VED PÅSKETID risikerer man at modtage en særlig slags anonyme breve, gerne tilsendt af familiens yngste. Mit navn det står med prikker! Pas på det ikke stikker!
Det er en gammel og ifølge Encyklopædien eksklusiv dansk skik, tidligst kendt fra sidst i 1700-tallet, sådan at sende et gækkebrev, der driver gæk med en. For tydelighedens skyld er der vedlagt en vintergæk, når ikke afblomstringen allerede er sat ind. Det gælder nu om at gætte afsenderens navn, da man ellers er en erkendtlighed skyldig, når vedkommende melder sig.
Under betegnelsen bindebrev var et tilsvarende fænomen dog kendt allerede i 1600-tallet, importeret fra Tyskland som litterær genre af Peder Syv efter den lærde digter Martin Opitz' mønster.
Ud over at indeholde en gåde og et vers blev et sådant brev også forsynet med en silketrådsknude. Dermed var man bundet til at holde et gilde for brevskriveren, da man jo umuligt kunne løse knuden. Det var især på sin navnedag, man modtog den slags udfordringer.
BINDEBREVE, der gik hen og blev en hel litterær mode, kan man finde beskrevet af Billeskov Jansen i hans Danmarks Digtekunst som en særafdeling af rimbreve og lejlighedsdigtning.
Sammen med bryllupsdigte, drikkeviser, leverrim og impromptuer giver de et farverigt indtryk af datidens selskabelighed og kulinariske fornøjelser, som når Jacob Knudsen Schandrup
(d. 1720) i sit bindebrev har store syner af forventede herligheder:
"Nu kommer da Supperne, gule og røde,/Vellugtende, krydede, fede og søde -".
Og slår man op i den lidt ældre Anders Bordings Digte, udgivet 1984, finder man en hel afdeling versificerede breve med indlagt knude, bl.a. til en vis Anna Maria Winstrup, der således skulle bindes:
Det beste raad jeg eder
veed
Er os tilfreds at stille
Og uden knurr och
karrighed
Os skaffe hvad vi ville
Confect og vin og lekkeri
Som I paa bord skal sette
Det er det som kand eder
fri
Och eders fængsel lette.
Større emotioner var på færde i Thomas Kingos bindebrev til jomfru Birgitte Balslev, skrevet endda fem år før hans hustru nummer to var død, under påskud af, at det var Gud, han ønskede den smukke Birgitte bundet til. De blev i tidens fylde mand og kone.
DER ER IKKE megen gåde og tvivl om disse brevskriveres drømme. At gække- og gådebreve imidlertid er en risikabel genre for naive sjæle, viser A.M. Goldschmidt i den tragikomiske novelle Mendel Hertz (1882).
Den lille, skæve skomager bor med sin mor i Mikkel Bryggersgade. Han føler for de store menneskeskæbner, Moses, Napoleon og tragediefigurerne Axel og Valborg. For eget vedkommende har han mere beskedne krav: han har aldrig modtaget et brev. Det kunne han tænke sig som fødselsdagsgave, får han sagt til familien. Hans kødelige søskendebarn, den 18-årige Salome klapper glad i hænderne og lover ham på denne bestilling en overraskelse. Og med fodposten får han da på dagen et brev med ordene:
"Gid Du iaar maa faa et Kys af den, Du helst ønsker."
Han forstår det som et løfte, og på sabbaten møder han op i sin bedste pynt og i god tro, slår armene ud med ordene:
"Saa bejler jeg til Dig som Jakob til sin Rachel!"
Pigen viger rædselsslagen tilbage. Hun er allerede forlovet med Isak Davidsen, får han koldsindigt at vide. Uden at ville det er hun kommet til at drive gæk med Mendel. Hans liv går i hårdknude, han går fra forstanden og dør efter et års tids forløb.
MENS JEG SKRIVER dette, får jeg øje på to forårskåde duer på gesimsen uden for ruden. Dér halvanden meter fra mig gør hannen sine tilnærmelser, der ikke er uvelkomne.
Med åbne næb kysses de hak i hak og vender om og danser lidt rundt. Pludselig sidder han med klamrekløer på hendes ryg, og med de karakteristiske bevægelser er den sag klaret på et øjeblik. Derefter står de lidt på afstand og vender øjne, stirrer mest den anden vej. Flyver så bort og lader voyeuren alene med sine bogstaver.
Brevduer var det vel ikke. Men et budskab om livets gang.
BREVE ER en farlig ting at omgås. En anden konsekvens af aldrig at have fået et brev har Villy Sørensen fortalt om i "De forsvundne breve", en af hans Ufarlige historier (1955): En ung bølle tilstår i retten, at han er kommet til at myrde et postbud, et af byens sidste. Forklaringen er, at der aldrig er nogen, der har skrevet et brev til ham.
Det var på en tid, hvor det var ved at gå af mode at skrive breve, hedder det. Og der havde da også været kun et eneste brev i postbudets taske, men det tror ingen på, for alle kommer nu i tanker om, at de netop ventede brev. Morderen bliver tortureret for at røbe, hvor de formodede breve er blevet af, men dør uden et ord. Ved begravelsen, hvor folk stimler sammen, lover de sig selv at gå hjem og skrive alle de breve om, som de havde sendt i de sidste år, men som ikke var nået frem. I den sidste scene ser man dem kaste lange øjne efter postbudene, der stadig går med tynde brevtasker daskende på ryggen.
Vi kender jo forventningen og den lette spænding, når brevsprækken klaprer og vi derefter skuffet må konstatere, at det kun var reklamer og rudekuverter.
Gækkebrevenes tid er nok ved at rinde ud, endda selv om børnene sidder ved computeren og taster deres koder ind med
snabel-a og sære forkortelser og trykker på send! Mit navn det står med prikker.....
