Læsetid: 2 min.

Kosovo: Kvindehandel i en nøddeskal

25. april 2000

Tilstedeværelsen af FN-soldater har åbnet kraftigt for import af kvinder til Kosovo. Situationen illustrerer den generelle problematik

Efterspørgsel
"Kosovo kan ses som et mikrokosmos på hele kvindehandelsfænomenet," siger Interpols ekspert i trafficking (transport og handel med kvinder til prostitution, red.) Jan Austad.
Efter det internationale samfund er rykket ind i Kosovo, er antallet af kvinder, der bliver importeret og solgt til prostitution i området, steget kraftigt.
Kvinderne kommer især fra Øst-og Centraleuropa, Rusland og de tidligere Sovjetrepublikker.
Kunderne tilhører for størstedelens vedkommende FN's fredsbevarende styrke KFOR (Kosovo-Force), der hovedsaligt består af soldater fra NATO-landene.
"Italienerne kan lide høje og blonde piger, så jeg skaffer ukrainske og russiske piger til dem. De russiske soldater vil have mørke piger. Dem får jeg for eksempel fra Bulgarien eller Moldova," fortalte en kvindesmugler således i et interview til avisen Sunday Times i marts.
Importen og prostitutionen styres, ifølge Interpol, hovedsageligt af albanske mafiagrupper, der tidligere var beskæftiget med eksport af kvinder til blandt andet Italien og Nordeuropa. Men grupperne har nu sat sig på Kosovos bordel- og natklubmarked.

Forskellig moral
Situationen i Kosovo illustrerer den generelle problematik omkring trafficking, fordi der internationalt ikke findes nogen entydig holdning til prostitution - og derfor heller ikke til kvindehandel over grænser.
"I Kosovo ser vi, hvordan militære enheder fra alle mulige nationer har nogle vidt forskellige moralbegreber," siger Jan Austad.
Han peger på, at nogle lande tolererer, at deres soldater besøger bordeller, hvor kvinderne åbenlyst lever under slavelignende forhold, og at især Vesteuropa mangler politisk vilje til at konfrontere problemet.
"Det gør det derfor svært at sætte en stopper for trafficking af kvinder," siger han.
I FN-regi findes ingen rammer for, hvordan soldater fra de fredsbevarende styrker bør forholde sig til prostitution.
"FN har ingen politik, der siger: 'Du bliver hjemsendt, hvis du går på bordel'.Hvis bordeller er accepteret lokalt, så ser vi ingen grund til at tvinge noget ned over hovedet på soldater, der har fri," siger en anonym FN-talsmand til The Washington Post.
Der er cirka 37.000 KFOR-soldater udstationeret i Kosovo plus et utal af internationale organisationer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu