Det er en forpligtelse. Det må man finde sig i. Jeg har brugt mange år i den butik, men det er et overstået kapitel nu."
Indtil sommer vil Frederiksberg Antikvariat ligne sig selv. Derefter vil støvsugeren blive fundet frem og store dele af boglageret blive solgt på en såkaldt hollandsk auktion.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu