Læsetid: 2 min.

Japans leder i koma

4. april 2000

Japans regering ventede et døgn med at fortælle om ministerpræsident Keizo Obuchis hjerneblødning

Den japanske ministerpræsident Keizo Obuchi ligger i koma efter en hjerneblødning, og hans tilstand er så alvorlig, at kabinetssekretær Mikio Aoki i går blev udnævnt som fungerende regeringschef.
Den 62-årige Obuchi blev indlagt på et hospital i Tokyo søndag efter en hjerneblødning, og ifølge japanske medier trækker han kun vejret ved hjælp af en respirator, og hjernedød betegnes som en reel risiko inden for de kommende døgn.
Keizo Obuchis, der også er leder af Japans største parti, Det Liberale Demokratiske Parti (LDP) førte lørdag aften intense forhandlinger med medlemmer af regeringskoalitionen fra Ny Komeito og Det Liberale Parti, men senere på aftenen stod det klart, at Det Liberale Parti ville trække sig ud af regeringssamarbejdet.
Få timer efter blev Keizo Obuchi syg og hasteindlagt på Juntendo Universitetshospitalet i Tokyo.

22 timers tavshed
Japanske medier kritiserede i går, at regeringen havde ventet i 22 timer med at fortælle offentligheden, at landets øverste leder var alvorligt syg.
Den fungerende regeringsleder Mikio Aoki forsvarede sig med, at man ikke var klar over, hvor alvorlig situationen var. I første omgang hed det blot, at Obuchi var blevet dårlig efter at have arbejdet for hårdt med dels at lede krisearbejdet i forbindelse med vulkanen Usus udbrud, dels med de politiske forhandlinger med regeringspartnerne.
Keizo Obuchi har også været optaget af at forberede det G8-møde, som Japan er vært for i juli.
Spekulationerne går nu på, at LDP bliver nødt til at finde en ny regeringsleder, og partiets generalsekretær Yoshiro Mori eller udenrigsminister Yohei Kono nævnes som gode bud.
Ingen af de to tilhører Obuchi-fløjen, så det er sandsynligt, at der vil opstå intern magtkamp i LDP.

Uenighed om sikkerhed
Ifølge japansk lovgivning er det ikke nødvendigt at udskrive valg på grund af Obuchis alvorlige sygdom, men der skal under alle omstændigheder være parlamentsvalg inden oktober i år, og oppositionspartierne var allerede i går ude med kravet om nyvalg.
Trods weekendens brud med Det Liberale Parti har LDP dog stadig flertal i parlamentet sammen med Komeito og dele af Det Liberale Parti, der ventes at blive i regeringskoalitionen.
Ifølge den japanske avis Asahi Shimbun var det bl.a. uenighed om sikkerhedsspørgsmål, som førte til bruddet med Det Liberale Parti. Partiets leder, Ichiro Ozawa, er kendt for at kræve, at Japan skal spille en mere aktiv militær rolle i Østasien.
Avisen skriver, at det nu er ventet, at partiet bliver splittet, og at Ozawas modstandere vil danne et nyt parti, som formentlig vil fortsætte regeringssamarbejdet med LDP.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu