Læsetid: 4 min.

Flanderns mange mure

3. april 2000

37-årige Andrej Tchmil vandt Flandern Rundt, men det overskyggedes - set med danske øjne - af udelukkelsen af Nicolaj Bo Larsen

CYKLING
Det var med det samme at se, at der var noget galt. Torben Kølbæk, den administrerende direktør for det danske cykelhold Memory Card-Jack&Jones stod før starten i Brugge i lavmælt samtale med to danske journalister, der lyttede med en alvor, som ikke er sædvanlig i i den kølige morgentime før et vigtigt løb, hvor rytterne ankommer til indskrivning. Det sædvanlige er opstemthed og afslappet småsnak.
"Hvad er der sket?" spurgte jeg.
"Nicolaj har 51 - og det er ikke i feber," svarede radiosportens Peter Piil, der først var kommet til Kølbæk for at spørge uskyldigt nyt, men havde fået en håndgranat uden sikkerhedssplit i hænderne.
Detonationens ødelæg-gende konsekvenser for Ni-colaj Bo Larsen selv, for hans hold og for cykelsportens i forvejen blakkede omdømme i Danmark er uoverskuelig. Fire hold var udtrukket til at underkaste sig "helbredskontrol", som det hedder, tidligt søndag morgen.
Memory Caqrd-Jack&Jones var det ene, og den danske mester Nicolaj Bo Larsen fik målt sin hæmatokritværdi til 51 - en procent mere end den af sundhedsmæssige grunde fastsatte grænse på 50 og en indikation af, at rytteren har forøget sit blods evne til iltoptagelse med stoffet epo.

Sag nummer to
Det er det danske holds anden dopingsag. Sidste år blev dets belgiske rytter Marc Streel nuppet i en tilsvarende situation og omgående fyret, men tilfældet Larsen rammer sandsynligvis holdet hårdere. Memory Card-Jack&Jones er fra denne sæson rykket op i cykelsportens første division og står stærkt i billedet til en Tour de France-deltagelse. 80-90 glade jyske erhvervsdrivende, sponsorer og supporters er fragtet i bus til Belgien for at følge holdet i dets første sæson som World Cup-deltager, og Torben Kølbæk får næppe deres humør op igen og fastholdt deres tillid og investeringslyst ved at byde på en øl mere.
"Jeg har lige en arbejdsplads at redde," sluttede han samtalen og tastede et nummer på sin mobiltelefon for at rundringe den kedelige nyhed. Som han gik der alene på den store plads Grote Markt i Brugge med ludende skuldre i den sorte skindjakke og telefonen for øret, lignede han set bagfra en mand med et meget, meget stort problem. Rundt omkring ham i den kølige morgenluft med bleg sol skinnede alle de andre holds farvestrålende ledsagebiler og cykler, og der herskede den opstemthed og forventning, som er sædvanlig for starten på ethvert vigtigt cykelløb.

Lod som ingenting
Hvad der foregik inde i hovedet på Jesper Skibby var svært at lodde. Han vidste selvfølgelig, hvad der var sket med hans holdkammerat, men han lod som ingenting og slyngede vittigheder om sig som vanligt, inden han kørte til start. Og han var ikke mere påvirket af situationen, end at han efter 170 km. satte sit afgørende præg på den flamske klassiker med et insisterende udbrud over 50 km. Først i selskab med hollænderen Vierhouten, italieneren Ortenzi og Lars Michaelsen - der havde startet det - og siden alene, da de tre andre ikke kunne følge Skibby på brostenene over den berygtede stigning Kwaremont.
Tre af Flanderns "mure" passerede Skibby alene, inden han blev hentet af en tremandsgruppe bagfra, Tafi, Wauters og Serpellini, og aligevel havde han kræfter til at følges med dem over endnu et par mure, indtil eventyret sluttede kort før løbet gik ind i sin afgørende fase på den fjerdesidste af de 16 stigninger, Berendries. Polakken Spruch angreb fra spids på stigningen og hans ryk opad indledte en tilsyneladende afgørende udskilningsproces, hvor løbets favoritter for første gang trådte i karakter. Museeuw, Tchmil, Van Petegem.
Oppe på den berømteste af murene, den ved Gerardsbergen eller Grammont, som blot hedder Muur, stod anemoner i blomst under det spæde løv i skoven, som den stejle, smalle brostensvej slynger sig op gennem.
Der ligger et traktørsted, hvor man timer før rytternes ankomst kan spise pølser, drikke øl og se løbet på tv, inden man maser sig ud i mængden for at få et glimt af en rækkefølge og et kig direkte ind i de fortrukne ansigter, der passerer.
Et sug gik gennem mængden, da det i en højttaler meddeltes at den lokale helt Johan Museeuw var alene på vej op. Tre gange har han vundet dette løb, der for flamlændere er mere prestigefyldt end et verdensmesterskab, og en fjerde gang ville gøre ham til alle tiders mest vindende. Men Museeuw havde i år ikke det overskud, der kunne bringe ham afgørende fri, og da han passerede mit ståsted, havde han Deutsche Telekoms Steffen Wesemann lige i baghjulet, og en større samlet gruppe var ikke langt efter. Jeg noterede Memory Card-Jack&Jones' hollandske trumfkort Tristan Hoffman og Rolf Sørensen, som sad med trods en opsvulmet ankel efter sit styrt i onsdags i Panne. Han kørte Flandern Rundt på ét ben og skulle siden blive nummer 14 trods handicappet. Også unge Frank Høj var mindsandten med over blandt de bedste.
Mellem Gerardsbergen og sidste stigning, Bosberg, skete en regruppering, og en for dette løb højst usædvanlig afgørelse i massespurt var sandsynlig, da Andrej Tchmil foretog det usandsynlige.
Han angreb efter passagen af Bosberg, på flad vej, og skabte et forspring, der holdt de sidste ni kilomter til målstregen. En mand mod et 30 mand talstærkt, vildt jagtende felt.
Forbløffende af den 37-årige naturaliserede belgier -tidligere russer, moldav og ukrainer - der har vundet så højst forskellige klassikere som Paris-Tours, Paris-Roubaix, Milano-Sanremo og nu Flandern Rundt. Og vundet dem på vidt forskellige måder. Uberegneligt som hans vindende angreb i går.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her