Læsetid: 4 min.

Vi kan da godt kalde det en opera

12. april 2000

Men det er nok mere præcist at kalde Anders Koppels 'Rebus' en række musiknumre fremført med en vis scenisk aktion

Musikteater
"En af de ting, man kan sige, er gældende for de fleste operaer er, at de er helt uaktuelle i forhold til deres tid; men heller ikke i de operaer, der skrives nu om stunder, er der den helt påtrængende sammenhæng med livet, politikken, samfundet osv., som det udfolder sig nu og her."
På baggrund af denne virkelighedsforståelse - en måned efter premieren på Ruders' Tjenerindens fortælling og repremieren på Nørgårds Nuit des Hommes - præsenterer operachef Jesper Lützhøft Anders Koppels nye opera Rebus. Som så gør noget andet, nemlig "afkoder den virkelighed, vi befinder os i omkring år 2000."
Enten er operachefens introduktion et udtryk for et grænseløst mod og en ubændig lyst til provokation, som han med rette bør høste umistelig hæder for. Eller også er det en af de bemærkninger, der henvises til citatbokse for bøvede kommentarer, som et udslag af simpel uvidenhed.
Lad os positivt vælge den første mulighed, men til gengæld tage manden på ordet og søge klargjort i hvor høj grad Rebus afkoder vores her og nu virkelighed.

Manden med melodien
Rebus er ikke nogen opera. Rebus består af nogle numre med nogle tekster, som bliver sunget til akkompagnement af et band, der kalder sig Mad Cows Sing. Med en række meget forskellige tekster af meget forskellige forfattere, må Rebus nødvendigvis stritte i mange retninger.
Der er med andre ord ingen sammenhængende historie i værket (eller hvad nu det er), det er det usamtidiges samtidighed, der er selve anliggendet: At bringe mange forskellige udtryk i samme rum således at 'sammenhængen' opstår af tværforbindelser i det heterogene materiale.
En Rebus er defineret som en billedgåde, hvor billederne står i stedet for ord. Det sete er altså ikke det egentlige, der er indlagt fiffige pointer, som kan afkodes. Der er nu ingen grund til at se nærværende forestilling som en dyb ting, der kræver særlig spekulativ indsats. Og helt unødvendigt er det at citere Kurt Schwitters på bagsiden af programmet:
"Fümms bö tää zää Uu, pögiff, kwii Ee. Ooooooooooooooooo. Rinnzekete bee bee nnz nkrr müü?" Så meget dada er der sgutte at hente i Rebus. Desværre. Det kan Pierre Dørge, men det er Anders Koppels måde at tænke musik på slet ikke tunet ind til at kunne omfatte.
Anders Koppels musik er først og fremmest til fødderne, det er helt unødvendigt at intellektualisere hans indsats. Derfor fungerer hans musik i Rebus bedst til ligefremme tekster af Pablo Henrik Llambías og Sidsel Falsig Pedersen, og dårligere til Villy Sørensens, Marianne Larsens og Naja Maria Aidts ord.
Med Llambías' og Falsig Pedersens tekster folder Koppels evner sig ud: Han kan skrive en ørehænger af en melodi, han kan instrumentere den for et hybridensemble som Mad Cows Sing - og det bliver meget morsomt i kraft af en god instruktion.

Oplagt turneforestilling
Rebus afspejler vores tid i form af overfladisk samvær (det som engang hed kulturens fernis), i form af en demontering af begrebet 'der er mening med galskaben'. Der er ingen mening. Der er kun det glade vanvid, som fører til uforpligtende omgang med mennesker og ord. Alt kan bruges: En firehjultrækker, en gammeldags pension, en blå farve. Alt er lige gyldigt.
Værket (eller hvad det nu er) bør derfor ikke tolkes ind i en traditionel operasammenhæng, så ville det falde helt og aldeles igennem. Rebus er en leg med former og figurer, en musikalsk mobile, som viser sig at være det, den giver sig ud for at være. Vi kan godt kalde det en rebus, men det er på grænsen til at være mere end numrene kan bære.
Værket gik lige ind hos den medbragte 10-årige, som indledte med ordene: "Hvorfor har de sådan noget mærkeligt tøj på." Det skulle vise sig at være en profetisk bemærkning, som blev uddybet i løbet af stykket.
Forestillingen appellerer til lattermusklen snarere end hjernemusklen, og de medvirkende er også instrueret i at vise humoren, mest ekstremt udfoldet af falden-på-halen-danseren, Christine Kjærulff.
Som turnerende skolekomedie udi i det ganske land ville Rebus egne sig fortrinligt. Der er både stramme numser, gajoler og rigtige babser til pubertetsdrengene, der er blå toner og heftige rytmer i ét væk til de forårskåde ynglinge.
Mad Cows Sing spiller forrygende godt. Ingen dirigent, alt foregår med cues fra de medvirkende, ud og ind i tempo og dynamik, hamrende præcise attacks. Det er godt gået.
Sangerne agerer endimensionalt på scenen, men de er formodentlig ikke instrueret til at gøre noget andet. Louise Norbys arabiske jazz (eller hvad det nu var) i de første af hendes numre, er vildt spændede at lytte til.

*'Rebus' af Anders Koppel. Familie og venner medvirker også. Den Anden Opera, mandag. Spiller til og med 2. maj. Billetbestilling tlf. 33325556

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu