Læsetid: 8 min.

Krigen voldtog mig ti gange

29. april 2000

De amerikanske krigsveteraner måtte vente 23 år på at få økonomisk støtte og hjælp. I dag sidder de fleste tilbage som psykiske og fysiske vrag

Krigsinvalider
HYANNIS - "Det hedder sig, at en kvinde aldrig kan komme sig over at blive voldtaget. Nuvel, krigen i Vietnam voldtog mig 5 eller 10 gange."
Eddie Waugh ligner et spøgelse. Det visnede ansigt, det lange gule hår, de dybtsiddende blå øjne, den lange afdankede skikkelse. Han var 20 år gammel i 1968, da han blev sendt ud i junglen og bjergene som amerikansk marineinfanterist for "at myrde vietnamesere".
I dag er Eddie et menneskevrag. Benene svigter ofte. Han lider af fremadskreden gigt og mavesår. Der er risiko for mavekræft. Men krigens psykiske ar overskygger alt andet. Han får hallucinationer fra det ene øjeblik til det andet.
Blot duften af orientalsk mad eller synet af en mørk sump med bladløse trætoppe kan udløse et rædselsbillede. Smerte føler han næppe. "Hvis jeg skærer mig i fingeren med køkkenkniven, reagerer jeg ikke på det. I stedet får jeg tvangstanker om afrevne hænder."
"Der er ting, jeg ikke engang tør tænke på," siger Eddie Waugh.
Og så er der børnene. Han har sat ni af dem i verden. "Det var for at kompensere for alle dem, jeg dræbte," mumler han.
Otte er fra det andet ægteskab, som netop i disse uger ender med skilsmisse. Seks børn bor stadig hjemme. Han skal tage sig af dem.
"Uden dem ville jeg ikke have noget at leve for. Det ville enten blive en kugle i hovedet eller køre ind i et træ," siger Eddie tørt, som var selvmord den naturligste ting i verden.

Konen er bange for ham
Ved siden af Eddie sidder en anden marineinfanterist. Charles Brown er et par år yngre, men ser ældre ud. Han tog til Vietnam, da han var 17 i 1967. De fysiske følger af syv måneder i junglen virker overvældende. Ved et mirakel blev han aldrig såret. Ikke desto mindre har Charles haft syv hjerteanfald, to slagtilfælde, en bypass-operation og fået en kræftsvulst fjernet fra tyktarmen.
Igen synes krigens psykiske ar at overgå de fysiske lidelser. Charles Brown kan kun omgås andre krigsveteraner. Han går gennem sin anden skilsmisse i disse dage. Begge børn er voksne. Han har to børnebørn:"Det er for dem, jeg lever," fortæller han.
Han forstår godt, at hustruen ikke længere kan holde ham ud: "Jeg har aldrig fortalt hende, hvad jeg oplevede. Men hun ved, der er masser af frygtelige ting. Hun er bange for mig."
Fortiden forsvinder aldrig.
"At overleve krigen var et mirakel. Vi befandt os ved verdens ende. Jeg bliver stadig angst, når jeg tænker på noget af det, vi så og gjorde," fortæller Charles Brown.
Fremtiden er et stort, sort hul: "Jeg tænker hele tiden på at begå selvmord. Jeg har kun lyst til at være alene i resten af mit liv, som nok varer kort tid."

Entet død eller såret
To veteraner, to spildte menneskeskæbner fra en krig, som USA aldrig engagerede sig helhjertet i. Tusinder af unge amerikanere på 19 og 20 år vendte hjem som vrag efter at have tjent deres land og skreg for fulde lunger om at blive anerkendt for deres enorme ofre. De tiggede om hjælp, men hvorend de henvendte sig, vendte myndighederne dem ryggen.
Den amerikanske nation skammede sig over nederlaget i Vietnam.
Dem, der havde været gennem de værste mareridt på frontlinen, blev ikke rehabiliteret og integreret i det amerikanske samfund. De blev overladt til sig selv, på Herrens mark.
I film som 'Platoon' har Hollywood søgt at beskrive det liv i Vietnams regnskove, unge marineinfanterister som Charles Brown og Eddie Waugh måtte udstå. Når man hører deres personlige beretning, bliver man ydmyg. Virkelighed overgår fiktion.
Eddie var geværskytte og radiooperatør i en deling på 33 mand. De blev sendt ud i junglen en måned ad gangen. Flere gange blev delingen reduceret til et dusin overlevende. Ingen, han kæmpede med, slap uskadt. Enten døde man eller blev såret. Hver gang han var på hospitalet, blev hans stedfortræder dræbt.
"Når vi fik kontakt med nordvietnamesiske styrker, talte de op til 2.000 mand. Det eneste, vi kunne gøre ,var at finde det nærmeste hul i jorden, springe ned i det og tilkalde luftforstærkninger via min radio."

Blod hver dag
Mortérilden lå så lavt, at ingen legemsdel kunne stikke op. En gang var hans kammerat blevet skudt i maven.
"Man skal så trække benene sammen på den sårede; det betød, at hans knæ ragede op over hullet. Ganske rigtigt, hans knæskaller blev knust af kugler."
I Eddies deling måtte soldaterne ofte sove i sumpevand. De fik koldbrand, malaria, blev bidt af skorpioner...
"Intet kan forberede et ungt menneske på den oplevelse. Hver dag ser man blod sprøjte, legemsdele flyve, opsvulmede lig, der eksploderer i den fugtige tropehede og maddiker, der myldrer frem."
For at overleve forvandles soldaterne til uhyrer i et land, som var dem totalt fremmed og befolket af "primitive og uciviliserede" mennesker.
"Normale mennesker skal programmeres for at dræbe. Vi bildte os ind, at vietnameserne var undermennesker," siger Eddie.
Charles Brown, en mand med langt gråt hår og topmave, er endnu ikke kommet til det punkt, hvor han er i stand til at tilgive sig selv eller bede andre om forladelse for brutaliteterne.
"Hvad skal jeg undskylde? Jeg skulle udføre en opgave i et primitivt land med primitive mennesker!"

Myrdede løs
Hans opgave var at bygge relæstationer for radioforbindelse fra marineinfanteristernes frontlinje til basen, et strategisk mål for nordvietnameserne og Vietcong-guerillaen. Uden radioforbindelse ville en deling som Eddies ikke kunne tilkalde forstærkninger og blive tilintetgjort i løbet af nul komma fem.
"Da jeg ankom til Phubai, hovedkvarter for Marinekorpsets 1. division, forlød det, at den gennemsnitlige overlevelsestid for folk i mit job var to uger. Så river man den pæne facade af og tænker kun på at overleve," mindes Charles Brown.
Landsbybeboere mistænkt for spionage på vegne af Vietcong blev henrettet på stedet.
"Vi arbejdede sammen med marineinfanterister fra Sydkorea. Barske gutter. De myrdede kvinder, babyer, hunde og høns. Jeg beundrede dem. De myrdede også deres egne. Hvis en menig begik en mindre brøler, var det en kugle i hovedet."
Charles husker torturscener: "En amerikansk officer forhørte krigsfanger, og en sydvietnamesisk soldat brændte dem levende med napalm fra fod til isse, hvis de ikke ville tale ud."
Han og kammeraterne i delingen drak øl af fjendens kranier: "Man gør de mest underlige ting."
Begge krigsveteraner evner endnu ikke at indrømme over for sig selv eller andre, at Amerikas krig i Vietnam hverken var moralsk begrundet eller retfærdig.
"Vi kunne have vundet. Som soldater gjorde vi vores pligt. Det var politikerne og regeringen, der svigtede os. Okay, jeg er måske ikke helt enig i alt, hvad vi gjorde i min deling. Det morer mig ikke at tænke på det. Men hvorfor har vores børn ikke respekt for flaget, som vi havde," siger Charles med en harmdirrende røst.
Amerikas tvetydige og uafklarede holdning til krigen ses tydeligst i den behandling, psykisk nedbrudte krigsveteraner som Eddie Waugh og Charles Brown modtog efter deres hjemkomst.
De blev hånet af protestbevægelsen mod krigen, totalt ignoreret af politikerne i Washington og uretfærdigt straffet af overordnede officerer, som aldrig havde sat deres fod på slagmarken i Vietnam.
"Demonstranter spyttede på et velkomstskilt, min far havde sat på sin bil," husker Charles.

Røg i militærfængsel
Eddie prøvede at tale med kammerater om sine oplevelser: "Ingen var interesserede. De spurgte kun om, hvor mange jeg havde dræbt."
Kongressen rørte ikke en finger, indtil krigsveteraner samlede sig i en organisation og begyndte at lægge pres på politikerne. Først i 1978 blev Vietnam Veterans of America anerkendt som en lobbygruppe.
Imellemtiden var folk som Eddie, Charles og tusinder andre af de mirakuløst overlevende marineinfanterister gået i hundene. Det begyndte med, at marinekorpset nægtede at lade dem træde af, inden de havde fuldendt visse formaliteter.
Eddie skulle 'bevise', at han havde været i Vietnam. Han stod nemlig ikke opført i noget arkiv. Marinekorpset kunne ikke finde Charles på lønningslisten. Begge fik at vide, at det kunne tage op til et år. Imellemtiden måtte de blive på kasernen.
"Den behandling var ikke usædvanlig i tiden," fortæller Scott Campbell, informationschef i Vietnam Veterans of America.
Begge mænd flygtede i frustration fra kasernen. De ville hjem. De blev arresteret af FBI for at have 'deserteret'. Eddie slap med en bøde og blev sendt til marinekorpsets hovedkvarter i Camp LeJune i North Carolina med besked om at træde af dér.
"Da jeg ankom, fik jeg besked på, at aftrædelse kun kunne ske i uniform. Jeg måtte købe min egen uniform for en hel måneds løn. Under ceremonien takkede de mig for at have tjent landet og bød mig velkommen tilbage en anden gang," husker Eddie og slår op i en skoggerlatter.
Charles røg i militærfængsel i et år.

Horede og svirede
I de næste 10-15 år strejfede begge rundt i landet. De horede, svirede, var på sprøjten, konstant i nævekampe og blev arresteret talrige gange.
I midten af 1980'erne bevilgede Kongressen penge til at bygge rådgivningscentre for Vietnam-veteraner. I samme periode rejstes arkitekten Maya Lins simple og inspirerende monument for krigens faldne i Washington. Eddie og Charles hørte hver for sig om et rådgivningscenter her i havnebyen Hyannis på Cape Cod i staten Massachusetts.
Inden de kunne få hjælp og finansiel støtte fra forbundsstaten, gik der imidlertid flere år. De havde jo deserteret. I 1991 - 23 år efter sin hjemkomst - fik Charles endelig tilbud om at besøge en psykiater. For nogle år siden blev begge mænd erklæret 100 procent krigsinvalider og modtager i dag en mager pension.
Deres lidelse kaldes "post-traumatic stress disorder". Alene opfindelsen af denne betegnelse illustrerer, at Amerika har taget det første store skridt i retning af at anerkende den forbrydelse, som blev begået mod nationens egne sønner, da de blev sendt ud i en frygtelig krig, som ingen hjemme i Amerika troede kunne vindes.

Fakta - Vietnam-krigens ofre i tal
*Fra 1964 til 30. april 1975 tjente 8,8 mio. civile og militære amerikanere i Vietnam. Det officielle tabstal er 58.000, hvoraf hæren stod for 38.000 og Marinekorpset for 15.000. Sidstnævnte udgjorde kun fem procent af de udstationerede væbnede styrker, hvorfor marineinfanteristerne bar en uforholdsmæssig stor byrde af tabene.
*Mindst 6.000 soldater yderligere døde som følge af krigen, men de er aldrig blevet anerkendt som faldne, skønt langt de fleste blev såret og døde senere på hospitaler i Sydkorea, Japan og i USA. Årsagen er, at regeringen ønskede at minimisere tabene.
Kun få af disse soldaters navne står opført på monumentet for de faldne i Washington.
*Det anslås, at tre millioner vietnamesere blev dræbt under Vietnamkrigenburch

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her