Årets NUMUS festival er i gang. Den er blevet ensbetydende med vanetænkning, men derfor kan der jo godt snige sig gode koncerter ind
NUMUS festival
Fremtiden - dengang og nu. Lyder det som en Storm P'sk parodi på en foredragstitel? Det er såmænd kun en ganske let omskrivning af det helt seriøst mente tema for NUMUS festivalen, der i disse dage løber af stablen i Århus.
Inspireret af årtusindskiftet sættes gamle fremtidsdrømme på musikkens vegne (dvs. eksperimenterende musik fra der var engang) over for nykomponeret musik, vistnok ud fra den underforståede antagelse, at alt hvad der er nyt og ungt må repræsentere en fremtidsdrøm. Så ved jeg ikke, om alle unge komponister nødvendigvis er glade for at blive markedsført som enten profeter eller fiaskoer.
Pudsigt nok er resultatet af denne friske fremtidsfokusering, at NUMUS netop dette år i særlig grad kan præsentere opførelser af nye værker af unge danske komponister og desuden vælger Henry Cowell (1897-1965), der tilhørte den livsgladt eksperimenterende amerikanske avantgardetradition fra første halvdel af forrige århundrede, som hovednavn.
For de læsere, der ikke er bekendt med festivalleder Karl Aage Rasmussens og dermed NUMUS's vante prioriteringer, kan det være en relevant forbrugeroplysning, at uropførelser af ny dansk musik og udbredelse af kendskabet til den amerikanske avantgardetradition altid har været placeret helt centralt i billedet.
En træg kultur
Nå, så er det altså det samme, der er vigtigt stadigvæk, selv om årtusindskiftet og fremtidsspøgelset fremmanes for at give et indtryk af noget visionært. Men det kan vel være lige meget, hvis bare koncerterne er gode. Og jo, der har allerede været nogle rigtig gode koncerter i løbet af de første dage. Men nej, det kan da ikke være lige meget alligevel.
Hvorfor skal man hele tiden overfodres med ordet ny og "Lyt ikke dig selv agterud" og hele den retorik, der postulerer dynamik og optimisme, når det er så tydeligt, at lige under overfladen er alle godt klar over, at det er nøjagtig den samme festival som altid, og at den beskæftiger sig med en musik, hvor udviklingen faktisk, stik mod alle forsøg på at opretholde det modsatte selvbillede, går meget langsomt. Ærligt talt, er det ikke snart på tide for NUMUS enten at prøve med nogle andre prioriteringer og ikke bare påstå, at det er det man gør, eller også i det mindste vedkende sig, at NUMUS er en konservativ festival i en i forvejen relativt træg og traditionsbundet musikkultur?
Ars Novas udmærkede koncert i Skt. Pauls kirke var tilrettelagt som en mindekoncert over det forgangne årtusind. De havde valgt at behandle temaet, således at de sang musik fra henholdsvis starten og slutningen af årtusindet. Jamen hov, det er jo tilfældigvis et program, der består af det, der altid har været Ars Novas kernerepertoire.
Retorikken, der vil sælge musikken og visionerne som altid og prinicipielt nye, er anstrengende, men de gør det godt, når de står der og synger, og hvor ville jeg nødigt have undværet at høre klangen af de fire tubaer og de fire euphoniummer, der akkompagnerede koret i Per Nørgårds Nu dækker sne den hele jord. En oplevelse, der alene var hele festivalen værd.
Unge komponister
Aldersgennemsnittet for de programsatte nulevende komponister er lavere end normalt. Det resulterer blandt andet i, at komponister som Juliana Hodkinson, Jexper Holmen og Edina
Hadziselimovic er repræsenterede, for nu at nævne de, jeg personligt har oplevet som festivalens hidtil mest opsigtsvækkende oplevelser.
En koncert satte fokus på Juliana Hodkinson, som tidligere har været det spillende Ensemble 2000's kunstneriske leder. Hendes meget personlige tilgang til, hvad det er at musicere, kræver en konstant lyttende og deltagende attitude hos musikerne, en attitude, som forplanter sig til publikum, der mærker at samarbejdet mellem komponist og musikere ikke har været forgæves.
Jexper Holmen har den efterhånden sjældne kvalitet, at han kan gøre publikum perplekst og dele det i to: De, der bare synes det er elendigt, og de, der fascineres. Jeg tilhører den sidste kategori, selv om jeg også måtte holde mig for ørerne i selvforsvar under det barnligt larmende Attempt, som det fremragende franske ensemble SIC spillede uden forbehold. En komponist af den ældre generation holdt sig dog ikke tilbage og råbte buh!, og han var vist ikke alene om at mene, at der var tale om en fup-provokation, men det må de om.
*NUMUS festival i Århus, 25.-30. april, 2000. Kunstnerisk ledelse: Karl Aage Rasmussen.
