Analyse
Læsetid: 4 min.

Forhammer eller fløjlshandske

26. april 2000

Irans stadig magtfulde præsteskab lægger med avislukninger an til benhård styrkeprøve med Irans Gorbatjov

Det fundamentalistiske, iranske præstestyre er ikke sat ud af spillet, blot fordi reformisterne vandt valget tidligere på året. Det ville være naivt at tro, og det demonstrerede styret til fulde i weekenden med lukningen af otte reformvenlige aviser og fire ditto magasiner samt ved at arrestere to kritiske journalister.
Mohammad Khatamis nye reformregering tiltræder først om en måned. Det gamle parlament - endnu med fundamentalistisk flertal - sidder efter planen til 28. maj og kan i perioden indtil da forsøge at haste nye love igennem. Love, som stikker en kæp i hjulet på reformiveren. Som f.eks. den nye, opstrammede presselov, der blev vedtaget for kun to uger siden, og som er den, der sporenstregs er blevet brugt (præsterne har tidligere med jævne mellemrum lukket aviser midlertidigt). Ifølge loven skal samtlige dagblade godkendes af efterretningstjenesten, domstolene og politiet!
Sideløbende hermed har ayatollaherne rejst tvivl om valgresultatet i f.eks. hovedstaden Teheran med krav om omtælling, hvilket yderligere kan udsætte etableringen af det reformvenlige parlament.
Og ydermere har præsterne gennem det såkaldte Vogternes Råd, der består af seks præster og seks jurister, vetoret over for de beslutninger, der vedtages i parlamentet (ligesom det skal godkende kandidater til parlamentet). Sådan er systemet. Der er et verdsligt, demokratisk system og et fundamentalistisk religiøst system, der fungerer sideløbende, men fundamentalisterne har det sidste ord.
Læg hertil, at de religiøse fundamentalisters system og indflydelse går langt ind i administration og det juridiske system, herunder dommerstanden. Der er ikke som hos os et klart skel mellem lovgivende, udøvende og dømmende magt.
Så reformisternes kunst er en dans på krumsablens æg eller rettere Koranens skarpe sider.
Weekendens lukning af størstedelen af den reformvenlige presse er en markering af, at der nu er blæst til optrappet officiel kamp mod de reformer, som præsteskabet opfatter som en utilladelig udvanding af de hellige, islamiske værdier og en kasten sig i armene på de dekadente vestlige værdier og den umoralske vestlige livsstil.
De kommende måneder kan vise sig at være en afgørende styrkeprøve. Præsterne slår sig i tøjret, og det værst tænkelige scenarium, set med demokratiske øjne, er et millitærkup. Revolutionsgarden har allerede truet med vold til fordel for den fundamentalistiske islamisme. Reformfolkene vil snart mærke "revolutionens forhammer knuse deres kranieskaller", forlyder det fra garden.
Retorik?

Den iranske revolution indtraf, da Aytallah Khomeini for 21 år siden fra sit eksil i Paris blev hentet til Iran, hvor han afløste den vestligt orienterede shah, Mouhammad Reza Pahlavi, der ikke mindst i ugebladssammenhæng var kendt for sine to koner, først dronning Soraya, dernæst Farah Diba. Shahen faldt efter vedholdende uroligheder, strejker og demonstrationer, vendt imod ham.
Ayatollahen blev af store masser tiljublet og modtaget som en med længsel ventet frelser, der igen skulle sætte de islamiske værdier i højsædet. Den inerti varede en meget lang årrække, men i stigende grad oplevede mange iranere en skuffelse over den asketiske tolkning af Koranen, der nu blev bestemmende for det daglige liv. Det er den skuffelse, der har vokset sig så stor, at et flertal af iranere ønsker mildere vinde.
Dette flertal ønsker ikke decideret vestlige tilstande, men ser det sådan, at der nu er håb om indførelse af den form for islam, man havde håbet ville komme med Khomeini. Islam er ikke kun en religion, men en fin, gammel kulturform - Islam betyder fred og er i sit udspring en human barmhjertighedens religion. En stor del af ungdommen vil dog gerne også have fingre i vestlig livsform og har allerede taget forskud på fornøjelserne. Især de velhavendes døtre og sønner har i den grad taget forskud, som en tv-udsendelse for nylig viste.

Indtil videre har præsident Khatami udført sin reformvenlige mission med stor sans for balancekunst i en uophørlig give and take-manøvrering. Han kan ses som en slags Irans svar på Gorbatjov, idet han selv er udgået af præsteskabet, akkurat som Gorbatjov var et barn af den kommunistiske elite. Altså en indefra kommende 'rebel'.
Khatami har i sin foreløbige præsidentperiode - han kom til magten i 1997 - blandt andet fået lempet pressefriheden, så aviser kunne være kritiske over for både præstestyret og det demokratisk valgte. En ikke ringe bedrift i et parlament med fundamentalistisk flertal.
Søndagens massive lukning af reformvenlige aviser begrundes af præsteskabet med det, som enevældens censorer i fortidens Danmark sagde, da vi fik trykkefrihed, nemlig at "skrivefrækheden har bredt sig". Ikke med netop de ord, men i realiteten. Man vil ikke tillade, at Islams værdier 'bespottes' i aviser og blade.
Khatami manede straks til ro og besindelse for at afværge studenterdemonstrationer og deraf følgende risiko for at vække de militante modstandere. Trods det boykottede studenterne allerede i går undervisningen og gik på gaden for at demonstrere mod avislukningerne og uddele flyveblade.
Khatami satser formentlig på at holde spillet gående, til det nye og endnu mere reformvenlige parlament er på plads, hvorefter han vil kunne gå til værks med anderledes styrke.
Præsterne på deres side kan frygte et alvorligt backlash, fordi reformisterne nu i en lang periode har smagt pressefriheden, hvorved frustrationen og kravene om en genåbning af aviserne vil blive så meget desto større.

Hvor surt de fundamentalistiske mullaher end kan gøre livet for reformisterne, og om det skulle komme til et decideret kup, må man tro, at præstestyret i dets nuværende form lever på lånt tid - kortere eller længere.
Flertallet af de unge iranere, som skønnes at udgøre op mod halvdelen af befolkningen, ønsker næppe den isolation i forhold til Vesten, som ikke mindst fatwaen mod Salman Rushdie udbyggede med deraf følgende økonomiske sanktioner.
De vil have ytringsfrihed, friere omgang mellem kønnene, parabol, fax og e-mail, fodbold og film, og for resten er en iransk film på programmet i år på filmfestivalen i Cannes, hvor instruktøren Samira Makhmalbafs Takhte Siah (Den Sorte Film) bl.a. skal konkurrere med Lars von Triers Dancer in the Dark.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her