Læsetid: 4 min.

Goethes urroman

6. april 2000

SIGNATUR
Et fantom - således betegner den amerikanske litteraturforsker Marc Redfield den såkaldte 'dannelsesroman'. Dermed mener han, at genren som sådan knap eksisterer, eller at den kun optræder som en idealtype bag forsøgene på at skrive den.
Som hovedeksempel herpå fremdrager Redfield Goethes store, og med rette berømte roman Wilhelm Meisters Lehrjahre fra 1795-96, ofte betragtet som dannelsesromanernes fader, den uudtømmelige ur-kilde bag alle udløberne. Men kigger man lidt nærmere på den, viser den sig at være, ikke en idealtype, men et overmåde egensindigt produkt gennemsyret af ironi, såvel som af en hemmelighedsfuld, dybt subjektiv livserfaring.
Wilhelm Meisters Læreår beretter i otte småbøger, opstykket pædagogisk i overkommelige kapitler, om købmandssønnen og skuespillerspiren Wilhelm, hvis udvikling vi følger fra yngling til mand, idet dog kronologien forbliver overlegent springende.

Fra dreng til mand
Som dreng legede han med dukker på et dertil indrettet teater. Som ungt menneske hygger han sig med en skuespillerinde, der imidlertid, tror han, bedrager ham på det grueligste. Skuffet drager han i forretningsmission for sin fader, men knytter sig snart til en omrejsende skuespillertrup, som han understøtter økonomisk, idet han stedse kredser om den rette forståelse og opførelse af sin yndlingsdramatiker Shakespeare, Hamlet dog især.
I denne fase dyrker han skuespillerinden Philine, tiltrækkende og lunefuld. Men efter et røverisk overfald lægger han afstand til hende og længes i stedet efter en ukendt, en skøn amazone, der kom og lod en læge tage sig af hans sår.
Senere spiller han Hamlet på scenen og kastes ud i trinvise katastrofer, hvis art og omfang han dog længe nægter at erkende.
En esoterisk klub, det såkaldte Tårnselskab, har imidlertid holdt vågent øje med ham og optager ham i sin kreds.
Og sluttelig kan Wilhelm efter nye, kun delvis gennemskuelige forviklinger og erfaringsskred forlove sig med amazonen - og overtage ansvaret for Felix, sin søn med teaterpigen fra bogens første del.

Rå spiritualitet
Et referat som dette gør uvægerlig værket uret.
Eksempelvis får det ikke med, at Wilhelm tidligt knyttes til den androgyne akrobat Mignon og dennes bundulykkelige fader, kaldet harpespilleren. Ejheller giver indholdssammendraget indtryk af den rå sprititualitet, der overalt præger romanen.
Som Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832) nemlig skildrer Wilhelm, bliver denne bestandig klinisk gennemlyst. Alvidende er fortælleren ikke, han spiller indimellem på sin uvidenhed; men forfatteren har suverænt konstrueret en beretterstemme, der tværs gennem alle omsvøb tillader sig at hævde, at sådan og sådan tænker eller føler man, når man er ung og illuderet.
En 'livsalderbevidsthed' sættes igennem trods fortællerens tilsyneladende identifikation med den søgende hovedperson.
En anden mærkværdighed ved romanen består i, at dens talrige bifigurer på én gang optræder hverdagsrealistisk og symbolsk stiliserede.
Man spiser og drikker og elsker og sover og har tit pengesorger; men når Wilhelms skæbnesvangre illusioner skal henholdvis opbygges og brat nedbrydes, er det, som om alle gribes af en kæmpemæssig førende gudshånd. Mekanikken skramler, man kan altid se taljer, kabler og kulissestøtter på Goethes episke scene.

Klinisk klarhed
Hertil svarer i sproget en besynderlig tørhed og knaphed. Selv når helten gennemgår skelsættende optrin, skriver Goethe med samme mildt overbærende kliniske klarhed.
Tag eksempelvis scenen, hvor Wilhelm går småfuld i seng oven på en premiere. Indtil sidste øjeblik manglede man nogen til at agere Hamlets faders genfærd; men ånden kom mirakuløst til stede og talte med Wilhelms egen faders røst, hvad der fik vor helt til at spille fuldkommen livagtigt. Han spillede slet ikke!
Lettere fortumlet kryber Wilhelm til køjs og mærker sig, som der så står, "von zarten Armen umschlungen, seinen Mund mit lebhaften Küssen velschlossen und eine Brust an der seinigen fühlte, die er wegzustossen nicht Mut hatte." Nyt kapitel! Hvem den barm tilhørte, som Wilhelm ikke havde mod til at støde fra sig, hører vi ikke. Philine var det nok ikke. Men i næste øjeblik står huset i flammer!
Der er absolut ingen tvivl om, at Goethe i en række scener trækker på esoterisk viden om kærlighedsevnens forvandling, om gennembrud af såkaldt 'højere' indsigt, og om menneskers undertiden paniske forsvar mod at kende sig selv til bunds.
Men hvilket forhold der består mellem denne viden og dannelsen af et selvberoende borgerligt subjekt, ja, derom strides de lærde, sådan som man kan overbevise sig om ved at sammenligne Aage Henriksens læsning af værket i Litterært testamente (1998) med Per Øhrgaards betragtninger over det i essayet Goethe fra i fjor.
Forvirringen står indstøbt i romanen selv, som spændingerne mellem lysende spiritualitet og en måske til syvende og sidst u-kommunikérbar erfaring.
Men ubestemmeligheden opstår nu også ved fortællerens ironi, af romanens klare bevidsthed om sig selv som spil, om spillene i spillet. Af Goethes bevidsthed om kunsten som kunst.
Dannelsesromanens urtype må som så mange store værker (også) læses som meta-roman. Måske dens 'emblem' kan være Mignon, som er fysisk deform, men hvis sjæl er bærer af selve det poetiske sprog.

Marc Redfields studie Phantom formations udkom på Cornell University Press 1996. Romanen findes oversat (mangelfuldt!) af Kai Holberg i Værker, bd. 10-11, 1928

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu