Læsetid: 6 min.

Alle kæmper for at høre til

8. april 2000

Operaen 'Rebus', der har premiere mandag, handler om det moderne, splittede liv. Men dens tragik fremstilles med barok humor. Hvordan, fortæller Anders Koppel, komponisten, om

MusikAf
"Jeg har vel et let temperament, jeg er rimeligt dum og lykkelig!" Ordene er komponisten Anders Koppels, og de falder som en slags forklaring på, at musikken til hans nye opera Rebus, der i aften har premiere på Den Anden Opera i København, er fuld af lyrisk lethed og surreel humor.
Operaens tema - for en handling kan man knap tale om - er ellers ikke den rene lystighed. Den handler om vores moderne virkelighed, herunder al dens uhygge, kedsomhed, selvoptagethed og ensomhed, men den gør det med selvironi og en sans for det barokke og absurde, der nogle steder vider sig ud til ren dada.
Operaen er instrueret, scenograferet og kostumeret af Ulla Koppel, gift med Anders, orkesteret er Mad Cows Sing, som Anders Koppel i en årrække har været huskomponist for, og librettoen er skrevet af fem forskellige danske digtere, nemlig Pablo Henrik Llambías, Sidsel Falsig Pedersen, Naja Marie Aidt, Marianne Larsen og Villy Sørensen.
Meget forskellige, skulle man synes, men digterne forvalter temaet, den moderne virkelighed, med en surreel blanding af humor, poesi og tragik, og Ulla og Anders Koppel har komponeret og koreogaferet teksterne sammen til en række scener, der tilsammen danner en tematisk helhed.
Også de medvirkende er hentet fra forskellige steder i kulturlivet. Orkestret er således sammensat af tre jazzmusikere og fire klasssiske musikere, og de to kvindelige sangere kommer fra den rytmiske verden: Marie Carmen Koppel og Louise Norby. De to mandlige sangere, tenoren Thomas Peter Koppel og bassen Rudi Sisseck synger til gengæld til daglig i Det kgl. Teaters operakor.
Endelig, som den femte optrædende, finder man skuespilleren og danseren Christine Kjærulff, der optræder kontaktsøgende og konformt i et let science-fiction-agtigt antræk, samtidig med at hun udfører de pudsigste akrobatiske øvelser omkring - og på - de andre medvirkende.

Hitlers krumspring
"Der er et underliggende tema, nemlig, at alle personerne så gerne vil høre til et sted," siger Anders Koppel. "Men ingen af dem kan finde ud af det. Man ser jo de utrolige krumspring, folk gør sig for at komme til at høre til. Og så er det endda så enkelt: Man skal bare opgive sine forsvarsværker. Men det er selvfølgelig det, der er problemet."
"Hele folkeslag er blevet udryddet, fordi folk kæmpede for at høre til uden at kunne finde ud af det!"
- Tænker du for eksempel på Balkankrigene?
"Ja, eller på Hitler! Han følte sig jo udenfor i en grad, så han iværksatte hele kæmpetragedien for at komme til at høre til. Der er selvfølgelig mange andre forklaringer på Det Tredje Rige, men denne hører med, tror jeg."
"Dét er et tema i operaen, og sammenhængende dermed den moderne selvspejling; for eksempel i Marianne Larsens stykke: Terapi, hvor det handler om 'Mig - åh mig - mig' - om folks følelse af kun at være i live, hvis andre ser dem."
- Hvordan har I arbejdet?
"Ulla og jeg lavede et oplæg om temaet, den moderne virkelighed. Dette sendte vi ud til de forfattere, vi havde samlet, som dernæst skrev helt frit over det. Det materiale, vi på den måde fik, redigerede vi, hvorefter forfatterne fik flere opgaver, efterhånden som vi fandt ud af, at her kom der til at mangle noget. Bidragene er vævet sammen, hvorved der opstår 'føljetoner'. Eksempelvis har Pablo Henrik Lambías bygget sine tekster op i en fremadskridende handling, der brydes op af de andres bidrag, hvorefter den fortsætter. Men operaen er i høj grad blevet som vi forestillede os. Også med hensyn til stilen: Der skulle være en lethed, en sprødhed i udtrykket. Muntert og tragisk skulle brydes mod hinanden."

Et element af held
"Vi vidste, at vi måtte have gennemgående personer, men derimod ikke nogen gennemgående psykologi. Det er en pointe, at hver person kan have mange ansigter. Sammenhængen i handlingen består i, at det er de samme fem mennesker, der optræder, og i samme tøj, uanset rollen."
- Så dér, hvor der spørges: 'Hvorfor har I det tøj på? Hvorfor har I sådan noget cowboytøj på?' - så har de det ikke?
"Nej, netop! Det er også ét af de absurde virkemidler, at sanserne modsiger hinanden."
"En del af sammenhængene i stykket er imidlertid ganske utilsigtede. Der er også et element af held i kunstnerisk arbejde. Det er ikke noget, der kommer af sig selv, men det dukker til gengæld altid op, blot man bliver ved at arbejde med stoffet."
"Præmien består i at skabe operaen. Hvis folk også kan lide den, er det vidunderligt, men drivkraften er at være opslugt af det, man er i færd med. Det behøver ikke være tornefuldt og nervenedbrydende, selvom det er hårdt arbejde."

Humor er underbelyst
- Hvordan laver man egentlig morsom musik?
Anders Koppel eksemplificerer med Pablo Henrik Llambías' Nazismens spøgelse, hvor der udvikler sig en barok dialog med diskrete politiske undertoner om, hvorvidt 'nazismens spøgelse' er et virkeligt spøgelse:
"I dén scene spænder musikken faktisk kun over tre akkorder: G-Dur, e-mol og C-Dur. Det er så primitivt, som det kan være. Til gengæld lavede jeg den som en Lied med smukt bårne stemmer, der totalt modsagde scenens indhold. Humor lever af sammenstød," mener Anders Koppel, og tilstår, at han egentlig selv syntes, dén musik var for langt ude.
"Men på den anden side var jeg netop ude på at drive musikken så langt ud som overhovedet muligt, og sjovt nok kom dén scene næsten af sig selv."
"Faktisk er humor noget underbelyst for tiden. Når man kigger sig omkring i kulturudbuddet, er der ikke meget at grine af. Alt skal være så stort, store følelser, store evenementer, men i virkeligheden ligger livet jo i de små ting. Det kun store, det kun flotte bliver kedeligt."
- 'Rebus', hedder operaen, har den en løsning?
"Man skal ikke søge efter en rebus-løsning, når det nu er en opera, men ligesom rebusens absurde lyrik, 'and-isvaffel-kronhjort' opererer også operaen med absurde sammenstillinger."

Koppel'er overalt
- Det vrimler med Koppel'er i forestillingen. Din datter, Marie Carmen Koppel synger, din søn Benjamin Koppel spiller saxofon, og din søster Lone Koppels søn, Thomas Koppel, synger tenor. Og så er der dig selv. Laver I allesammen musik?
"Nej da. Min ældste datter, Sara Koppel, tegner - det er hende, der har lavet plakaten til operaen!"
"Men at så mange af os gør, hænger vel sammen med den måde, vi er vokset op på. Jeg har, lige fra jeg var ganske lille, arbejdet sammen med min far (Herman D. Koppel red.), så jeg har aldrig prøvet andet, men jeg har også altid haft det godt med det. Børn er jo dybt nysgerrige efter, hvad deres forældre laver, så hvis man deler det med dem, lærer de også, selvom det kun er momentvis sjovt at lære at spille og meget af tiden bare kedeligt. Man kan jo godt selv høre, når det, man spiller, lyder rædselsfuldt! Men på det punkt var min far lige så streng som en streng skolelærer. Ikke sådan at vi fik skældud, for det fik vi faktisk aldrig. Men hvis man ikke kunne sine ting, så var det bare sindssvagt pinligt!"
"Nu er det gået videre til næste generation. Der er jo også mange bagere, der hedder - & Søn."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu