Læsetid: 3 min.

Hvem er bange for Woolf?

14. april 2000

- ikke Marleen Gorris, der har lavet en smuk, men traditionel filmudgave af Mrs. Dalloway

Ny film
Man skulle umiddelbart ikke tro, det kunne lade sig gøre at lave en bæredygtig film ud af Virginia Woolfs bevidst flimrende kollektiv-roman om en lysende dejlig juni-dag i London anno 1923. Og hollænderen Marleen Gorris, der huskes for Oscarvinderen Antonias verden, har da heller ikke forsøgt at skabe et dækkende filmisk sidestykke til Woolfs bevidsthedsstrøm, der fører hende i mange lyriske og meditative retninger på én gang.
Men nok er Mrs. Dalloway fra 1925 et særdeles bevidst litterært eksperiment i opposition til den velordnede roman med dens faste møblement af hoved- og bipersoner. I sin episk omsvøbsfrie form opleves bogen den dag i dag alligevel som en sprællevende og hudnært sanselig skildring af engelske skæbner set gennem en enkelt junidags prisme - altså et pragtfuldt stykke materiale for en filmskaber. Og det er netop de skarpt sete enkelt-episoder og fint indfølte, nuancerede karaktertegninger, Marleen Gorris benytter til sin generelt velformede filmudgave, der lægger sig ganske nydeligt i kølvandet på engelske traditioner for historiske film, f. eks. af E.M. Forsters romaner.

30 år efter
Filmen har et oplagt trumfkort i Vanessa Redgraves varme, sensitive fremstilling af societyfruen Clarissa Dalloway, der valgte den begrænsende overklassetryghed, da hun giftede sig med rare, halvkedelige Richard i stedet for den heftige, begavede ungdomstilbeder Peter, der ville erobre verden.
Nu ca. 30 år efter mødes de igen som gamle venner med hver sin skæbne, borgerligt fastlagt for Clarissa, men endnu usikker for Peter, der stadig har sin lille lommekniv fremme at fingerere ved i kriseøjeblikke. Hvad der hændte dengang påvirker endnu adfærden, selv om de nu begge har passeret de 50. Og derfor bruger Marleen Gorris den hævdvundne flashback-teknik - ikke så subtilt som Virginia Woolf, men traditionelt dramatisk understregende: så afgørende var valgene, så fatale for dem begge. Var de konventions-indsnævrede og livsfornægtende? Var de rigtige?

Granatchok
Samtidig fortælles andre historier fra romanen, først og fremmest om den sindslidende unge Septimus med granatchokket fra Første Verdenskrigs skyttegravshelvede. Septimus kom tilsyneladende helskindet ud af krigen, men kun på bekostning af en forråelse, der nu slår om i selvanklager: kan han overhovedet føle noget længere?
Lidt for kliché-agtigt vanvidsspil af Rupert Graves hæmmer denne historie, hvis forbindelse med Mrs. Dalloways og Peters overvindelse af deres (erotiske) granatchok ikke gøres klar nok. En skarp scene, der viser datidens velmenende, men håbløst overfladiske psykiatriske behandling, står dog stærkt, og der er et beåndet glimt af ægte ømhed, da den stakkels mands italienske hustru (spillet af Amelia Bullmore) pludselig viser sin kærlighed til ham med en enkel gestus.

Fin karakterskildring
Marleen Gorris lader klogt forskellige skuespillere fremstille personerne på de to alderstrin, men Natascha McElhone kan som den unge Clarissa forståeligt nok ikke helt leve op til Vanessa Redgraves karisma som den samme figur i en ca. 30 år ældre udgave. Alligevel får tilbageblikkene efterhånden et eget-liv af både lyrisk og emotionel intensitet: disse tilsyneladende så banale øjeblikke - en enkelt hverdagsreplik på en græsplæne, en rotur i måneskin - lades retrospektivt med voldsom mening. Igen mærkes Virginia Woolfs digterhånd i den følte konkretisering af, hvad der på papiret ligner en banal trekantshistorie.
I det hele taget er personskildringen tiltrækkende facetteret. Clarissa er på én gang den konventionelle selskabsdame og en livsbekræfter, der får det maksimale ud af, hvad der er hende givet. Peter Walsh på én gang en taber og en overlever med lidenskabens gnist. Og Richard Dalloway lidt af et typisk engelsk fæhovede, men også en mand med varme og finhed.
Virginia Woolf nægtede at sætte sine personer på formel. Det samme gør Marleen Gorris. Og heri består den trofasthed, der nok er den mest betydningsfulde i forholdet mellem det små-geniale forlæg og filmatiseringens smukke håndværk.

*Mrs. Dalloway. Instruktion: Marleen Gorris. Manuskript: Eileen Atkins efter Virginia Woolfs roman. Amerikansk-engelsk-holllandsk (Palladium, Gentofte Kino)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu