*Screw ball var navnet på en komediestil, der med verbal slagfærdighed og visuel raphed vandt hævd i 1930'ernes Hollywood - og faktisk stadig kan inspirere en moderne excentrisk komedie som Inside John Malkovich. Det uberegnelige, underfundige og skøre forener sig i denne crazy-fabulerende komediestil, der dyrkedes til fuldkommenhed af Gregory La Cava i en klassiker som Godfrey ordner alt fra 1936. Depressionens barske realiteter er baggrunden for historien om et overklasseselskab, der henter New Yorker-bumsen Godfrey ind i varmen for at more sig lidt over denne stakkel. Han bliver butler for den stenrige Bullockfamilie og kurtiseres af husets datter Irene - spillet af screw ball-dronningen Carole Lombard, der kunne være sexet, satirisk og rørende på én gang, fordi der lå en spillevende begavelse bag hendes særlige version af den hjerneblæste societypige. Lombard, der døde i 1942 ved en flyulykke, var måske den vittigste af alle 1930'ernes strålende komedienner, og hendes samspil med William Powells listige Godfrey er en udsøgt nydelse. Selvfølgelig har Powell et par stik og en velanbragt lektion oppe i ærmet, men filmen nyder snarere, end den hudfletter den forkælede rigmandsfamilie, hvor Eugene Pallette er den trivelige prop af en familiefar og Mischa Auer indbegrebet af en besværlig snyltegæst. - Gregory La Cava, der på grund af et alkoholproblem ikke fik den Hollywoodkarriere hans talent fortjente, har instrueret med sin specielle hastigt skitserede situationskomik, knitrende replikvid og elegante satire.
My Man Godfrey/Godfrey ordner alt. DR1, lørdag kl. 14.05- 15.40
*Svensk film har ry for tyngde og alvor, men står sig dog ikke værst på komedie- og farcefronten: Hasse&Tage, Lasse Åberg, Gösta Ekman og nu for eksempel denne charmerende komedie, der blev en kæmpesucces i 1997. Den får vredet egentlig ubegribelig megen morskab ud af et fladtrådt emne: et ungt ægteskabs ups and downs, romantik og hverdag, utroskab og anger, adskillelse og forsoning. Banalt lyder det, men iagttagelserne er friske, og formen original. De to instruktørerer Hannes Holm og Måns Herngren anvender f. eks. reklamefilmsparodier til at visualisere nogle af Adams mareridt om ægteskab og forældrestatus. Og hvorfor ikke på én gang drive gæk med den græsselige talk-showform a la Ricki Lake og anvende den som dramatisk motor i en historie, som konstant får overraskende drejninger. - Filmen fik en dansk aflægger i den ganske vellykkede Baby Doom, der dog ikke rummer den samme følelsesresonans som den svenske film. For al formleg til trods er der både psykologisk rimelighed og emotionel dækning for dette muntre dyk ned i de vanskelige år omkring de 30, hvor livsbanen skal lægges (næsten) - eller den uforpligtende ungdom (kunstigt) forlænges. Björn Kjellman og Josefin Nilsson spiller det ikke helt unge par, og de er begge glimrende uden at være pralende gode.
Adam & Eva. DR 2, fredag kl. 20.00-21.35
*Bodil Ipsens og Lau Lauritzens modstandsfilm fra 1945, De røde Enge, er et eksempel på, at dansk film ikke behøvede at vente til 1990'erne med at vække international genklang. Filmen vandt en fællespris, da den blev præsenteret på Cannes-festivalen i 1946, og derefter blev den vist i en række europæiske hovedstæder, deriblandt Paris, hvor den havde premiere under protektion af General de Gaulle og med det franske præsidentpar Auriol i salen. Hvorefter den kom op på seks parisiske biografer. - Filmen bygger på Ole Juuls roman, som han udgav i 1944 som flygtning i Sverige. Så med dette forspring kunne ASA efter befrielsen være hurtigt ude med den elementære, men kraftfulde historie om frihedskæmperen og sabotøren Michael, der er blevet forrådt af en stikker, og som under forhør og tortur ser tilbage på den aktion, der mislykkedes. Vi får de danske helte i aktion, men ikke i et alt for patetisk eller glorificerende tonefald: som personinstruktør vidste Bodil Ipsen (for det meste), hvordan man skulle holde igen. Poul Reichhardt fik et seriøst gennembrud som den hverdagslige, men modige sabotør, der ikke tænker så voldsomt dybt over tingene, men simpelthen kæmper, fordi "jeg ville skamme mig, hvis jeg ikke var med under en aller anden form". Instruktør Lauritzen spiller selv modstandsgruppens mere koldblodige leder, og Lisbeth Movin er kvinden, Reichhardt elsker: i hendes figur mærkes derimod forældelse i det salvelsesfulde tonefald. Preben Neergaard har en afgørende rolle som gruppemedlemmet Prikken, og i en minirolle ses en meget ung Preben Kaas.
De røde Enge. DR1, lørdag kl. 20.45-22.10
*Tran Anh Hung er en fransk-vietnamesisk instruktør med en formidabel lokalitetsfornemmelse. Han viste det i kammerspillet Duften af den grønne papaja, og han demonstrerer det til overmål, når han i Rickshaw fra 1995 indkredser en cykel-taxadrengs pedaltrampende hverdag rundt i Ho Chi Minh Villes (Saigons) gader. Larmen fra scootere og knallerter forener sig med en myretuelignende menneskevrimmel og skaber et pågående billede af en by i opbrud. Den unge fyr vil fremad i verden, men vikles ind i et gangstermiljø kontrolleret af en skrap Godmother og præget af bødlen Vuggesang, der bryder ud i blid følelsesfuld sang, hver gang han afliver sine ofre. Snart er den unge cykelhelt stik-i-rend-dreng for gangsterne, med speciale i brandbombekastning. Og hans uskyldige søster er også på vej ned ad skråplanet, som underdanig kæreste for en ung udslukt digter-alfons og desperado, filmens anden hovedperson. - Miljøets stank og korruption emmer ud fra billederne, men den interessante, talentfulde film skæmmes af filosofiske prætentioner og en skævvredet, melodramatisk opgejlet historie, der efterhånden sejler den langt mere interessante socialrealisme agterud.
Cyclo/Rickshaw. DR 2, lørdag kl. 20.55-23.00
