Læsetid: 4 min.

Jordreform er en nødvendighed, ikke en kriminel handling

26. april 2000

Hvis farmerne vil have en sikker fremtid i Zimbabwe, gør de klogt i at opfatte en ny jordfordeling som en nødvendighed, og ikke som et røveri, skriver den regeringsejede avis Zimbabwe Herald

Kommentar
Den sydafrikanske præsident Thabo Mbeki har rettet en ædruelig henvendelse til dem, der håbede på uenighed mellem Sydafrika og Zimbabwe som en følge af striden om overtagelsen af de hvides landbrugsjord i Zimbabwe.
Da han under et besøg på Cuba blev udspurgt af journalister, opfordrede han derimod til dialog og sagde, at der er brug for, at Zimbabwe og Storbritannien går sammen om at genetablere den gensidige forståelse, som blev nået, da Zimbabwes uafhængighed blev forhandlet på plads i 1979.
Han bemærkede med rette, at Storbritannien og USA dengang havde forpligtet sig til at finansiere købet af de landområder, der tilhørte de hvide.
Præsident Mbekis ord var en åbenlys skuffelse for dem, der fejlagtigt troede, at Zimbabwes magtfulde nabo ville lægge pres på Zimbabwes regering til fordel for status quo.
Problemet omkring landbrugsjorden, som Morgan Tsvangirai og hans oppositionsparti Bevægelse for Demokratiske Forandringer (MDC) med foragt ynder at betragte som et perifert anliggende, var den væsentligste hindring ved Lancaster House konferencen i London i 1979 (hvor man forhandlede Zimbabwes selvstændighed på plads, red). Og det er stadig den væsentligste hindring for fred og stabilitet i Zimbabwe.
Den konstitutionelle aftale, som blev underskrevet den 21. december 1979, begrænsede den første demokratisk valgte regerings muligheder for at fordele det land, der med magt blev taget fra de sorte i løbet af de cirka 90 år med kolonistyre.

Ny fordeling haster
Valg eller ej. Der er brug for at få landområderne fordelt på ny, og det haster, således at man kan genskabe balancen og sørge for, at de fleste af de indfødte kommer ud af deres tilværelse som farmere på et eksistensminimum i de overfyldte kommunale landbrugsdistrikter.
De farmere, der lever i disse områder, er ikke havnet i deres nuværende situation af egen fri vilje.
I kolonialismens ungdom i de sene 1890'ere blev de første reservater for de sorte med vilje udlagt på en jord, der var så gold og ugæstfri, at kolonisterne ikke selv ville have den. 38 procent af befolkningen i Matabeleland var i 1898 blevet tvunget ind i sådanne områder.
I 1931 rådede en håndfuld hvide over godt 200.000 kvadratkilometer af regulært landbrugsland (mere end fire gange Danmarks størrelse, red.), mens de store flertal af sorte blev stuvet sammen på knap 85.000 kvadratkilometer.

Ingen helt jordløse
Denne politik med at fastholde de sorte farmere i fattigdom og som en følge deraf underlagt kolonimagten, blev udviklet yderligere af de følgende koloniregeringer, og især som et resultat af loven om fordelingen af land (The land Apportionment Act) fra 1930, og af loven om landbesiddelser (The Land Tenure Act) fra 1969.
Præsident Mugabe var i sidste uge velvilligt indstillet over for regeringens vilje til at inddrage land fra de hvide farmere, som ejer op til 75 procent af den bedste landbrugsjord, med henblik på at fordele den til den vanskeligt stillede sorte befolkning.
Han understregede, at regeringen ikke ville tillade nogen modstand mod udførelsen af denne plan. Men, som han tidligere har sagt, forsikrede han om, at ingen farmer ville blive gjort helt jordløs.

Ikke som et røveri
Hvis farmerne vil have en sikker fremtid i dette land, gør de klogt i at opfatte den nye fordeling som en nødvendighed, og ikke, som de foretrækker at gøre, som et røveri. Det er af vital betydning for den fremtidige fred og velstand, at farmerne accepterer, at det er umuligt at fastholde en situation, hvor de sidder på enorme områder frugtbart landbrugsland; en situation, som er blevet skabt af koloniherrernes brutale aktioner over for de sorte.
Zimbabwes økonomi er baseret på landbrug, og ved at lade flere mennesker udnytte det produktive land, kan man opnå en øget indkomst til gavn for økonomien.
De tider burde for længst være forbi, hvor nogle af disse farmere betragtede deres farme som små udgaver af Rhodesia, hvor de, og kun de, hersker suverænt i en sådan grad, at det forklejner enhver sort indbygger, inklusive præsidenten og regeringen.
Vedtagelsen af den konstitutionelle lovændring vedrørende landbrugsjord, overdrager Storbritannien ansvaret for at betale for det land, der er blevet erhvervet fra hvide kommercielle farmere - som aftalt i Lancaster i 1979.
Den nuværende fordeling af landbrugsjord i dette afrikanske land er uholdbar, idet blot et lille antal (op mod 4.500) af 'europæiske' farmere ejer størsteparten af det dyrkbare land.
Vaklende hest
I stedet for at håbe på fortsat at klynge sig til sine privilegier ved at støtte et politisk parti, som man mener, kan dæmme op for de nødvendige ændringer, vil det hvide mindretal være bedst tjent med at arbejde sammen med regeringen om at finde en permanent fordeling, som gennem landbruget vil bringe velstand til flertallet af mennesker, og ikke som nu blot til et fåtal.
Det er uklogt af enhver etnisk minoritet at holde på en vaklende hest ved at indtage den yderligtgående holdning at støtte en regeringsopposition på en måde, der absolut intet har at gøre med demokrati.
Hvad vil minoriteten gøre, når oppositionen taber?

Oversat af P.C Mollerup

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu