Analyse
Læsetid: 5 min.

Ghettoernes onde cirkel

28. april 2000

Når fransk politi dræber med en kugle i nakken, udløser det bølger af vold, brand og ødelæggelse - og det gentager sig med forstemmende regelmæssighed

Frankrig har på ny oplevet en af den slags blodige episoder, der næsten er blevet rutine, fordi de foregår i et miljø, der er som skabt til at fremkalde dem - storbyernes deprimerende højhusforstæder, hvis typiske befolkning er fattige og udstødte - og fordi der i disse betonghettoer hersker en permanent krigstilstand mellem en stor del af de unge og politiet.
I Lille, i den sydlige bydel Lille-Sud, der tæller 23.000 indbyggere, bliver Ryad Hamlaoui, en ung mand på 23 år af algerisk nationalitet, kort før påske overrasket midt om natten, mens han er i færd med at stjælpe en bil sammen med en kammerat. To politibetjente antaster de to unge mænd, og den ene af disse står ud af bilen. Hamlaoui, der sidder på passagersædet, når ikke at stige ud, før den ene politibetjent skyder på ham bagfra på mindre end to meters afstand. Skuddet rammer ham i nakken, og han er død på stedet.
Den 27-årige politimand, der var for hurtig på aftrækkeren, har undskyldt sig med, at han følte sig truet af 'en pludselig bevægelse'. Men Hamlaoui var ubevæbnet, og under de følgende timers undersøgelser viste tilfældet sig så graverende, at den offentlige anklager sigtede politibetjenten for 'forsætligt manddrab' og afsagde fængslingskendelse.
En så fast optræden over for en politimand, der har begået et drab, er uhyre sjælden i Frankrig. Normalt lyder sigtelsen i sådanne tilfælde på 'uagtsomt manddrab' eller 'vold med døden til følge', og den sigtede løslades.
Drabet på den unge mand udløste omgående rasende optøjer i kvarteret, og to nætter i træk var der voldsomme sammenstød mellem unge og politi, afbrænding af biler, angreb på butikker og på kommunekontoret. At politibetjenten var fængslet og sigtet for forsætligt manddrab - det kan straffes med op til 30 års fængsel - havde næppe nogen formildende virkning på de ophidsede unge i kvarteret, selv om det straks blev hilst med tilfredshed og anerkendt som 'et klart signal' af de foreninger og talsmænd, der varetager ghettobefolkningens interesser.

Nu diskuterer man på ny i Frankrig, hvorfor den slags episoder gentager sig så tit, hvorfor 'ghettovold' er blevet et specielt fransk fænomen - selv om andre lande også har deres voldsproblemer - og hvorfor det franske politi refleksmæssigt begår drab under tjenesten.
Der er nogle nærliggende svar på det sidste spørgsmål. Franske politifolk har altid følt sig dækket ovenfra som repræsentanter for den almægtige franske stat. De forlader sig på beskyttelse og sympati i deres eget hierarki og retsvæsenet, og det går helt til tops, idet indenrigsministeren, der er ansvarlig for politiet, næsten aldrig udtaler sig kritisk, uanset hvilke overgreb politiet begår. Det virker, som om politikerne er bange for at kritisere politiet, der på den måde fremtræder som en magtfaktor hævet over demokratiet. Retsforfølgelsen af politifolk, der har begået drab, har hidtil været forbløffende mild, hvilket naturligvis bidrager til den mistillid, for ikke at sige det indædte had til politiet, der kendetegner en del af ghettoungdommen. På den baggrund er anklagemyndighedens kraftige reaktion efter Lille-episoden en positiv nyhed, og der er grund til at håbe, at det ikke bare er et isoleret tilfælde.

Politifolkenes egen undskyldning er, at deres arbejde er farligt og stressende, og at opgaverne i ghettoforstæderne med deres kriminalitet, vold, narko, had og anarki er næsten umulige at løse. Hvis dette er rigtigt, hviler der et tungt ansvar på regering og lovgivningsmagt, der har været alt for langsomme til at drage den logiske konklusion: Der kræves en kraftanstrengelse for at højne politiets kvalitet gennem rekrutteringen og uddannelsen.
Det franske politi har ikke for ingenting et dårligt ry. Tilfælde af racistisk optræden rapporteres jævnligt, og de fleste voldseksplosioner i forstæderne fremkaldes af politiovergreb, især drab.
Brutale overgreb og drab er heldigvis ikke dagligdags begivenheder, men politiet kritiseres for en adfærd, der forpester atmosfæren og bidrager til den gensidige foragt, den permanente krigstilstand mellem politi og unge i visse kvarterer. Identitetskontrol - en mani hos det franske politi - foretages rutinemæssigt i disse kvarterer, nårsomhelst, hvorsomhelst og uden anledning. Denne forhadte praksis, der føles som en chikane, er et typisk udtryk for den franske stats traditionelle magtfuldkommenhed og kendes ikke i samme grad i noget andet demokratisk land.
Der er sket forbedringer, men Frankrig er bagefter visse andre europæiske lande med tilpasningen af politiet til nye opgaver. Først inden for det sidste par år er man begyndt at skabe det, man kalder 'nærpoliti' - politi, der er integreret i kvarteret, søger at komme på talefod med de unge, arbejder som en positiv social faktor med et menneskeligt ansigt og udfører tålmodigt, forebyggende arbejde. Alt for ofte blev politiet opfattet af de unge i de 'vanskelige' kvarterer som en slags besættelsestropper, der repræsenterede en fremmed magt. Paradoksalt nok er Lille-Sud et af de kvarterer, hvor man har forsøgt at etablere et nærpoliti, og ansvarlige folk i kvarteret siger, at der faktisk var opnået visse positive resultater.

Men hvad repræsenterer politiet i disse problemkvarterer, når det går hårdt til? Det er de tropper, der udsendes i frontlinjen i et kriseområde for at tage sig af de uheldige følger af udstødelse og segregation, af det franske samfunds nådesløse klassegeografi. Det er problemer fremkaldt af en social udvikling gennem årtier, som politikerne har ansvaret for, og de kan ikke løses af politiet. De skyldes den hovedløse udvikling af højhuskvarterer i 1960'erne og 1970'erne, middelmådigt byggeri uden nødvendige omgivende faciliteter - og derefter en flugt bort til nye parcelhuskvarterer, fremmet af lovgivningen og stimuleret af bankerne, med det resultat, at en næsten homogen fattig befolkning - med et stærkt indslag af farvede indvandrere - blev tilbage i de hurtigt forslummede betonkolosser.
Det er en udvikling, som sociologen Pierre Bourdieu indgående har analyseret og peget på som en af det franske samfunds fundamentale svagheder i dag. Sammenligninger med andre europæiske lande viser også, at 'forstadsghettoerne' med deres ensartede profil er et specielt fransk fænomen, og at den sociale segregation i Frankrig er ekstrem. I andre lande kender man også storbyvold og fattigdomsrelateret kriminalitet, men problemerne er geografisk spredt i varierende bykvarterer.
Det franske indenrigsministerium har udarbejdet en liste over 800 distrikter, hvor volden er et problem. Mens der i 1995 blev anmeldt 6.500 tilfælde af forstadsvold, var tallet i 1998 steget til 16.000. Når unge i de socialt belastede forstæder mere og mere begår meningsløs vold - overfalder buschauffører, brandfolk, ja selv læger, der tilkaldes om natten - har man indtryk af, at udviklingen styrer ind i en blindgyde. Det er den samme 'logik', der vil, at når de unge kaster sig ud i rasende protester mod f.eks. politiets overgreb, så er det deres egne kvarterer, de vandaliserer, de lokale beboeres biler, de brænder af.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her