Læsetid: 3 min.

Hvorfor?

7. april 2000

'Juliane' er en dårlig sæbeopera klippet om til film

Ny film
Jeg tog mig selv i at spørge om 'hvorfor', da jeg havde set Juliane, Hans Kristensens efterfølger til sin egen Jane Aamund-filmatisering Klinkevals.
Ganske vist er Juliane en bedre film end sin forgænger, men ikke meget - der skal heller ikke meget til - og mere ved et tilfælde end forsætligt.
De to film, som vi også bliver plaget med i tv-serie-form på et eller andet tidspunkt, lider af fundamentale dramaturgiske problemer, hvilket hænger sammen med, at de er forsøgt tilpasset både tv og film og derfor ikke passer til nogen af formaterne. Faktisk vægrer jeg mig lidt ved at bruge udtrykket film om to produkter, der tydeligvis ikke er tænkt som film.
I Juliane springer man fra højdepunkt til højdepunkt, fra tragedie til glædesrus og tilbage igen, uden mulighed for at sunde sig. De sidste 20 minutter ligner en trailer: Juliane er gravid, hun føder, nogen dør, hun er gravid igen, skal til bryllup, en eller anden dør, og hun føder. Det foregår i et hæsblæsende tempo, og man mister fornemmelse for tid og sted. Det er endeløs sæbeopera klippet ned til ingenting.

Børnene
Men for nu at starte med begyndelsen. Juliane fortsætter, hvor Klinkevals slap: Juliane er blevet gift med sin Otto, han arbejder, hun passer hus og de to nye børn, Joseph og lille Otto, mens søn Johan og datter Thora er blevet voksne og ved at opdage det modsatte køn og deres egen seksualitet.
Otto er stadig glødende socialist, og Juliane tror stadig kun på sig selv, sin mand og sin familie. Hun lever i nuet og for sig selv, mens han forsøger at tænke på fremtiden og være solidarisk.
Thora og Johan forelsker sig begge. Hun i den lokale fiskehandlers søn og han i glædespigen Betty, der arbejder i forlystelsesetablissementet Barcelona, hvor også Johan får engagement som entertainer, akrobat og leverandør af billige vittigheder.
I baggrunden lurer den voldsomme kamp mellem arbejdsgiver og fagforening. En af Julianes søstre er blevet medlem af den spirende suffragette-bevægelse, og et par dødsfald og illegale aborter bliver det da også til undervejs i den overlæssede historie.
Hans Kristensen propper så meget ind i filmens sølle 100 minutter, at intet får lov at blive foldet ud. Alting præsenteres ganske kort, og så er det straks videre til den næste ting. Det er ødelæggende for publikums engagement og filmens troværdighed.
Det er velgørende, at filmens fokus for en tid ligger på de unge familiemedlemmer og deres eventyr med livet og det modsatte køn. Det giver et frisk pust til historien, at man ikke behøver se så meget til famlende Mette Lisbys Juliane, der er for usympatisk og unuanceret en karakter til, at man får sympati for hende.

Ikke planlagt
Skuespilpræstationerne er i bedste fald ok, og visuelt er der heller ikke meget at komme efter. Billederne er grimme og kornede, og selvom tidsbilledet er bedre og klipningen mere rytmisk end i Klinkevals, så ser Juliane ikke ud af noget særligt. En billig tv-produktion banket op på et stort lærred, hvor man kan se alle de små fejl og mangler.
Juliane var ikke planlagt som film, da Klinkevals ramte biograferne sidste år, men muligheden forelå, og materialet til tv-serien blev lynhurtigt flikket sammen til en spillefilm, da Klinkevals' succes så ud til at være hjemme.
Jeg formoder, at det er derfor, at Juliane mere ligner en række highlights fra en tv-serie end en spillefilm. Jeg undrer mig så over, at Filminstituttets 60/40-ordning har proppet 2.4 mio. kr. i filmen på et tidspunkt, hvor den var færdigindspillet.
Det er at gøre grin med filmstøtten - ikke mindst fordi filmstøtte netop er, hvad navnet siger, støtte til film og ikke til et dårligt film-tv-hybridprodukt.

*Juliane. Instruktion: Hans Kristensen. Manuskript: Stellan Olsson. Dansk (Alt for mange biografer)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her