Læsetid: 2 min.

Italienske spasmagere

15. april 2000

Gianluigi Trovesi og hans landsmænd forstærker den europæiske, genreoverskridende bevægelse i jazzen

Koncert
Nutidig italiensk jazz er for de fleste af os ensbetydende med pianisten Enrico Pieranunzi, som så virtuost fortsætter traditionen fra afdøde Bill Evans. Men vi er nu ved at blive fortrolige med en mere eksperimenterende jazz fra Italien, sådan som det fremgik af et fuldt jazzhus til koncerten med Gianluigi Trovesis ensemble torsdag aften.
Dette besøg var et led i en italiensk jazzinvasion (muliggjort ved støtte fra Det italienske Kulturinstitut), der også omfatter trompetisten Pino Minafras Sud Ensemble, som i morgen (kl. 20) spiller i Huset, Aalborg. Udover disse live-visitter er der netop udsendt to cd'er, som uddyber billedet af ny italiensk jazz.
Trovesi og hans folk repræsenterer en tendens, som vi kender fra flere andre lande i Europa, nemlig en frigøren sig fra den (afro)amerikanske påvirkning, som har givet europæiske musikere deres elementære jazzforståelse, men som efterhånden også har fremmet en afskårethed fra europæiske musiktraditioner.
Hos Trovesi og hans ligesindede udnyttes inspirationer fra ældre og yngre kompositionsmusik ved siden af folkelige former som cirkus- og gademusik, film- og kabaretmusik, militær- og slagermusik, gerne sideløbende med jazz-reminiscenser, ofte i mosaikagtige sammensætninger af humoristisk tilsnit.

Virtuost
Torsdag aften havde man gerne hørt lidt om disse inspirationer hos Trovesi, men det blev ved præsentation af musikerne på italiensk. Egentlig er der tale om en oktet, men én musiker havde fået forfald, uden at det gjorde den store forskel, da han spiller slagtøj.
Trovesi har spillet med de samme musikere siden oktettens start for en halv snes år siden, og det mærkedes på den udbredte virtuositet i soloer og sammenspil. For så vidt burde alle nævnes, men jeg holder mig til Trovesi, der især er en bemærkelsesværdig klarinettist, mens hans altsaxspil med bl.a. Ornette Coleman i bagagen var noget mere almindeligt - og Pino Minafra, der foruden trompet og flygelhorn også trakterede megafon med en humoristisk form for italiensk rap.
Også arrangementerne, som vist helt skyldtes Trovesi, var iderige og udnyttede den uortodokse instrumentation - med bl.a. cello plus bas, begge overvejende strøgne - i kapriciøst overrumplende indfald. Folk, som i modsætning til Deres anmelder hørte oktetten ved et tidligere besøg, ankede dog over, at programmet var for præget af gentagelser.
Den nyeste plade med Trovesis oktet er stadig Les Hommes Armés (Soul Note, 1996), som jeg tidligere har anmeldt. Helt ny er derimod en duoplade med Trovesi og harmonika-spilleren Gianni Coscia, som leger himmelspjæt med et bredt folkeligt repertoire plus John Lewis' "Django".
Mens vi har hørt denne fascinerende duo før, både in persona og på plade, er tubaisten Michel Godards fransk-italiensk-schweiziske oktet en nyhed, og hvilken! Med samme slags inspirationer som hos Trovesi, og med Trovesi og Minafra som gengangere, anvender Godard en lige så original besætning (med bl.a. to sangerinder og en harmonikaspiller) i en musik, som hører til det mest elektrificerende, der længe er kommet fra Europa.
Så vi kan nok klare os uden hjælp fra de amerikanske venner.

*Gianluigi Trovesi Septet i Copenhagen JazzHouse torsdag
*Gianluigi Trovesi/Gianni Coscia: In cerca de cibo. ECM 1703
*Michel Godard: Castel del Monte. enja ENJ-9362-2

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her