Analyse
Læsetid: 5 min.

Golan bremser fredsproces

17. april 2000

Med Israels beslutning om atter at give grønt lys for at udvide de jødiske bosættelser
på Golanhøjderne er den israelsk-syriske fredsproces skrinlagt i lang tid fremover

Med udgangen af sidste uge bekendtgjorde Israels ministerpræsident Ehud Barak, at der nu atter er grønt lys for at udvide de jødiske bosættelser på Golanhøjderne. Regeringen satte sidste år stop for alt nybyggeri i forbindelse med genoplivningen af fredsprocessen og fornyede udsigter til, at højdedragene atter kunne komme på syriske hænder som del af en fredsaftale.
"Så længe døren kun står meget lidt på klem for nye forhandlinger med Syrien, mener jeg kun det er naturligt at en del af de projekter på Golanhøjderne, som er blevet forsinket flere måneder, får lov til at udvikle sig," var Baraks begrundelse for regeringens beslutning.
Den israelsk-syriske fredsproces har i den sidste tid taget en vending, som på mange måder ligner en skrinlæggelse i lang tid fremover. Tirsdag i sidste uge var Barak i Washington for at møde Clinton, angiveligt med det formål at puste nyt liv i fredsprocessen, men reelt var hensigten at omlægge den politiske udvikling i regionen ved at få amerikansk støtte til at trække alle israelske soldater ud af den såkaldte sikkerhedszone i Sydlibanon inden juli.
Denne tidsramme har Barak sat sig selv, og skal det blive til noget, vil de første soldater skulle forlade Libanon kort efter påske. Mange havde gerne set dette som led i en fredsaftale med Syrien, der med en troppetilstedeværelse på 60.000 mand og formel kontrol med den islamiske Hizbollah-milits, har et stort ord at skulle have sagt i Libanon.
"Hvilken grund skulle nogen have til at øve vold, hvis Israel trækker sig tilbage i overensstemmelse med FN-resolutionen?" sagde Clinton efter mødet med Barak. Bemærkningen faldt som svar på pressens spørgsmål om, hvad USA har til hensigt at gøre for at undgå ny optrapning af den væbnede konflikt langs den israelsk-libanesiske grænse, hvis Israel forlader området udenom en fredsaftale med Syrien. Clintons udtalelse kan tolkes som en advarsel til Syrien om at holde sig i ro, og er i virkeligheden en støtte til den kolde skulder, Israel har givet Syrien ved sit kursskifte. I Damaskus har man nemlig længe betinget sig, at en fredsaftale med naboen i syd indbefatter tilbagelevering af hele Golanområdet til Syrien, og har i dette søgt at bruge sin magtposition i Libanon som trumf.
Skillelinjen hedder 4. juni 1967. Indtil denne dato havde Syrien adgang til vandet i Jordanfloden og Genesaret Sø. Her ønsker Syriens præsident Hafez al Assad sig tilbage, mens israelerne går efter en grænsedragning fra 1923, som vil holde Syrien i mindst 10 meters afstand af vandene. Godt en tredjedel af Israels vandbehov kommer fra de nordlige bjergområder, hvoraf Golan tegner sig for 90 procent. Og fordi landets øvrige vandressourcer efterhånden er så medtagne af forurening og rovdrift, hentes 65-70 procent af alt israelsk drikkevand i Golan.
Syrerne har flere gange forsikret, at de ikke har til hensigt at udnytte vandressourcerne - det gjorde de heller ikke før 1967. Israelerne synes selv, de strækker sig meget vidt ved at være klar til at rykke Golanhøjdernes jødiske befolkning på 18.000 op med rode.
"Dette er, hvor jeg anerkender grænsedragningen mellem Syrien og Israel. Før 1967 holdt jeg meget af at svømme i Genesaret Sø; jeg grillede på stranden; jeg spiste fisk," skal Assad ifølge syrisk presse have udtalt kort efter forrige uges skuffende topmøde i Geneve, hvor han og Clinton ikke nåede frem til noget passende kompromis i sagen.

Der er et betydeligt følelsesmæssigt element i den fastlåste situation. Det vurderes, at Golanhøjderne for Assad først og fremmest er et spørgsmål om ære. Han var forsvarsminister, da Syrien tabte seksdageskrigen i 1967, og ved at få tabt land tilbage kan han få både personlig og national æresoprejsning.
Hvis man derfor kan tage det for pålydende, at Syrien ikke har til hensigt at bruge søbredden ved Genesaret til andet end grilludflugter, svarer situationen lidt til, da Egypten afviste at slutte endelig fred med Israel, før man fik tilbageleveret Taba. Det var den sidste rest af Sinaihalvøen, som er et området på mindre end en kvadratkilometer. Mubarak helmede ikke. før Taba var tilbage på egyptiske hænder. Et spørgsmål om ære.
"Hele Genesaret Sø skal være uden for syrisk territorium og under fuld israelsk kontrol," siger undervisningsminister Yossi Sarid fra venstrefløjspartiet Meretz, og får støtte til sit synspunkt helt ud til fredsaktivisten Uri Avnery fra det yderste venstre.
"Vi tror slet ikke, præsident Assad ønsker fred med Israel, hvilket han har mange indenrigspolitiske grunde til. Så derfor betragter vi ham som en form for forbundsfælle i spørgsmålet om vores fremtid, selvom det lyder lidt paradoksalt," siger Ron Moskowitz, som er talsmand for de jødiske bosættelser i Golan.
Han mener i høj grad, Assad vil udnytte vandressourcerne, ikke mindst fordi der i Damaskus tales om en storstilet genbosætning i Golan. Udover de nuværende ca. 20.000 drusere havde området før 1967 en syrisk befolkning på 50-90.000, hvoraf en del dog var soldater. Men ifølge Moskowitz har Assad planer om at tilføre området en langt større befolkning.

Barak har lige fra sin tiltræden for et år siden ført en udenrigspolitik, som den israelske forsker Mark Heller kalder forhærdelsesprincippet. Ved at vise en overrumplende imødekommenhed over for modpartens krav står en forhærdet Barak i virkeligheden fast på sine krav. Da Syrien første gang fremsatte krav om israelsk tilbagetrækning fra Golan, varede det ikke længe, før Barak viste sig villig til dette. Assad måtte ifølge Mark Heller ane uråd og svare igen ved skærpede krav, som er følelsesmæssigt vanskelige for Israel og fremkalder den hårdknude, Barak hele tiden har ønsket.
Situationen svarer det lidt til at give bud på en brugt bil. Hvis brugtbilsforhandleren med det samme godtager tilbuddet vil enhver fornuftig køber ane uråd og trække følehornene tilbage.
"Vi stoler på fremtiden," fortsætter Ron Moskowitz, som glæder sig over, at byen Katzrin allerede i sidste uge fik grønt lys til at påbegynde opførelsen af 207 boligenheder i byen. "Hvem ville give tilladelse til dette, hvis han ikke også stolede på, at nogen kommer til at bo i husene?"
Bag regeringen Baraks beslutning om at gøre ende på byggestoppet i Golanhøjderne anes den amerikansk-israelske enighed om at give Syrien en kold skulder, som ikke mindst er dikteret af realpolitiske omstændigheder. Israels anslåede omkostninger ved en rømning af Golan i form af kompensationer til befolkningen og omlægning af infrastruktur forventes at løbe op i en prisklasse svarende til syv Øresundsbroer. Eftersom Syrien vil kræve lignende beløb og hele regningen formodes dækket af USA, ved alle, at Clintons muligheder for at få godkendelse for dette er små.
Derfor har begge ledere vendt sig mod andre og måske lettere opnåelige mål i den mellemøstlige fredsproces, hvilket umiddelbart leder opmærksomheden over på forholdet til palæstinenserne. Begge statsledere har brug for en sejr - Barak for at holde sammen på sin regering og Clinton for at sikre sit eftermæle.
Denne mulighed åbner sig måske når selvstyreformand Yasser Arafat møder Clinton i Washington den 20. april.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her