DRONNING MARGRETHE er jo altså ikke den eneste, der har 60-års fødselsdag i morgen. Det har mange andre, så lad os benytte lejligheden til at sende alle andre en hilsen, hver især, for det, de nu måtte have bedrevet. Det er netop det gode ved fødselsdage: Denne ene gang om året kan enhver føle sig som noget særligt med deraf følgende ret til at blive hyldet, hvis man ellers har nogen, der vil fejre en. Det har imidlertid ikke enhver. Ensomheden er et stort problem i dagens ellers folkerige Danmark.
En af dem, der også har fødselsdag i morgen, er billedkunstneren Ingahild Grathmer, et navn, som lyder islandsk, men kunstneren er pæredansk. Hun har sjældent udstillet, skønt hun de få gange, det er sket, har fået positive omtaler. Men hun har ikke modtaget meriterende priser, ligesom Statens Kunstfond aldrig har begavet hende med stipendier. De seriøse anmeldere er gået uden om hende i en stor bue. Til gengæld opnåede hendes tidlige værker ganske høje priser på en auktion for nylig.
DEN VELORIENTEREDE læser ved allerede, at Ingahild Grathmer er pseudonym for ovennævnte Dronning Margrethe. Et pseudonym, som hun dog for længst har ladt bag sig, da det alligevel ikke kan skjules, hvem der gemmer sig bag.
Ingahild Grathmer alias dronning Margrethe har foruden malerier og akvareller lagt signatur til bl.a. illustrationer til Tolkiens Ringenes Herre og Historierne om Regnar Lodbrog. Hendes alter ego stod i 1991 for scenografien til Bournonvilles Et Folkesagn på Det Kgl. Teater. Af alt dette er det ikke svært at gætte, hvad dronningen gerne ville være, hvis hun ikke havde været dronning.
Senest har hun - og den iboende Ingahild Grathmer - vist sig i et offentligt parløb med billedkunstneren Bjørn Nørgaard i en indfølt og begejstret modtagelse af dennes gobeliner. En total blåstempling af en kunstner, som engang forargede det ganske kongerige med kunstneriske hesteslagtninger og deslige. Man kan næppe forestille sig to mere forskellige kunstneriske gemytter end Ingahild Grathmer og Bjørn Nørgaard. Men er der to, der står sammen...
DET ER SAGT til hudløshed, at dronningen har røgtet sit 'embede' til et 13-tal med kløgt, intelligens, charme, humor, osv. i endeløse baner, så det gentager vi gerne, selvom det i disse dage kan nærme sig det, man i den anden ende af samfundet ikke ville tøve med at kalde brækpunktet eller på engelsk: Point break.
For dagbladet Information, der på et tidspunkt var endog særdeles republikansk, har dronningens håndtering af monarkiet betydet, at det har været nærmest umuligt at opretholde optimismen, hvad det angår. Vi er blevet ganske tavse. Eller for at sige det lige ud: Republikken er slet ikke på dagsordenen. Det gælder ikke kun for os, men for de politiske partier fra Det radikale Venstre og over mod venstrefløjen, som pr. historisk definition har været republikanske i hovederne og programmerne. De er blevet aldeles stumme.
Og bag denne kendsgerning er en åbenlys beundring, ikke mindst for den måde, hun med en sabels skarphed har skåret til benet, når hun satte sig til skærmen nytårsaften for at oplæse sit budskab til befolkningen. Hun må ikke sige noget politisk, men har alligevel med imponerende balancegang sagt befolkningen nogle sandheder, f.eks. dengang hun skosede danskerne for at møde de nye danskere med 'dumsmarte bemærkninger'. En årgangs-Margrethe og en klar støtte til flygtninge og indvandrere. Tag den Pia Kjærsgaard! Dronning Margrethe var politisk - og dog ikke politisk.
Akkurat som skjoldmøen, der ifølge den nordiske mytologi skulle være nøgen og alligevel påklædt, og som løste cirklens kvadratur ved at iføre sig et fiskenet.
FEMINIST har dronningen heller ikke kunnet være sådan lige ud ad landevejen. Men hun har været det alligevel - ved sit eksempel, og da hun sammen med prinsgemalen med sikker hånd valgte til dansk at oversætte feministen Simone de Beauvoirs Alle mennesker er dødelige, en titel, der i sig selv er med symbolsk budskab. I et tæt kultursamarbejde med Prins Henrik, som engang udgav en digtsamling, som slet ikke var så ringe endda.
Et budskab, som også fortæller, at der er et andet menneske i dronningen, som kun kan komme glimtvist til udtryk. Hun vil aldrig kunne vurderes på linje med andre kunstnere, om hun så græd og bad. Aldrig kunne vurderes på sine kunstneriske gerninger. Dertil er emnet for ladet. Det er vel også en slags ensomhed.
Ingahild Grathmer har båret sin medfødte skæbne med værdighed, ligesom dronning Margrethe har. Sidstnævnte har respekteret andre, som gjorde det samme. Med en storsindet ydmyghed, som mange på det lag kunne lære af. I flæng kan nævnes Mærsk McKinney Møller. Det er kongeligt.Bjørk
