Læsetid: 9 min.

Da jeg kom på forsiden af Søndags-BT

14. april 2000

Gyldendal genudgiver 19. april en af de sidste årtiers mest solgte digtsamlinger. Kristen Bjørnkjær fortæller her historien om 'Kærestesorg'

I efteråret 1976 oplevede jeg det, en forfatter drømmer om. Jeg havde som flere gange før sendt et manuskript ind til mit forlag, fået det antaget og trykt og ventede nu spændt på, hvordan bogen, Kærestesorg, ville blive modtaget, især af anmelderne. Dagen før den udkom, blev jeg ringet op af journalist Hasse Havgaard fra Politiken, der gerne ville have et interview, hvad jeg sagde ja til. Man må følge sine børn ud i livet.
Havgaard dukkede op samme dag i den lejlighed i Holbergsgade, som jeg beboede sammen med et par andre i en mildere udgave af de bofællesskaber, der var moderne dengang. Han havde en kopi med af den anmeldelse, som Politiken ville bringe den følgende morgen. Anmelderen Vagn Steen skrev, at det var "en helt fantastisk god og varm, dygtig og såret bog...et storværk i dansk digtning om parforhold. Den samler utroligt mange sider og brudflader, som kaster lys tilbage og frem og ind mod den, der læser" (for nu at citere det, der senere kom til at stå på omslaget).
Et eller andet steg mig til hovedet i et brus. Jeg kendte ganske vist Vagn Steen, han havde som redaktør af bladet Digte for en Daler støttet mig med gode råd i mine første udgivelser og hidtidige digteriske 'karriere', der på det tidspunkt omfattede fire digtsamlinger og et kombineret erindrings- og landbrugsleksikon. Men da de øvrige anmeldere (minus Poul Borum) fulgte trop, ja flere var endda lige så højt oppe at flyve som Steen, begyndte jeg at synes, at anmeldere slet ikke var så ringe endda.
Min daværende medbo, Kirsten, havde været et smut nede på gaden og kom op med følgende besked:
"Den er hjemme!"
"Hvad er hjemme?"
"Boghandleren siger, den er revet væk".
Og det var, hvad den var - ikke mindst hjulpet på vej af det store interview på en sektionsforside i Politiken. Første oplag var udsolgt på rekordtid.
Dette kom fuldstændig bag på undertegnede, men også på forlaget, hvorfor der - desværre fulgte en alt for lang tid, hvor bogen ikke kunne købes. Men så kom et nyt oplag og et nyt og et nyt...
Slag i slag gik det. Med jævne mellemrum dumpede en rektangulær kuvert ind gennem brevsprækken, hvor Gyldendals Inger Andersen orienterede mig om, at man havde trykt et nyt oplag.
Glemt var kærestesorgerne, der havde afstedkommet digtene...øh, til dels.

En skovridergård
Jeg kneb mig i armen igen og igen. Hvad var det egentlig, der skete? Drømte jeg? I den følgende tid modtog jeg i stakkevis af breve fra læsere, der takkede for digtene. Ikke primært fra lyrikinteresserede, men fra 'almindelige' mennesker som Lena Jørgensen, Klintevej 4, 2650 Hvidovre, som det hed i en romantitel af Klaus Rifbjerg. Begejstrede breve og alvorlige breve. Mange var på adskillige tætskrevne sider. Læserne ville fortælle, hvorledes digtene passede på noget i deres liv - eller ligefrem fortælle deres livshistorie.
Der kom indbydelser til oplæsningsaftener, breve fra lykønskende kolleger, og vildt fremmede mennesker sendte drinks over til mit bord, når jeg besøgte stamcaféen.
I tv sagde jeg på et (senere) tidspunkt, at jeg altid havde drømt om at blive gift, få mange børn og leve lykkeligt i en skovridergård i provinsen. Fluks kom et brev fra en kvinde, som skrev, at hun boede alene i en skovridergård. Om jeg havde lyst til at aflægge et uforpligtende besøg?
Sådan var det. Journalister i kø ville have interviews (Hanne Dam, der dengang var på Berlingske Tidende, var naturligvis på pletten). Senere kom jeg på forsiden af Søndags-BT som 'Årets digter' - og fik derved til fulde opfyldt ønskedrømmen, som den blev formuleret, muntert-ironisk, af Eddie Skoller i fordanskningen af hittet, On the cover of The Rolling Stone.
Bogen var røget direkte på Top Ti og blev ved at komme i nye oplag, selvom salgskurven i de følgende 10-15 år, gradvis fladede ud. I alt blev Kærestesorg solgt i ca. 50.000 eksemplarer i 3 udgaver og 18 oplag. Den blev adskillige år senere oversat til japansk.
Underligt, at al denne virak ikke steg mig til hovedet. Men jeg tænkte på Erik Knudsens digt, Eksdronning, om årets pølsedronning, der fejres på surrealistisk vis af to borgmestre, der står på hænder med hotdogs i munden, og en turistchef, der gnider sig ind i sennep. "Nu er der nok ingen der husker mig, men jeg ejer et minde for livet", står der manende - til eftertanke.

Fra helt til skurk
Modreaktionen kom snigende. Kort efter Kærestesorg kom Vita Andersens Tryghedsnarkomaner, som blev en megabestseller. (Den nordiske pendant var den finske lyriker, Märtha Tikkanen). Det var uhørt. Lyrikken tilbage til læserne!
Men mange litterater og nogle kolleger - jeg husker ikke hvem (eller vil ikke huske det) - begyndte nedgørende at omtale fænomenet som 'knækprosa' og 'bekendelseslitteratur'. Det var ikke 'rigtig litteratur', som Ritt Bjerregaard ville have sagt, hvis digtene havde været et EU-parlament. På få år fandt jeg mig forvandlet fra helt til skurk. Man burde vel have været brødebetynget? Formuleringerne tog til i negativitet. En besynderlig oplevelse.
Kulminationen kom i et bogmagasin i tv, hvor Pia Tafdrup og Michael Strunge frakendte os enhver digterisk kvalitet, hæder og ære. Flødekager, vrængede Michael hadsk om Lola Baidels digte. Pia holdt et foredrag om 'modernismens tredie fase', som skulle forklare, hvorfor hendes egen generation var bedre end den forrige. Jeg vil kort sige: De talte ikke pænt til os. Studieværten Jens Winther var kampdommer. Ikke nogen let opgave.
Ethvert fænomen oplever et backlash, og at en ny generation af digtere må gøre op med den forrige, er der ikke noget usædvanligt i. Det generede mig egentlig overhovedet ikke..
Men i sandhedens interesse er det interessant at erindre, at digtsamlingen var blevet fint modtaget af både kritikere og publikum, en sjælden kombination. Mere generede det derfor, at litteraterne, bortset fra hæderlige undtagelser, senere lod, som om denne bølge i 70´erne slet ikke fandtes. Men det gjorde den altså. Den blev behandlet som noget forstyrrende, katten havde slæbt ind om ikke i salonen så i det videnskabelige laboratorium.

Knæk og bræk
Knækprosa - det ene kritikpunkt - betyder, at digteren 'brækker' sine linjer over tilfældige steder, hvorfor digtene er slappe. Og det er ganske vist, at der i de følgende år blev indsendt talrige digtsamlinger til forlagene, fordi knækprosaen indbød enhver til at tro, at det var let at skrive digte.
Men lytter man efter, er det i bedste fald ikke tilfældige steder, linjerne brydes. Det kan handle om at få et særligt tonefald frem eller en pointe. Et virkemiddel er det under alle omstændigheder - og efter min mening naturligvis et plausibelt sådant.
Forbrydelsen bestod i, at knækprosaen så var kombineret med det, der blev betegnet som bekendelseslyrik. Dermed mente man en slags ugebladsagtig offentliggørelse af privatliv.
Personligt føler jeg mig ikke ramt. Faktisk 'beskyttede' jeg med fortsæt mine nærmeste omgivelser mod udlevering ved ikke at være direkte. Læserne kunne aflæse følelser, anelser, tanker, sindsstemninger, jovist. Men ingen kunne af digtene udlede, om jeg var den, der forlod eller den, der blev forladt i digtene.
I dag - herregud - så mange år efter, kan jeg gerne røbe, at jeg både havde forladt og var blevet forladt i den periode, hvor digtene blev skrevet. Dette gav de brudflader, Vagn Steen oplevede ved sin læsning. Digtenes 'du' er ikke altid den samme person. Digtenes 'jeg' er til gengæld den samme som digtenes 'han'. Bekendelseslitteratur? Der var lagt tykke røgslør ud. For der var et moralsk dilemma i, hvor tæt man kunne gå på de mennesker og begivenheder, der var inspirationen.

Sarvig chokeret
Hvad skyldes det, at bogen blev den kritiker- og salgssucces, som den gjorde?
Der er to forklaringer, en litterær og en sociologisk. Langt mere end før havde specielt lyrikken krummet sig sammen om sig selv. Poesien blev en mindre sanselig og mere og mere intellektuel sag, der rikochetterede mellem digterne og deres fortolkere i et næsten lukket kredsløb. Det var tæt på, at man skulle have studentereksamen for at blive accepteret som poet og være forsker for at 'forstå' poesien. De mest vanskelige og abstrakte digte var egnede til vidtgående analyser, hvor fortolkerne fik lejlighed til at lufte deres filosofiske egenskaber i et 'imponerende', litteraturvidenskabeligt skoleridt, men hvad skulle det til for?
Jeg erindrede, hvorledes Ole Sarvig var chokeret, da en fortolker var i stand til at skrive en 50 sider(!) lang analyse i et tidsskrift af et hans digte, som kun var på nogle få linjer. Fire, tror jeg.
Samtidig havde den daværende generation af litterater svært ved selv at udtrykke sig skriftligt, og deres jugementer var mere end tvivlsomme. Jeg kan i hvert fald erindre en hel del ovenud velanmeldte digtsamlinger, hvis langtidsholdbarhed end ikke var på niveau med Morten Korchs.
Den forkætrede såkaldte bekendelseslyrik åbnede til et større univers, som modtog den med åbne arme og sind. Jeg siger ikke, at publikumstække er et kvalitetskriterium, slet ikke og tværtom, men det er vel trods alt ikke i sig selv et minus heller. Er der ikke skidt og kanel i enhver stilretning? Jeg tror det.

Krig og slips
Mere interessant var det mentale landskab, som bogen dengang ramte ind i. I slutningen af 60'erne og op gennem 70'erne var den 'fri kærlighed' en konsekvens af den fri abort og den almindelige udbredelse af forebyggende midler - kondom, pessar og senere p-pillen.
Ulla Dahlerup var dengang frisindets pioner, som vakte skandale ved at foreslå pessar til alle unge kvinder, et stort slag, som hun kæmpede tappert og vandt. Samtidig satte ungdomsoprørere - internationalt oven i købet - spørgsmålstegn ved snart sagt alle gængse værdier fra professorvælde til studenthue, samfundsorden, hårlængde, Vietnamkrig, habit og slips, boligformer, endog badeværelser(!), fortsæt selv. Og ikke mindst ved ægteskab og tosomhed.
Alt det, der i dag for en stor dels vedkommende tager sig komisk ud, var i konteksten dengang ikke så komisk, men en gigantisk afprøvning af livsformer, hvis lige ikke er set før eller siden i historien. Man havde relativt ukritisk overtaget forældrenes måder at leve på med få fornyelser.
Måske fandtes der noget, der var bedre?

Jalousi forbudt
Den almindelige model før havde været denne: To unge brænder varme på hinanden. Efter at have været kærester i nogen tid, bliver de forlovede, hvilket cementeres med en til formålet og gerne i dyre domme indkøbt forlovelsesring. Forlovelsen varer typisk i tre år, en slags prøvetid, hvorefter de gifter sig, besøger hinandens forældre på skift hver søndag, sliber kanterne af hinanden (et almindeligt brugt udtryk dengang), får børn og ideelt set, som i eventyret, lever lykkeligt til deres dages ende.
Men sådan var virkeligheden jo i mange tilfælde ikke! Ægteskabet var en benhård institution, som det var vanskeligt at komme ud af, og derved kom den til at dække over mange lidelser - ikke mindst i form af kvindeundertrykkelse. (Ikke altid, men ofte).
Bevæbnet med p-pille og kondom søgte de nye unge eventyret. Altsammen med musikledsagelse. Den eneste ene var død. De tusinde blomster blomstrede. Ekstremet var kollektivernes eksperimenter med gruppesex, (en øvelse, jeg personligt dog aldrig følte trang til at nærme mig). Jalousi blev i disse sammenhænge nærmest en forbudt følelse.
Digtene i Kærestesorg fortalte en anden historie. At følelserne dybest set var de samme som tidligere. Drømmen om den eneste ene og om det faste parforhold også den samme som tidligere.
Det var den historie, læserne kunne spejle sig i. Derfor virkede digtene som en forløsning eller katarsis. Det blev tilladt at give udtryk for, at følelserne rev i en.
Fra min side var dette aldrig tilsigtet. Jeg skrev om det, der optog mig.
"Han kommer helt derind, hvor det gør ondt," skrev en anmelder. Det gjorde nu også ganske godt.
Ikke mindst glæder det mig, at jeg stadig - så mange år efter - får henvendelser fra nutidens skoleelever:
"Vi er en 3. g i Holstebro, der har læst din bog, og vi har lige et par spørgsmål, som vi håber, du vil besvare...".

Fra 'Kærestesorg'

Jeg ser dig om natten
og jeg ser dig om dagen
og jeg ser dig mellem søvn og
vågen
du er flyttet ind i mit hovede
og flyttet ind for at blive
og er faktisk til ulejlighed

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her