Fnisende filosof

Peter Adolphsens 'Små historier 2' - som vi her bringer en håndfuld af - udkom tirsdag på Samlerens Forlag, og Informations Erik Skyum-Nielsen var lige så begejstret denne gang, som han var for første bind 'Små historier', som debutbogen fra 1996 hed. Selv når han er pjanket, er han samtidig viis, og man kan aldrig forudse, hvad der venter bag næste punktum, skrev Skyum om den 29-årige forfatter, der med bare to bind ultrakort prosa allerede har 'frembragt et vægtigt forfatterskab'

BOGTILLÆG/ANDEN SEKTION
Den langsomme kæmpe
Uden at genkaste en eneste af de bølger, som farer gennem luften, og derfor usynlig for alle, står der netop nu en kæmpe så høj som elleve Eiffeltårne oven på hinanden med foden hævet over en lille by i Nordsverige, men stille står den ikke: den er midt i et skridt, som allerede har varet i århundreder og vil vare adskillige endnu. Kæmpen er så gammel som jorden selv, og dens åndedræt og tidsfornemmelse er af geologisk langsommelighed: den ser gletscherne glide sindigt af sted, træerne sprøjter op som små fontæner og årstiderne oplever den som en umærkelig sitren. Det er først i disse århundreder, at den har bemærket den opretgående abe, som pludselig har spredt sig over kloden.

Marie, Jud og Gulemanden
En børnehistorie
En kedelig, grå dag stod Marie på legepladsen og sjippede. Der var ingen andre nede og lege, men hun tænkte, at der nok snart kom nogen.
Pludselig åbnede skyerne sig, og en flyvende tallerken kom lydløst svævende ned over legepladsen. Den hang lidt og blinkede med sine blå, gule og grønne lamper, inden der blev hejset en stige ned på jorden.
Så kravlede der et rumvæsen ned ad stigen. Det var en lille, tyk mandsling med et falsk julemandsskæg og en slags hjelm med skrueknapper og antenner. I hånden havde rumvæsnet en lille pind med en klokke i spidsen.
Marie stirrede vantro på den sære starut.
Rumvæsnet smilede over hele krydderen og gik over mod hende med en gakket gangart: Det vrikkede, vred og snoede sig og viftede med pinden, så klokken bimlede lystigt.
Da det kom hen til hende, stod det pludselig bomstille og løftede klokkepinden i strakt arm.
"Balop klop, to klafdok!" sagde det højtideligt. Marie satte et uforstående ansigt op, og rumvæsnet gav sig til at skrue på en knap på hjelmen. Lidt efter sagde det:
"Vær jordboet, oh hilsling!"
"Hvaffernoget?" udbrød Marie.
Rumvæsnet skruede en smule mere på sin hjelm og sagde så:
"Vær hilset, oh jordbo!"
"Nå, ja, tak. Og dig - vær hilset, oh rumvæsen!" sagde Marie og bukkede, for hun vidste godt, hvordan man gjorde, når der kom rumvæsner på besøg: det havde hun set i flimmerdyret.
"Hvor kommer du fra?" tilføjede hun så.
"Jeg kommer fra himlen. Jeg er jo din Gud. Kan du ikke se det på mit store, hvide skæg?" svarede rumvæsnet og pegede på julemandsskægget med klokkepinden.
"Hvaffernoget?" spurgte Marie igen.
"Steg lommer fra vrimlen. Vej er jo fin tud. Spand du strikke ble det på sprit spore, blide væg?" sagde det.
"Nu vrøvler du altså," sagde Marie, og rumvæsnet skruede igen på sin hjelm.
"Den fjottede oversætterhjelm var bare blevet indstillet på at rime, så jeg kom til at sige 'Steg lommer fra vrimlen' istedet for 'Jeg kommer fra himlen'. Rime, du ved nok, altså at hjerte rimer på smerte, som rimer på fjærte, som rimer på sværte, som ikke rimer på gummistøvle. Det gør snedkerhøvle derimod. Eller minister og medister. På hinanden, altså. Rime, mener jeg," sagde rumvæsnet og gik i en lille rundkreds om sig selv, alt imens det vrikkede og snoede sig.
"Oversætterhjelm?" spurgte Marie så.
"Ja, den hersens dims, jeg har på hovedet, så du kan forstå, hvad jeg siger. Hvis ikke det var fordi, den hele tiden går ud af indstilling, og jeg må skrue på knapperne," sagde rumvæsnet småirriteret og pegede på hjelmen med klokkepinden.
"Hvilket sprog taler du så, når du tager hjelmen af?"
"Så taler jeg latin og hebraisk, selvfølgelig. Har jeg ikke sagt, at jeg er Gud?" svarede det og blærede sig igen med sit skæg og bimlede lidt med klokken.
"Du ligner ellers ikke Gud," sagde Marie.
"Jo, jeg gør, for der står selv i min Håndbog for Rumrejsende, at I jordboer tror, at Gud har et stort, hvidt skæg. Desuden står der, at kaktusserne på skøjtebanen vrider sig når dørhåndtag har luftkasteller."
"Hvassirdu? Nu vrøvler du vist igen."
Rumvæsnet skruede på hjelmen og sagde:
"Jeg skovlede bare bulede strømper for rødspætten."
Men Marie rystede på hovedet, så nu tog rumvæsnet hjelmen helt af og undersøgte den. Imens sagde det:
"Spoooiit-splop-spoi-spoi-spoiiip! Splop!"
"Ja, nu forstår man i hvert fald ikke et pluk," sagde Marie.
Rumvæsnet satte hjelmen på hovedet igen og sagde:
"Så, nu skulle den være i orden. Jeg kom bare til at kalde tingene noget andet end det, de hedder. Det, jeg sagde, der stod i min Håndbog for Rumrejsende, var at de indfødte på jorden forestiller sig, at Gud har en klokkepind. Men nu ved er hvor, du at tror, jeg nu Gud at så," men det kunne godt se på Marie, at det ikke lød helt rigtigt, så det skruede på hjelmen igen og sagde:
"Pokkers til bøvl med den hjelm. Nå, det, jeg mente, var: Så nu, hvor vi ved, at du tror, at jeg er Gud - så kan du godt tilbede mig og sige 'Skrulla-badulla' og sprøjte appelsinjuice ud mellem fortænderne."
"Skrulla-badulla? Appelsinjuice?" spurgte Marie og så skævt på rumvæsnet.
"Ja, gør I jordboere ikke sådan, når I beder til jeres Gud?" Rumvæsnet vrikkede den ene fod frem og berørte sin tåspids med klokken.
"Nej, ikke i vores familie. Vi gør vist slet ikke noget. Men der nogen, som går i kirke, ved jeg."
"Kirke?" spurgte rumvæsnet, og så gik det galt med hjelmen igen: "Knirke? Knorke? Snorke? Storke? Styrke? Stærke? Stænke? Stinke? Skinke? Sminke?"
Nu gjorde Marie op med sig selv, at det rablende rumvæsen ikke var Gud - eller bare det der lignede - og gik hen og trak ned i julemandsskægget.
"Spoingg!" sagde elastikken, og så sad skægget oppe i panden på rumvæsnet og dækkede det halve af hjelmen og hele dets ansigt. Og nu gik det helt i ged for rumvæsnet:
"Granflæsk og nissekringler skal der til! Og bjældegaver og flettegrød! Og gåsekugler og rensdyrklejner og marcipanslæder! Julen er smerternes hest!" lød det inde fra skægget.
Marie trak på smilebåndet, trådte et skridt tilbage og sjippede en enkelt gang. Rumvæsnet fik bakset skægget på plads og skruet på hjelmen, men før det åbnede munden, sagde Marie:
"Jeg tror overhovedet slet ikke på, at du er Gud. Jeg tror, at du er et rumvæsen, som er kommet til jorden for at erobre hele verdensherredømmet."
Hun holdt en pause for at smage på det lange ord og være svært tilfreds med sig selv.
"Og nu vil du have, at vi skal tro, at du er Gud og bare overlade hele jorden til dig og dine venner, men den går ikke, min fine ven. Sådan en medisterfister!"
Det sidste vidste hun ikke helt, hvorfor hun sagde. Men hun havde i hvert fald set i fjernsynet, at når rumvæsnerne kom i deres flyvende tallerkener, så var det fordi de ville erobre jorden og verdensherredømmet.
Rumvæsnet blev helt brødebetynget: "Er det rigtigt, at du slet ikke tror på, at jeg er Gud-skud-tud-lud-Knud-brud?" Det bimlede lidt modløst med klokken.
"Ja, dit skæg er i hvert fald ikke noget rigtigt skæg," fastslog Marie.
"Nøh, dø ør dø økke," sagde rumvæsnet og skrabede lidt genert i gruset med foden. Marie fik helt medlidenhed med det.
"Det skal du ikke være så ked af," sagde hun så, "der skal nok være en anden, som tror på dig. Måske en af de voksne. De tror på så meget."
"Dor vu trirkelig?"
"Ja, men du må nok hellere få repareret din hjelm først."
Rumvæsnet smilede undseligt og skruede på hjelmen.
"Du har nok ret. Eller måske skulle jeg flyve hjem til min galakse og få mig en helt ny hjelm. Der skulle være nogle skidesmarte nye nogen, man kan få. Og måske også et rigtigt gudekostume."
Det kiggede på Marie og spurgte: "Er det ikke rigtigt, at jeres Gud er klædt i en rød dragt med hvide pelskanter og et bredt, sort bælte med guldspænde?"
"Nej, det er vist julemanden," svarede hun.
"Men er det ikke den samme? Er Jud og Gulemanden ikke no tavne til den gamme sut?"
"Nå ja, det kan da godt være ..." mumlede Marie, for det vidste hun rent faktisk ikke. "Men jeg vil spørge min far," sagde hun så og pegede på hjelmen for at markere, at den var i uorden igen.
"Ja, men så tager jeg altså af sted," sagde rumvæsnet og vrikkede tilbage til den flyvende tallerken og kravlede op ad stigen. Et stykke oppe vendte det sig, vinkede med klokkepinden og råbte:
"Længe så farvel!"
"Nej, omvendt!" råbte Marie tilbage.
"Farså velge læn!"
Og så steg rumvæsnet om bord, og den flyvende tallerken fløj sin vej.
Marie stod og sjippede lidt, og så trissede hun hjem.

Den engelske konges to visionære lignelser
Kong Edward af England og hans førsteminister var standset på en lille bro under den daglige spadseretur i slotsparken.
Sædvanligvis var statens affærer emnet for deres drøftelser, men denne dag skulle blive anderledes, eftersom kongen pludselig strakte højre arm lige ud i luften og fastslog:
"En engelsk yard er den nøjagtige afstand fra min næsetip til min ringfingers spids, ikke sandt?" hvortil førsteministeren prompte svarede: "Korrekt, Deres Majestæt, det siger loven."
"Og om vi nu forestiller os, at denne yard repræsenterer al den tid, der er forløbet siden jordens tilblivelse," fortsatte kongen, "hvilket tidsrum ville et enkelt strøg med en neglefil på min ringfingernegl så være?" spurgte han og så sin førsteminister strengt i øjnene.
"Øh, det skal jeg ikke kunne sige på stående fod," tøvede førsteministeren, blinkede med øjnene og trak hovedet baglæns i et lille ryk som et barn, der ikke forstår et spørgsmål, "en dag, et år?"
"Næ nej!" råbte kongen, "eet eneste strøg med en neglefil ville være hele menneskehedens historie, min gode herre, al den tid, der er gået siden vi skilte os ud fra aberne!"
"Deres Majestæt må udtrykke sig klarere ..." stammede førsteministeren.
"Og hvis vi nu forestiller os, at mit scepters gyldne kugle er solen, og safiren i min fingerring er jorden," fremturede kongen og tog en ring af sin finger og gav den til førsteministeren, "med hvilken afstand skulle de to så placeres for at gengive den virkelige afstand ude i verdensrummet? Kan de svare mig på det, min højstærede første minister?"
"Øhrhøm," rømmede førsteministeren sig og tog imod ringen med et ærbødigt lille buk, "jeg må erkende, at jeg ikke følger Deres Majestæts tanke, hvis ..."
"De skulle ud på noget af en rejse, min kære første minister, for denne min fingerring skulle befinde sig helt nede hos paven i Avignon!"
"Min kære Majestæt, vil De ikke nok være så venlig at forklare?" udbrød førsteministeren med fortvivlelse i stemmen, "Deres ydmyge tjener forstår ikke et ord af ..."
"Hvordan skulle jeg kunne forklare?!" brølede kongen, "Sådan er det bare. Jeg kan ikke i ordets forstand vide det! Hvordan i hede hule helvede skulle jeg kunne det, når vi i vort århundrede end ikke har et heliocentrisk verdensbillede? Når vi udregner universets alder ved at lægge de gammeltestamentlige patriarkers leveår sammen?!?"
Pludselig blev kongen helt paf og spurgte: "Hvad er det egentlig, jeg snakker om?"
Førsteministeren kløede sig i fipskægget og sagde: "De må ikke se på mig, Deres Majestæt, for mig var det ganske som det, jævne folk kalder sort tale."
"Det var da det særeste..." mumlede kongen.
"Hvis Deres Majestæt tillader mig, så tror jeg, det er tilrådeligt at opsøge konfessionariussen; hvem ved, om det er den ondes værk, disse sære tanker, som er opstået i den kongelige sjæl ..."
"Minsandten, min gode herre, De har ret. Til kapellet!"

Spøgelser alle vegne
Vi er uafladeligt omringet af spøgelser, for hver eneste gang en levende person tænker på en afdød, er hans eller hendes spøgelse tvunget til at overvære denne tanke, hvor flygtig den end måtte være. Følgelig kan de døde ikke sættes fri af spøgelsestilstanden, før de er fuldstændig glemte, hvilket almindeligvis ikke varer længe: indtil alle slægtninge og venner er døde og gravstenen sløjfet. Men der er dem, der må eksistere som spøgelser i længere tid, som f.eks. Leonardo da Vinci, der står modløs og usynlig på Louvre med et eneste umuligt ønske: at ødelægge det skide billede, eller Jesus af Nazareth, der efterhånden kun føler en dump irritation ved den idelige ihukommelse af hans navn.

Iotyn
På en planet indhyllet i gasarter ved mælkevejens kerne opstod for godt 2 milliarder år siden en art tænkende væsener, som ikke besad noget legeme i egentlig forstand, men var en slags usynlige gasskyer, hvis størrelse og bevægelse var styret af deres bevidsthed. Deres maksimumstørrelse var 23 kubikkilometer og minimum på atomniveau, de accelererede fra nul til lydens hastighed på et nanosekund, de kunne ikke penetrere fast materiale eller på anden måde påvirke deres omgivelser, og de hverken optog næring eller afgav affaldsstoffer, ældedes eller producerede afkom. Hver af de små tre millioner individer besad en særskilt bevidsthed, men deres erindring var kollektiv.
"Iotyn" var navnet, de gav sig selv.
For en lille milliard år siden drev nysgerrigheden iotynerne på rejse ud i galaksen. I kridttiden ankom de første til jorden, og snart efter at være trådt ind i deres erindring blev den lille blå planet i Orions bælte en attraktion for iotyner fra hele galaksen: De havde før set liv, men aldrig på så højt et organisationsniveau.
Efter godt 100 millioner år på jorden fandt iotynerne ud af, at de kunne tage ophold i et pattedyr ved at smutte ind i ægget lige efter at sædcellen var trængt ind og havde efterladt et hul i æggets hinde. Iotynen var derefter forenet med pattedyrets organisme hele dennes liv; et værtsskab, som dyret ikke bemærkede, og som opløstes ved dets død, hvorefter iotynen frigjordes i sin oprindelige, legemsløse skikkelse. Det taktile univers var en revolutionerende oplevelse, og det blev hurtigt populært at tage ophold i de jordiske organismer.
For 1 million år siden skete der endnu et spring i deres historie, idet to iotyner gik ind i et æg samtidig og opholdt sig sammen i værtsorganismen, og der så efter dennes død ikke fløj to iotyner op, men kun een. Deres bevidstheder var fra da af fordoblede i dybde og intensitet, men ikke i væsen. Sammensmeltningerne eskalerede, og efter endnu et tidsrum var totredjedele af iotynerne forenede, hvorefter fusionerne af flere end to begyndte at gribe om sig, tre, fire og flere iotyner samlede sig til bevidstheder af svimlende dimensioner.
Denne udvikling er fortsat indtil det absolutte slutpunkt: De oprindeligt tre millioner iotyner er nu forenede i een kæmpemæssig bevidsthed, som i dette øjeblik befinder sig inden i en ruhåret gravhund fra Nieder-Sachsen.