Som barn blev han sat på et skib til Frankrig, mens familien blev spredt for alle vinde af krigen i Indokina. Thai Doky, far til de berømte jazzmusikere 'Doky Brothers', vendte først tilbage til Vietnam 52 år senere
Han løfter nænsomt guitaren op af tasken og peger på de mange autografer, der er kradset ind i træet: Marlene Dietrich, Sidney Poitier, Sophia Loren, Brigitte Bardot...
Navne på berømtheder, der i begyndelsen af 1960'erne kom på den lille eksklusive restaurant Auberge Notre Dame i Paris for at se og høre restaurantens duo: Den lyse, nordiske sangerinde Birthe Erichsen og den mørke, asiatiske guitarist Thai Doky.
En duo, der var ved at blive berømt i Paris og i artikler fra den tid blev rost til skyerne og sammenlignet med en anden af datidens berømte duoer, Nina og Frederik.
Men få år efter blev guitaren pakket ned og den lovende karriere afbrudt, da parret forlod Paris for at slå sig ned i København. Birthe Erichsen ventede det første barn, og det blev sønnen Niels Lan Doky og parrets anden søn Christian Minh Doky, der først mange år senere skulle videreføre de musikalske traditioner som de nu verdensberømte jazzmusikere Doky Brothers.
Væggene i lejligheden på Nørrebro taler deres tydelige sprog om, hvor berømte de to brødre er blevet, sammen og hver for sig.
Dér et billede af den amerikanske præsident Bill Clinton, der hilser hjerteligt på Chris Minh Doky på plænen foran Det Hvide Hus efter en stor koncert i Washington.
Og dér en stribe af musikalske priser til Niels Lan Doky, bl.a. Oscar Peterson Award.
Chris Minh Doky blev for nylig kåret som en af verdens ti bedste bassister, og han og Niels Lan Doky har spillet sammen med en række af tidens bedste jazzmusikere som David Sanborn, John Scofield, Jack DeJohnette for blot at nævne nogle få.
Og her sidder så ophavsmanden til berømthederne, den stolte far, Thai Doky, i en ukendt rolle: For en gangs skyld fokuserer journalisten ikke på børnene, men på ham selv. Anledningen er 25 årsdagen for Vietnamkrigens afslutning, en krig der i høj grad kom til at præge det sidste århundrede, og for Thai Dokys vedkommende også fik store konsekvenser.
Hundredtusinder af vietnamesere måtte flygte på grund af krigen, nogle af dem til Danmark, hvor også Thai Doky endte, men hans historie begynder tidligere end de fleste andre flygtninges. I starten tøver han, formulerer sig prøvende, men langsomt former historien sig.
Thai Dokys fars familie stammer fra Kina, eller nærmere bestemt den tidligere portugisiske koloni Macau, der sidste år blev givet tilbage til Kina. Som så mange andre sydkinesere immigrerede familien til Indokina (Vietnam, Laos og Cambodja), og Thai Doky er derfor født i Vietnam i hovedstaden Hanoi som den yngste af ni søskende. Moderen var vietnameser, men navnet 'Doky' stammer fra det kinesiske med 'Do' som familienavnet og 'Ky' som mellemnavn.
"Ky betyder på kinesisk 'den sidste og ikke flere'," griner han og forklarer, at hans mor på den måde tydeligt fik fastslået, at ni børn måtte være mere end nok.
Men et af børnene døde i en tidlig alder, og en anden søster døde af tuberkulose, og så var der syv brødre tilbage, hvoraf kun to lever i dag: Thai og en bror i Sydfrankrig. Men i mellemtiden skulle familien få Indokinas tumultagtige og ofte blodige historie at føle.
"Krigen splittede hele familien," som Thai Doky siger.
Og 'krigen' er ikke bare den amerikansk-vietnamesiske krig, der tog fart fra begyndelsen af 1960'erne og godt ti år frem, men den krig, som i realiteten tog sin begyndelse allerede efter Anden Verdenskrig.
På det tidspunkt forsøgte de tidligere franske koloniherrer i Indokina at generobre fodfæstet i Vietnam efter den japanske besættelse og nederlaget i 1945. I første omgang hjalp englænderne til med at afvæbne japanerne og benyttede også lejligheden til at bekæmpe de vietnamesiske kommunister, der krævede et selvstændigt Vietnam.
Thai Doky kan fra sin barndom huske, at landsbyer blev bombet og de hårde kampe, da franskmændene for alvor kom tilbage og erklærede krig mod Viet Minh-styrkerne.
"Vi boede på det tidspunkt tæt på et hospital, og jeg så sårede og folk, der blev skudt på nært hold," husker han.
Hans mor var syg og døde, da Thai var omkring seks år, og på grund af kampene måtte hun begraves under dramatiske omstændigheder - i baghaven i nattens mulm og mørke med risiko for at blive beskudt, hvis de blev antaget for at være guerillasoldater.
Moderen var død, kampene rasede, og situationen var tilspidset, da der pludselig dukkede en mulighed op. Thais ældste bror, der havde slået sig ned i Cambodja, havde købt en billet til Frankrig. Billetten var oprindelig tiltænkt en anden af Thais brødre, men da han insisterede på at gifte sig under sin stand - en utilgivelig 'synd' i datidens Vietnam - gik billetten videre til Thai.
"Man skulle være 11 år for at få lov til at rejse, så min dåbsattest blev ændret, så jeg blev fem-seks år ældre," siger Thai, som derefter begav sig ud på sit livs første og vigtigste rejse.
Først med propelfly til Saigon (i Sydvietnam), hvor broderen ventede og satte ham på et skib, der skulle bringe franske soldater hjem.
"Det var lige efter Anden Verdenskrig, så soldaterne var meget unge værnepligtige. Vi var ti drenge med på skibet, nogle kinesere og resten vietnamesere. Vi blev placeret på fjerde klasse, helt nede i bunden af skibet tæt på maskinerne. Det var meget varmt, og jeg var søsyg i de 31 dage, rejsen varede!"
I Frankrig havde broderen tidligere læst til læge i Paris og havde derfor en plejefamilie, der kunne tage sig af Thai. Han kom på kostskole, og allerede her opstod den første forbindelse til Danmark: Der var to danske drenge i klassen, én var fra Hvidovre, hvor Thai senere skulle komme til at bo med sin familie.
Men det var først senere i gymnasiet, hvor Thai sad ved siden af endnu en dansker, at forbindelsen til Danmark blev til alvor, da kammeraten fik Thai overtalt til at skrive med en dansk penneveninde - Birthe Erichsen, der senere skulle blive en kendt sangerinde i Danmark og bl.a. indsang "Vildandens sang", som stadig kan høres på Giro 413.
Men hun rejste snart til Paris for at møde sin vietnamesiske penneven - og føromtalte duo fra Auberge Notre Dame var en realitet, såvel privat som professionelt.
I mellemtiden havde Frankrig i 1954 lidt et definitivt nederlag i Vietnam og var på vej til at trække sig helt ud af Indokina. Vietnam var blevet delt i Nord og Syd, og Thai havde en bror i hver del. Resten af familien var blevet spredt ud over regionen; en bror var succesfuld entreprenør i Thailand, mens andre opholdt sig i Cambodja, herunder faderen.
Thai, der var begyndt at læse til læge i Frankrig, fik tilsendt penge fra familien. Han havde en returbillet, men efterhånden som tingene udviklede sig både i Frankrig og i Vietnam, blev den mindre og mindre aktuel.
Men det blev en artikel i en fransk avis om Thai og Birthes succes på den parisiske musikscene, der fik afgørende betydning for familieforholdet. Da familien læste, at Thai i stedet for at passe sine lægestudier spillede musik - og det endda med en lyshåret nordbo, som dengang blev opfattet som løse på tråden - blev den ældste bror rasende, og fra den ene dag til den anden blev pengestrømmen afbrudt. Og det samme gjaldt forbindelserne til familien.
"Hele familien var oppe at skændes," sukker Thai, der først fik kontakt med familien igen mange år senere - sjovt nok, fordi en svigerinde i Vietnam tilfældigt læste om Thais søn, Niels Lan Dokys succes som jazzmusiker, hvilket fik hende til at ringe til Thai i Danmark.
På den måde var det både krigen og musikken, der splittede familien, mens musikken samlede den igen.
Da den amerikansk-vietnamesiske krig for alvor rasede, boede Thai Doky og hans familie i Danmark, hvor han arbejdede som læge. På grund af skærmydslerne med familien i Vietnam måtte han følge krigens gang gennem medier, venner og de flygtninge, der efterhånden kom til Europa.
Da fredsbevægelsen tog fart både i Danmark og resten af Vesteuropa, følte Thai sig splittet mellem to lejre. Hans familie i Vietnam blev betragtet som kapitalistisk, fordi den havde haft ejendomme, og moderen havde ejet en lille silkefabrik, mens faderen i sin tid havde været ansat i toldvæsenet. Det var rigeligt til at få 'kapitalist'-stemplet i det nordlige Vietnam, selv om familien ifølge Thai slet ikke var rig.
En af brødrene, der var overbevist kommunist, led senere en krank skæbne, så selv om Thai nærede sympati for kommunisternes forsøg på at udjævne de daværende enorme skel mellem rige og fattige i Vietnam, kunne han heller ikke vælge den side.
"Alle ville have mig med i politisk arbejde, både højre- og venstrefløjen. Der var et kommunistisk, nordvietnamesisk konsulat i København og et nationalistisk i Bonn, men jeg forsøgte at holde mig neutral. Jeg er ikke et politisk menneske," siger Thai, der i stedet fulgte udviklingen på sidelinjen.
Lidt involveret blev han dog alligevel, bl.a. da der kom vietnamesiske børn til Danmark, der skulle behandles for brandsår på Hvidovre hospital, hvor han en overgang fungerede som tolk for dem.
Og holdningen til USA's hårdhændede fremfærd i Vietnam var også klar.
"Det var forkert, at så stort et land bombede et lille land så meget," siger han.
Den 30. april 1975, dagen da Saigon faldt, og Vietnamkrigen omsider var forbi, var Thai bekymret for, hvor familien befandt sig. Han havde som nævnt en bror i hver del af det nu genforenede Vietnam, en i Hanoi og en i Saigon.
Broderen i Hanoi fik problemer, dels på grund af familiens ejendomme, dels som følge af familiens kinesiske baggrund.
Kina og Vietnam har gennem århundreder været arvefjender, og da Vietnam efter krigen blev tættere knyttet til Sovjetunionen og invaderede Cambodja, angreb Kina i 1979 Vietnam i en kortvarig grænsekrig. Det gik ud over Vietnams kinesiske mindretal, og broderen blev sammen med andre kinesere drevet mod den kinesiske grænse, men døde undervejs.
Også broderen i Saigon fik problemer på grund af sin 'kapitalistiske'-kinesiske baggrund. Selv om han i årevis havde været kommunist, endte han i arbejdslejr efter krigen. Han døde sidste år.
Brødrenes skæbne var medvirkende til, at Thai først besøgte Vietnam for to år siden - og aldrig for alvor overvejede at bruge returbilletten og vende permanent tilbage.
"Vietnam er godt udstyret med læger og er ikke et u-land på det område, så selv om jeg er læge, følte jeg ikke, at der var hårdt brug for mig der. Men jeg har altid følt mig splittet, og det var mærkeligt at besøge landet igen efter alle de år," siger han.
"Alle, der kommer tilbage anses for at være velhavende og heldige. Jeg følte mig ikke som en af dem, men mere som dansker," siger han.
Under besøget mødte han enkelte af de tilbageværende familiemedlemmer, bl.a. en tante på 84 år og en kusine. Og sammen med sønnen Niels besøgte han sit barndomshjem i Hanoi. Huset blev konfiskeret af kommunisterne og er i dag hjem for fem familier.
Også den del af familien, der havde bosat sig i Cambodja, fik problemer. Faderen og broderen nåede at flygte tilbage til Vietnam, da Pol Pot kom til magten, men en nevø og en niece var blandt de hundredtusinder af 'forsvundne' ofre for det kommunistiske rædselsregime. Faderen døde senere i Saigon, mens broderen rejste til Afrika.
I dag funderer Thai Doky over, hvad der var sket med ham selv, hvis han ikke var blevet sat på det skib til Europa som barn. Måske havde han lidt samme skæbne som brødrene.
I stedet fik han muligheder i Europa, hvor han kunne have gået den musikalske vej, men måske fordi det ikke var fint nok for den vietnamesiske familie, fortsatte han ikke som professionel musiker.
Udover lægeuddannelsen gennemførte han dog en konservatorieuddannelse som klassisk guitarist i Paris, og han har dyrket musikken gennem årene
ved bl.a. at undervise i fritiden på musikskole og aftenskoler. Og ikke mindst har han undervist sønnerne, men alligevel var han skeptisk, da den ældste søn sagde, at han ville være professionel musiker.
"Jeg ved jo, hvor hårdt det kan være," siger han.
Så han krævede, at Niels i det mindste skulle gennemføre sin studentereksamen, før han rejste til USA og indledte sin karriere. Niels Lan Doky bor i dag i Paris, mens lillebror Christian bor i New York. To verdensborgere i en global tidsalder.
I dag føler Thai sig mest som dansker, men splittelsen vil altid være der:
"Heldigvis er musikken universel, så jeg føler ikke, at jeg hører til i et bestemt land."
Så han vender tilbage til Vietnam allerede til efteråret, igen sammen med Niels Lan Doky, der skal spille på en jazzfestival i Hanoi. Han har senest udgivet en cd med den vietnamesiske sangerinde Thanh Lam. Titlen er Asian Sessions.
Dermed er ringen sluttet, og Thai Doky pakker forsigtigt guitaren med alle autograferne ned igen.
