Læsetid: 2 min.

IT-branchen udfordrer fagforbundene

11. april 2000

Fronterne mellem IT-branchen og fagbevægelsen trækkes stadigt hårdere op og kan true aftalesystemet

Arbejdskulturen i en lang række af de nye himmelstormende virksomheder i IT-branchen udfordrer den såkaldte 'danske model'.
Aftalesystemet mellem arbejdsgiver- og lønmodtager- foreningerne er under beskydning, fordi de unge IT-medarbejderes arbejdskultur ikke passer ind i de eksisterende normer på arbejdsmarkedet.
Fagbevægelsen har enorme og uoverskuelige problemer med at indfange de unge himmelstormere i IT-branchen. Mange medarbejdere kan ganske enkelt ikke se, hvad de skal bruge de stive strukturer i fagbevægelsen til.
Det mener Tim Frank Andersen, der er direktør i internet-virksomheden Framfab.
"Som virksomhedsleder handler det i dag mere om at holde på medarbejderne, end at tjene penge. Eller det vil sige, det ene kommer nødvendigvis før det andet," siger Tim Frank Andersen til Information.
"Vi er nødt til at opbygge hele organisationen omkring medarbejderne, give dem ejerandele, aktieoptioner og supergode vilkår. I fremtiden er det medarbejderne, der sidder i sadlen." siger han. Derfor, mener Tim Frank Andersen, kan medarbejderne ikke bruge fagbevægelsen og det etablerede aftalesystem til noget. Det er simpelthen for ufleksibelt.
Det er fagbevægelsen uenig i.
I IT-fagforeningen PROSA har man godt nok p.t. svært ved at engagere de unge medarbejdere i fagbevægelsen, men man tvivler omvendt ikke på, at der er brug for fagbevægelser og fælles overenskomster i fremtiden.
Næstformand i PROSA, Niels Bertelsen tror, at branchens medarbejdere vil komme krybende, når krisen kradser.
"Medarbejderne kan hurtigt blive skuffede. Selv om man læser om mange succeshistorier i pressen, så findes der også mange fiaskoer. Nogle medarbejdere kommer i klemme, fordi virksomhederne f. eks. ikke kan leve op til de voldsomme ambitioner, som de har," mener han.
Finn Hansen fra HK Samdata mener, at meget af den igangværende polemik mod fagbevægelsens manglende omstillingsparathed skyldes misforståelser.
"Medejeren af Jubii, Martin Thorborg har udtalt, at han overhovedet ikke kan bruge medarbejdere, der er organiserede i fagforeninger, fordi de skal arbejde på bestemte tidspunkter. Men det er simpelthen forkert" siger Finn Hansen.
"Selvfølgelig kan vi lave en fleksibel og individuel aftale for den enkelte," siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her