Efter at have udlevet sin vildeste og allermest elektrificerende rockside over en årrække, griber Neil Young på sit seneste, vellykkede album atter fat i sin akustiske guitar og de reflekterende ballader
Ny cd
Op gennem årene - og vi taler efterhånden om flere end tredive - har den 55-årige canadier Neil Young grundlæggende lavet to slags plader: Højspændte visionære elektriske udladninger - oftest med det faste backingband, Crazy Horse - og nedtonede reflektive akustiske affærer et sted i grænselandet mellem singer-songwriter og country. Det hele bundet sammen af en af rockens mest særprægede vokaler, en høj fistelstemme som trods stor udtryksfylde ikke er alles kop te.
Youngs seneste udspil, det ballademættede Silver And Gold, falder stilrent i sidste kategori. Og uden at der er tale om noget som helst nyt under solen ligger albummet i den bedre ende af Youngs produktion, som har været noget slingrende, for nu at udtrykke det mildt.
Stilskabende
Ikke desto mindre har Young - trods enkelte (uheldige) stilistiske afstikkere i især firserne - været sin muse rimeligt tro, og man tør roligt påstå, at des mere trofast Young har været, des bedre er resultatet blevet. Men det er i kraft af det spændingsfelt, der opstår qua vekselvirkningen mellem disse to væsensforskellige udtryk, at Young har formået at bevare sin relevans og nødvendighed, hvor så mange af hans jævnaldrende kollegaer spyer formelprægede og ligegyldige udgivelser på det nu omstunder noget stopfordrede marked.
Det interessante er, at
Young med få og basale virkemidler har formået at virke stilskabende inden for de to felter, han har gjort til sine. Hans indsats inden for minimalistisk, strømførende og meningsfyldt rock'n'roll gjorde ham til ikon for halvfjerdsernes punkbevægelse samt medførte, at han i halvfemserne blev udnævnt til 'the godfather of grunge' ... hvilket igen ledte til samarbejdet med bandet Pearl Jam på det ikke synderligt imponerende album, Mirror Ball, i 1995.
Men mens både punk og grunge hurtigt brændte ud i en blanding af hype, indavl og naturlige begrænsninger, formår Young stadig at gå på scenen, sættet stikket i sin Gibson Les Paul og som én af de efterhånden uhyggeligt få på scenen gøre enkel og uanstrengt rockmusik til en grænseoverskridende oplevelse. Hvilket han har bevist flere gange på dansk jord i løbet af halvfemserne; hvem kan således glemme, da han stillede op med legendariske Booker T & The MG's på Roskilde Festivalen i 1993?
Hans akustiske side udkrystalliserede sig tilbage i starten af halvfjerdserne, først på After The Goldrush (1970) - hvor strømførende rockbrag stadig lå side om side med akustiske ballader - og især på den stilskabende megasællert Harvest (1972), hvor han opfandt en egen form for slæbende og melankolsk
countrymusik, milevidt fra Nashvilles da anæstetiske standardlyd. Vor tids såkaldte no depression-navne står på skuldrene af treenigheden Hank Williams, Gram Parsons og Neil Young anno Harvest.
Rolig og afklaret
Han genbesøgte i øvrigt samme område tyve år senere på den graciøse Harvest Moon, men ellers prægedes halvfemserne af den elektriske Young, med højdepunkter som livealbummet Arc/Weld (1991) og det hudløse og selvransagende Sleeps With Angels, hvis titel alluderer til det da nys afdøde grunge-ikon, Kurt Cobain.
Men på den spritny Silver & Gold møder man Neil
Young i hans allermest rolige og selvafklarede hjørne. Med ti reflekterende ballader, affyret med en gammel mesters ro og overblik, har han valgt at sætte det personlige i centrum.
Uden nogensinde at blive helt så hudløs og udkrængende som han kan, er Silver & Gold præget af varme, eftertænksomhed og ikke så lidt nostalgi.
Måske er nostalgi ikke det rette ord om en sag som "Daddy Went Walkin", hvor Young ser tilbage på dengang hans fader forlod hjemmet, mens Neil stadig var en lille purk, men til gengæld er "Buffalo Springfield Again" - en hymne til hans første orkester, Los Angeles-gruppen Buffalo Springfield, som i sin korte levetid (1966-68) opnåede mere, end mange bands opnår på den tredobbelte tid - lader fortidslængslen få fuld skrue. Men sangen trancenderer sit specifikke udgangspunkt og formår at blive en beskrivelse af alle, der har været unge, dumme og vilde engang.
Lyrisk genhør
Der åbnes med en jubelvenlig erklæring om at det er "Good To See You" - i lige måde, fristes man til at sige - og i det hele taget er der en klædelig og smittende lethed over projektet, som hører til blandt Youngs allermest indbydende.
Han har omgivet sig med en flok gamle kendinge, her i blandt medproducer Ben
Keith på karakteristisk steelguitar og dobro, legender som trommeslager Jim Keltner, bassist Donald 'Duck' Dunn og keyboardspilleren Spooner Oldham, samt ingen ringere end Linda Ronstadt og Emmylou Harris som korsangere. Som sagt føjes der intet nyt til billedet af
Young som kunstner, til gengæld konsoliderer og forfiner han en facet af sig selv, som har ligget i dvale i mange år.
Smukkest står nok den naturhengivne "Red Sun", hvor Harris og Ronstadt giver en blæret opvisning i korsangens kunst, mens Young selv nærmer sig salmens form i en sang om længsel og forløsning.
I lyset af sådanne sublime øjeblikke tilgiver man gerne det omfattende musikalsk genbrug, for når en mester efterligner sig selv, går det sjældent helt galt. Så selvom Silver & Gold som sagt ikke byder på noget nyt under solen, betegner den et lyrisk og gribende genhør med Neil Young, når han er allermest nærværende og underspillet.
*Neil Young: Silver & Gold (Reprise/Warner) Udkommer i dag
