Læsetid: 1 min.

Gen-kort færdigt

8. april 2000

Menneskets arvemasse er kortlagt, hævder amerikansk firma. De vil bare score profit, siger kritikere

Det amerikanske bioteknologiske firma Celera kunne notere en dramatisk aktiekursstigning på 21 procent på børsen i New York efter firmaets meddelelse om, at man nu har kortlagt hele menneskets arvemasse.
Meddelelsen blev givet af firmaets kontroversielle leder Craig Venter ved en høring i den amerikanske kongres torsdag.
"Dette er din genetiske kode, dette er min genetiske kode. Dette er vores historie, vores evolution, den samlede menneskeheds fundament," sagde en oprømt Venter, der blev fulgt op af Cyrus Harmon, leder af det bioteknologiske selskab Neomorphic:
"Det er en utrolig videnskabelig bedrift. De har gjort, hvad ingen troede muligt."

Aktieboom
Ved hjælp af den efter sigende stærkeste civile computer i verden og en hær af kortlægningsrobotter har Celera splittet genomet op i en masse små DNA-stykker, som man ét for ét har lavet en molekylær kortlægning af. Det hele er nu lagret i Celeras store database, og tilbage er arbejdet med at få placeret stumperne i den rigtige rækkefølge.
Umiddelbart før Celeras afsløring havde præsident Clinton tilkendegivet, at den bioteknologiske industri skal kunne opnå patenter på anvendelse af den viden, genomets kortlægning sikrer.
Det indebar, at ikke kun Celeras, men den samlede bioteknologiske industris aktier steg markant torsdag og fredag.
Celera har ligget i hård konkurrence med det internationale og offentligt finansierede kortlægningsprojekt Humane Genome Project, HGP. HGP ønsker den samlede viden om den menneskelige arvemasse stillet frit til rådighed for videnskaben, mens Celera kun på betingelser og mod betaling vil dele ud af sin viden.
"De vil lave profit. Vi vil gøre informationerne offentligt tilgængelige," sagde fredag John Sulston, leder af den britiske del af HGP, til avisen The Guardian.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu